Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkegaarde - Kirkegangskoners Indledelse - Kirkegods - Kirkehal - Kirkehistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Betaling, derimod for Fæste af særskilt
Gravsted ell. Bevarelse »af Gravstedet ud over 20
Aar, ell. naar K. benyttes af nogen, som ikke
tilhører Menigheden. Anlæg og Udvidelse af
K. i privat Eje bekostes af Kirkens Ejer. Er
han ikke villig hertil, har han at overgive
Kirken og K. til Menigheden med alle Indtægter og
Tilliggender, undtagen Jordegods og Skov, som
ikke maatte være fornødne for, at Menigheden
kan overtage Kirken uden Tab. For saa vidt
Dissentere ikke benytter den alm. K., er de ved
Valget af Begravelsesplads underkastet
Øvrighedens nærmere Bestemmelser, ligesom de er
pligtige at lyde Sundhedspolitiets Forskrifter
ang. Begravelser (L. 27. Juni 1891, § 16). Uden
for K. maa Begravelser ikke finde Sted uden
Kongens Tilladelse. K. staar ligesom Kirkerne
under Tilsyn af Menighedsraadet samt under
Overtilsyn af Biskoppen og Stiftamtmanden
(Fylkesmanden).
K. Ø.
Kirkegangskoners Indledelse
(Introduktion) er Benævnelsen paa Hustruers
første Kirkegang efter deres Barselfærd, idet Lov
og Sædvane paa mange St. i gl. Dage paabød,
at denne skulde foregaa paa den Maade, at
Ægtekvinder skulde ledes i Kirken af Præsten.
Christian V’s D. og N. L. og Kirkeritualet af
25. Juli 1685 foreskrev i saa Henseende, at
Barselkvinder skulde holde sig inde i 5 ell. 6 Uger
efter deres Barnefødsel og siden af Præsten
indledes, hvor det havde været brugeligt,
»hvilket sker — som det hedder i Kirkeritualet —
ikke for den Skyld, at man skulde agte dem
mere syndige og urene for Gud end andre
Mennesker, efter som de i N. Test. er af Gud
selv befriede fra den jødiske Renselse« (Mose
Lov paabød, at de skulde lade sig indlede af
Tjeneren, naar de efter deres Barnefødsel vilde
gaa i Kirke), »men for den alm. Svagheds Skyld,
som er hos dem, saavel som for en Høviskhed
og en skikkelig Ærbarheds Skyld, paa det de
ingen skulle være til Forargelse og ondt
Eksempel, og dermed maaske raade ilde for deres
Børn«. Indledelsen — der altsaa kun skulde
finde St. for Ægtehustruers Vedkommende, og
hvor det fra gl Tid var i Brug — skulde foregaa
paa den Maade, at Barselkvinden, efter Dagen
forud at have ladet sig indtegne i en Bog hos
Distriktets Skolelærer, om Morgenen derefter
med nogle faa Par Kvinder skulde komme
betimelig til Kirken og blive saa længe staaende i
Vaabenhuset ell. foran Kirkedøren, indtil
Præsten kom til hende og med en kort Formaning,
staaende inden for Kirkedøren og Kvinden lige
for ham, uden for Døren, mindede hende om
hendes Taksigelse for Gud m. v.; derefter skulde
hun overvære Gudstjenesten i Kirken og efter
denne med sit Følge ofre ved Alteret. K. I.
blev først 1748 afskaffet for Rangspersoners
Hustruer, og 1754 blev det bestemt, at den gl.
Introduktion kun skulde finde St., hvor nogen
Kone udtrykkelig forlangte den; ellers skulde
Præsten ved Barselkoners første Kirkegang ved
Enden af sin Prædiken tilføje en kort
Formaning og Ønske til hende, men ogsaa dette kun,
hvor K. I. tidligere havde været i Brug. K. I.
er formentlig i Danmark endnu i Brug enkelte
St. paa Landet, særlig i Jylland.
