Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - keltisk Litteratur - Keltma - Keltomani - Keltring - Kelung - Kelvin - Kelvin, Lord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Finn har udviklet sig i og efter Vikingetiden,
ikke uden nordisk Indflydelse. Sagnkredsen
findes allerede (ved Siden af den fremherskende
ældre Sagnkreds) repræsenteret i irske
Haandskrifter fra 12. Aarh.; Finn’s Hjemstavn angives
her at være Sydirland. Men Sagnene udbredte
sig ikke blot over hele Irland, men ogsaa til
Skotland, hvor den ældste Kilde er et
Haandskrift fra 16. Aarh., der betegner Finn som
Irlænder. Den Ossian-Digtning, som voksede op i
Skotland, blev ved Macpherson’s litterære
Falskneri alm. bekendt i Europa (se
Macpherson). Finn-Sagnene lever den Dag i Dag; ved
Siden heraf fortæller Almuen i de skotske
Højlande og i Irland en Mængde Eventyr
(Campbell, Popular Tales of the West Highlands
[Paisley og London 1890]; for Irlands Vedk.
foreligger der kun mindre Samlinger). Den
irske Litteratur er aldrig naaet ud over det
middelalderlige Standpunkt. Irlands eneste
betydelige Prosaforfatter i den nyeste Tid er Præsten
Keating (f. 1570), som skrev religiøse og
historiske Skr. Indtil henimod Slutningen af 18.
Aarh. var der hverken i Irland ell. Skotland
trykt andet end religiøse Skr paa Gælisk.
Litteraturen er aldrig naaet til at omfatte det
moderne aandelige og praktiske Liv; visse Tilløb er
gjort i den nyeste Tid (Aviser o. s. v.), men
med den Stilling, som Sproget nu har, især i
Irland, kan man næppe spaa den nogen
Fremtid. De ældste britanniske
Sprogmindesmærker er ligesom de ældste irske kun Glosser.
Men fra 12. Aarh. af har man i Wales
Haandskrifter med interessante, men vanskelige Digte,
hvis høje Ælde er bleven uimodsigelig
godtgjort ved den nyeste Tids Undersøgelser m. H.
t. deres Sprogform (smlg. Skene, The Four
Ancient Books of Wales [Edinburgh 1868];
Gwenogvryn Evans, The Black Book of
Carmarthen [Pwllheli 1906]; samme, The
Book of Aneirin [Pwllheli 1908]; samme,
Facsimile and Text of the Book of Taliesin
[Llanbedrog 1910]; samme, Poems from the Book
of Taliesin [Tremvan, Llanbedrog 1915]). Til
den ældre cymriske Litteratur hører ogsaa de
gl. Love (udgivne med eng. Oversættelse under
Titelen Ancient Laws and Institutes of Wales
[1841]). Fra 14. Aarh. har man i Wales en stor
Mængde Romaner ell. Fortællinger af det
sædvanlige middelalderlige Slags; en Del af dem
behandler et nationalt britannisk Stof,
Arthur-Kredsen (se Artus), men ogsaa de Romaner,
som behandler dette nationale Stof, er for
største Delen under fr. Paavirkning. De
cymriske Ridderromaner blev første Gang udgivne
af Charlotte Guest (London 1849) under
Titlen »Mabinogion«, hvilket Navn dog i selve
Haandskrifterne kun tillægges 4 bestemte
Romaner; ny Udg. ved Rhys og Gwenogvryn
Evans. Ogsaa nutildags har Wales en
blomstrende Litt.: en værdifuld Lyrik og udmærkede
Romaner med Skildring af det virkelige Liv;
berømtest er Daniel Owen’s Rhys Lewis.
Den cymriske Litteratur omfatter hele det
moderne Liv: man har Skoleboger, Aviser,
illustrerede Tidsskrifter, Almanakker, et stort
Konversationsleksikon o. s. v. Den corniske
Litteratur bestaar blot af et Antal religiøse
Dramaer m. m. af liden poetisk Værdi (de fleste
udgivne af Norris, se Keltiske Sprog).
