Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klæde - Klædedragt - Klædekammer - Klædekølle - klæde Tov - Klædning - Klæg - Klæger - Klækkeanstalt - Klækkebakke - Klækkebord - Klækkehus - Klækning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klæde, Fællesbetegnelse for stærkt valkede,
lærredsagtig vævede, uldne Tøjer, der navnlig
er forskellige indbyrdes ved det anvendte
Garns Kvalitet og Finhed. Som Regel vælges
Kæde og Islæt med modsat Snoning, hvorved
opnaas en stærkere Filtning ved Valkningen og
altsaa en tættere Vare. Den til Fremstillingen
af K. benyttede Væv er af simpel Konstruktion,
kraftig bygget og maa være meget bred, da K.
ved Valkningen trækker sig 30—50 % sammen
i Bredden (25—40 % i Længden).
Kædetraadene bliver sædvanlig meget stærkt limede
(4—12 kg Lim pr 100 kg Garn). Naar K. kommer
fra Væven, underkastes det en Rk.
Efterarbejder, af hvilke det første er Nopningen.
Denne bestaar i en Bortfjernelse af Knuder og
Traadender med en fjedrende Tang, og
samtidig foretages en Stopning af Smaahuller i
Vævet. Derefter følger en Vadskning, helst
først med lunkent Vand for at fjerne Limen,
derpaa med Sæbe og Soda ell. Potaske for at
fjerne Fedt og Smuds. Efter Vadskningen
kommer en fornyet Nopning og derpaa
Valkningen, der sker paa den Maade, at K. under
Tilsætning af forsk. Valkemidler, navnlig Sæbe,
Alkalier, raadden Urin ell. Valkejord, en fin,
fed Lerart, underkastes en Stampning ell.
Gnidning, hvorved de enkelte Uldtaver filter sig
indbyrdes. Valkemidlerne har Bet. dels ved at
opløse de sidste Rester af Fedt, dels ved at
frembringe en vis Slibrighed, der letter Filtningen.
Efter Valkningen følger igen en Vadskning,
derpaa en Tørring, under hvilken K. holdes
udspændet i store Rammer, og endelig en
Runing, og Overskæring (se Appretur),
oftest en Børstning paa særlige
Børstemaskiner og til sidst Presning og
Dekatering (Krympning) (se Appretur).
M. H. t. Farvningen af K. skelner man
mellem uldfarvet K., der er vævet af
farvet Garn, og stykfarvet, der er farvet
efter Vævningen, enten før ell. efter
Valkningen; sidstnævnte Farvning giver de mindst
holdbare Farver.
K. M.
Klædedragt, se Dragt.
Klædekammer, se Garrderobe og Fadebur.
Klædekølle (Søv.), et lille Træinstrument,
der har en Del Lighed med en Træhammer
(i hvis Hoved der er en Fure); den bruges ved
Klædning af Tov.
C. B-h.
klæde Tov (Søv.). For at forebygge
Skamfiling ɔ: Iturivning ved Gnidning klædes en Del
Tove, hvorpaa der gaar særlig Slid. Først
trændses Tovet ɔ: en tynd Line løbes langs
Furerne mellem Tovets Kordeler; derefter
omvikles det med Skibmandsgarn ell. Kabelgarn.
Tovet kan ogsaa klædes med Matter, Læder e. l.
C. B-h.
Klædning (Søv.). De Planker i Træskibe og
Plader i Jernskibe, der lægges udvendig og
indvendig paa Spanterne og saaledes danner
Skibets Yderhud (Yderklædningen) og Inderhud
(Inderklædningen). Yderklædningen er af
væsentlig Bet. for Skibets Styrke og veksler i
Tykkelse efter Beliggenheden. De tykkere
Plader er Kølpladerne ved Kølen,
Barkholtpladerne ud for Dækkene og Kimmingpladerne ved
Skibets Runding. Inderklædningen, ogsaa kaldet
Garneringen, retter sig efter vedk. Rums
Bestemmelse, undertiden er den udeladt paa
enkelte Steder.
C. B-h.
Klæg, sejgt, fedt, leret Dynd, afsat i Havet
ell i fersk Vand. Marskjord bestaar for en stor
Del af K.
(V. M-n.). J. P. R.
Klæger (Tabanidæ), Familie af brachycere
Fluer indbefattende temmelig store, kraftig
byggede Fluer, karakteriserede ved de store, hos
Hannerne sammenstødende Øjne, de treleddede
Folehorn, hvoraf
yderste Led er
ringdelt, den
tykke, kødede
Snabel, den noget
fladtrykte
Bagkrop samt ved
Nervernes
Forløb i Vingerne.
Munddelene er forsk. udviklede hos Han og
Hun, idet Kindbakkerne, der er omdannede til
stive, sylformede Stikbørster, mangler hos
Hannerne, men er meget kraftig udviklede hos
Hunnerne. Larverne er hvide, maddikeagtige,
hyppig forsynede med indtrækkelige,
fodlignende Bugvorter. Pupperne er fri (se Fluer) med
6 kugleformede Fremspring paa Bagenden. K.,
der indbefatter nogle af vore største
indenlandske Flueformer, kommer i Danmark frem i
Maj—Juni Maaned. Hunnerne giver sig straks
til at anfalde varmblodige Hvirveldyr, særlig
Kvæget, Hestene og delvis Mennesket, borer Hul
med Kindbakkerne og suger Blod; Hannerne
er ude af Stand hertil og lever især paa
Blomster, hvor de rimeligvis ernærer sig af
aabenliggende Honning. Æggene lægges i fugtig Jord,
hvor ogsaa Larverne, der lever af andre
Larver, findes. Af de 4—500 Arter, der optræder
over hele Jordkloden, henføres de faa danske
Arter til tre Slægter: Tabanus, Hæmatopota og
Chrysops. Den første Slægt indbefatter de
største, velkendte, brune Okseklæger, der navnlig
angriber Heste og Kvæg. De to andre Slægter
indbefatter Arter, der ogsaa i høj Grad
angriber Mennesket. Til Slægten Hæmatopota hører
H. pluvialis, graa af Farve med graaspættede
Vinger, til Chrysops C. coecutiens, særlig
karakteriseret ved sine straalende gyldne Øjne;
begge Former lister sig lydløst ned paa Huden,
men er, naar de først har sat sig til Ro,
overordentlig træge og dorske.
C. W.-L.
 |
| Okseklægen (Tabanus bovinus) |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