O. D.
Kirkegods i videste Forstand er alle de
Ting, som umiddelbart ell. middelbart er
bestemte til Brug for Gudstjenesten. Der skelnes
mellem de hellige Ting (res sacræ), som
umiddelbart anvendes til Gudstjenesten, navnlig
Kirker med deres Tilbehør af Alter, hellige Kar,
Prydelser, Klokker o. s. v. samt Kirkegaarde,
og K. i egl. Forstand ell. Kirkens Formue. Som
en særlig Art kirkelige Ting kan endnu nævnes
res religiosæ ell. Stiftelser, som er oprettede i
veldædigt Øjemed.
O. D.
Kirkehal (tysk: Hallenkirche) kaldes
i Modsætning til ældre got. Kirker de sentgotiske
Kirkebygninger, hvis Sideskibe har samme ell.
i alt Fald næsten samme Højde som
Midtskibet. Herved kan der skabes store, lyse Rum,
Prædikesale, der sikkert har aandelig
Sammenhæng med de populariserende kirkelige
Strømninger, som gaar forud for Reformation.
(Smgl. Bygningskunst, S. 329 ff. og
Danmark, S. 662).
C. A. J.
Kirkehistorie, den videnskabelige
Fremstilling af den kristne Menigheds Tilblivelse og
Historie. K. er paa den ene Side en hist.
Disciplin, som gransker og kritiserer Kildeskrifter,
Personligheder og Begivenheder efter de for
Profanhistorien gældende Regler, og paa den
anden Side en teologisk Disciplin, som
fremstiller og vurderer det særlige Aandsindhold i
Menighedens Historie, saaledes som dette
fremtræder i den for Kristendommen ejendommelige
Forbindelse af Aabenbaring og Tro. Den klare
Præcisering af disse to Sider i K.’s Væsen og
Indførelsen af en fast videnskabelig Metode
hører først hjemme i en senere Tid, men allerede
i det nye Test., navnlig i Lukas’s Skr., møder
de første kirkehist. Skildringer os.
Kristendommen er dog ikke den ældste Religion, som har
følt Trang til at skildre sin Tilblivelse og
Udvikling. Religionshistorien viser os, at alle
Religioner med dybere Aandsindhold har frembragt
Skr., især om deres Stifters og hans Disciples
Liv og Gerning og om deres Guders Indgriben
i Menneskelivet, ofte rigtignok saaledes, at den
religiøse Fantasi har taget Magten og ladet
Mytologi træde i St. f. Historie. Disse
religionshist. Skr, der snart fremtræder i Prosaens,
snart i Poesiens Form, har ikke øvet nogen
paaviselig direkte Indflydelse paa K.’s
Tilblivelse. Det har derimod gr. og lat.
Profanhistorikeres Værker og endnu mere de hist. Skr i det
Gl. Test. Dette ses klart i den første og
grundlæggende K., som blev skrevet af Eusebius fra
Cæsarea og afsluttet 324. Hans Værk, som blev
fortsat i 5. Aarh. af forsk. andre, blev i
omarbejdet Form Middelalderens Lærebog i K. og
er stadig det ypperste Værk om Kirkens første
Aarhundreder. Middelalderen har en Række
ypperlige Krønikeskrivere som Orderik Vitalis,
Gregor fra Tours, Beda og Adam fra Bremen,
men Legenden overskyggede kun alt for ofte de
hist. Begivenheder. Renæssancen indvarslede
en ny Tid, ogsaa for K., bl. a. fordi den vendte
sin Opmærksomhed mod de gl. klassiske
Profanhistorikere, men dens nye Tanker, som bl. a.
findes hos Erasmus, blev overtagne og
videreførte af Reformationen. Legendens Magt blev
principielt brudt, og Mathias Flacius og hans
Medarbejdere skabte den monumentale K. »de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