For Bretonernes Vedk. er den eneste
værdifulde Litteratur Folkesangene, der
unægtelig staar overmaade højt. Opmærksomheden
blev først henledet paa denne Digtning ved
Villemarqué, Barzaz breiz (7. Udg., Paris
1867), der imidlertid er at betegne som et
Falskneri, om end Folkesagnene var lagte til
Grund. Paalidelige Optegnelser af Folkesange
giver derimod Luzel, Chants populaires de
la Basse-Bretagne (Lorient 1868—74) (med fr.
Oversættelse). (Litt.: O’Curry, Lectures on
the Manuscript Materials of Ancient Irish
History [Dublin 1861]; Windisch [senere
Stokes og Windisch], »Irische Texte«
[Leipzig 1880—97]; Zimmer, Kuno Meyer og
Ludw. C. Stern, i »Die Kultur der
Gegenwart« [udg. af Paul Hinneberg], Teil I,
Abteilung XI, 1 [Berlin og Leipzig 1909]; Douglas
Hyde, A Literary History of Ireland [London
1899]).
Hlg. P.
Keltma [’kæ£tma], to Floder i det
nordøstlige Rusland, 1) den nordligste K. i Guv. Vologda
er Biflod til Vytschegda, Dvina’s ene Kildeflod,
2) den sydligere K. i Guvernementet Perm er
Biflod til Kama og derved Tilløb til Volga. Da
begge Floderne udspringer i Nærheden af
hinanden, forbandtes de 1786—1807 med en Kanal,
Katharina-Kanalen, hvorved der skabtes en
Vandforbindelse mellem det nordlige Ishav og
det kaspiske Hav. Forbindelseskanalen
nedlagdes dog atter 1838.
G. Ht.
Keltomani er Betegnelsen for den
uvidenskabelige Rumsteren med keltiske Sprog, der
navnlig bredte sig, saa længe den keltiske
Sprogvidenskab endnu ikke eksisterede (denne blev
først grundlagt ved Zeuss, Grammatica
Celtica [1. Udg. Leipzig 1853]). Dog gives der
endnu den Dag i Dag i Kredse, hvor
Sprogvidenskaben ikke er naaet hen, Folk, som gerne vil
bevise, at alle mulige Sprog lader sig forklare
af Keltisk.
Hlg. P.
Keltring. Ordets ældste Bet. (16. Aarh.) er
»Landstryger«, »omløbende Tigger«, særlig
brugtes det om de jydske Tatere ell.
Natmandsfolk (s. d.), saaledes f. Eks. i Blicher’s
Novelle »Keltringeliv«. I Nutidens Dansk bruges
det mest i Bet. »slet Person«, »Bedrager«.
Ordet er beslægtet med gammeldansk keltre (sv.
kälta), trygle, og norsk kjeltra, snyde, bedrage,
og sydtysk kelzen, prale, skændes; i Frisisk
findes Kältring, Lømmel.
V. D.
Kelung, se Kilung.
Kelvin [’ke£vin], Biflod til Clyde i Skotland,
udmunder efter et 34 km langt Løb ndf.
Glasgow; over den er Forth- og Clyde-Kanalen ført
i en 84 m lang Akvædukt.
G. Ht.
Kelvin [’ke£vin], Lord, indtil 1892 Sir
William Thomson, eng. Fysiker og
Matematiker, f. i Belfast 26. Juni 1824, d. 17. Decbr.
1907. Faderen, James Thomson, blev 1832
Professor i Matematik ved Universitetet i
Glasgow, og da Sønnen (adlet som Lord K.)
1899 tog sin Afsked som Professor ved
samme Universitet, kunde han sige, at han havde
tilhørt det i 67 Aar. Allerede 1834 blev han
indskreven som Tilhører ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
