Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knivmusling - Knivsbjerg - Knivskærodden - Knjaginin - Knjaz - Knjaževac - Knjazhnin, Jakov Borisovitsch - Knob - Knobelauch, Fritz Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Muslinger, hvis Skaller er fl. Gange saa lange som
brede og omtr. lige. Skallens Over- og
Underrand er parallelle, og den lidet fremstaaende
Bukkel findes tæt ved Skallens forreste Ende.
Kappens Rande er sammenvoksede,
Aanderørene er korte, Foden lang og cylindrisk. Slægten,
der gaar tilbage til Tertiærtiden, forekommer i
alle Have. I de danske Have lever 3 Arter,
hvis Skaller hyppig opkastes ved Kattegats og
Vesterhavets Kyster.
(A. C. J.). C. M. S.
Knivsbjerg, en meget fremtrædende Bakke
i Aabenraa Amt, Ø. Løgum Sogn, c. 10 km N. f.
Aabenraa, lidt Ø. f. Landevejen til Haderslev
og c. 1 km N. f. Gjenner By. K. er det ene af
Sønderjyllands to højeste og omtr. lige høje
Punkter, 97 m (det andet er Højbjerg V. f.
Christiansfeld). Bakken ejes siden 1893 af det
tyske »Knivsbjergselskab«, der her har udført
Anlæg med Beplantning og i 1899 rejst et meget
massivt, 45 m højt Taarn (Bismarcktaarnet) samt
en Pavillon. Fra 1894 er der her aarligt holdt
tyske Folkefester og Møder med Tilstrømning
Sydfra. Udsigten fra Bakken og navnlig fra
Taarnet er særdeles vid over det nordlige
Sønderjylland med Als og til en Del af Fyn. Paa K.
er der en gl dansk trigonom. Station.
M. S.
Knivskærodden eller rettere
Knivskjælodden, den nordligste Pynt af Norge; den
ligger paa Magerøen V. f. Nordkap, Maasøy
Herred, Finmark Fylke.
M. H.
Knjaginin [knja’ginjin], Kreds i det mellemste
Rusland, Guv. Nishnij-Novgorod, bekendt for sin
Husflid: tre Landsbyer forfærdiger kun Huer,
ti fletter Net, seks syr Kornsække. Bl.
Befolkningen c. 20000 Mordwiner. Den største By er
K. med c. 2000 Indb.
G. Ht.
Knjaz [knjasj], russ. Betegnelse for Fyrste.
Tsarens opr. Titel var »velikij knjaz«, en
Benævnelse, der indtil de sidste Aar har været
brugt for hans Sønner. I øvrigt var Titlen opr.
forbeholdt Efterkommere af den varægiske
Høvding Rjurik (Rjurikoviči) og den litaviske
Fyrste Gedimin (Gediminoviči). Til den første
Gruppe hører bl. a. Slægterne Gortschakov,
Dolgorukij, Vjazemskij og Volkonskij, til den
anden Slægterne Chovanskij, Golitsyn,
Trubetskoj o. fl. Fra Peter den Store’s Tid begyndte
Tsarerne at udnævne fortjente Mænd til K., og
Værdigheden tildeltes paa den Maade en hel
Del ny Slægter, baade russ., tatariske,
grusinske o. a., hvoriblandt f. Eks. var Slægterne
Bagration, Meschtscherskij, Urusov o. fl.
H. C-e.
Knjaževac [knjaзævats], By i Kongeriget
Jugoslavien i Dep. Timok, ligger ved Floden
Timok og har (1911) 6000 Indb. Paa en Høj
findes Levningerne af det 1859 nedbrændte Taarn
(Kula), 1842—58 det berygtede Fængsel for
politiske Forbrydere. I Krigen 1876 blev K.
indtagen af Tyrkerne og næsten ganske ødelagt.
C. A.
Knjazhnin [knja’зnjin], Jakov
Borisovitsch, russ. Digter (1742—91), var ansat i
Udenrigsminist. og virkede som Lærer ved
Kadetkorpset; blev senere Medlem af Akademiet
i Petrograd. Han var Svigersøn af
Tragediedigteren Sumarokov og fulgte i hans Fodspor, idet
han tog den fr. Klassicismes Frembringelser til
Mønster for sin Digtning. Hans digteriske
Talent var kun ringe og hans Afhængighed af
fremmede Forbilleder saa stor, at mange af
hans Arbejder næsten nærmer sig til at være
Overs.; dette gælder ikke blot, hvor han
behandler klassiske Emner som i »Didona«, men
ogsaa, hvor han forsøger at bringe russ. Helte
paa Scenen, som i »Jaropolk og Vladimir« og
»Rosslav«. Medens Samtiden beundrede K.’s
Tragedier, har Eftertiden ganske vendt dem
Ryggen. Noget mildere er Dommen over hans
Komedier: »Chvastun« (»Pralhansen«),
»Cudaki« (»Særlingen«), »Nesčastie ot karety«
(»Ulykke paa Grund af en Karet«) o. fl.; han har især
i den sidste virkelig taget Sigte paa russ.
Forhold og lader der sin Satire gaa ud over Adelens
Fejl og Laster, særlig Behandlingen af de
Livegne. Tragedien »Vadim Novgorodskij« vovede
K. ikke at offentliggøre af Frygt for den
reaktionære Stemning, der raadede i Rusland efter
den fr. Revolutions Udbrud. Da den fremkom
efter hans Død (1793), blev den straks forbudt.
— K.’s samlede Værker er udkommet i fl. Udg.,
f. Eks. i Petrograd 1817—18 i 5 Bd.
(A. M. B.). H. C-e.
Knob (Søv.) betegner i Sømandssproget d.
s. s. Knude. K. er gaaet over til at blive et
Udtryk for Skibets Fart, hvilket stammer fra,
at Linen i Haandloggen (se Log) er inddelt
ved Hjælp af Knobe paa en saadan Maade, at
Skibets Fart er 1 Sømil i Timen, for hver K.
Loglinen løber ud i 28 Sek. Naar saaledes 10
K.’s Mærket er løbet ud i 28 Sek., har Skibet
i Øjeblikket en Fart af 10 K., d. v. s. 10 Sømil
i Timen. Ved Indførelsen af Maskinlog, der er
inddelte i Sømil, falder Brugen af K. mere og
mere bort. — Af K. i Bet. af Knude findes
mangfoldige Slags. Nogle anbringes paa den
glatte Tovflade som Stoppe- ell. Støttepunkter,
saasom tyrk. K., Falderebs K., andre anvendes
til Sammenføjning ell. Fastgørelse af Tov,
saasom Kærlinge-K., Baghaands-K., Løbe-K. m. fl.
At knobe er at sammenføje Tov ved Hjælp af
en K. til Forskel for at slidse det sammen.
I Messesproget bet. at knobe, ved et ell. andet
Spil at bestemme, hvem der skal betale det,
hvorom der knobes, f. Eks. en Flaske Vin.
C. B-h.
Knobelauch [’kno.bəla^uk], Fritz
Ferdinand, dansk Skuespiller, f. i Kbhvn 22. Febr
1820, d. 18. Jan. 1884 smst., debut. 1848 paa
Vesterbros Teater og tilh. derefter Provinsscenerne,
indtil han 1857 blev knyttet til det nydannede
Folketeater, som han 10 Aar senere ombyttede
med Casino, hvor hans sidste Optræden fandt
Sted Aftenen før hans Død som Delobelle i
»Fromont jun. & Risler sen.«. K. var en alsidig
Skuespiller: Først spillede han paa sit kønne
Ydre og sin gode Sangstemme Vaudevillernes
lystige Elskere, men paa Folketeatret gik han
over i det ældre Karakterfag, hvortil hans
statelige Skikkelse og brede Myndighed henviste
ham, medens hans burleske Lune fik Udløb i
Farcen og Operetten (Zeus i »Orfeus i
Underverdenen«, Calchas i »Den skønne Helene«). Paa
Kasino føjede K. adskillige Skikkelser i
Folkekomedien og det fr. Salondrama til sit
Repertoire, og her kom især hans sikre, beherskede
Væsen, hans Forstand og Flid ham til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
