Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kommen - Kommenda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Tilsætning til den saakaldte Nøgleost, i
Sydeuropa som Krydderi.
K. M.
Kommenda (lat., af commendare, betro,
overdrage) var en Form for Interessentskab, en
Art Handelsselskab, der allerede har haft
Forløbere i Romertiden, og som i Middelalderen
spillede en uhyre Rolle for Verdenshandelen,
ja overhovedet muliggjorde denne, som den da
blev drevet af de store ital. Handelsstæder.
Naar man sammenfatter de ital. Selskaber
under Fællesnavnet K., saa falder herunder de
forsk. Former som collegantia, rogadia,
colonna, societas maris etc.
Allerede i 10. Aarh. finder man i Venedig de
første Spor af K.’er, men det er meget muligt, at
disse Selskabers Oprindelse strækker sig endnu
længere tilbage i Tiden. Deres Opstaaen havde
sine naturlige Aarsager. Den enkelte
Storkøbmand, der handlede paa mange forsk.
oversøiske Plader, kunde ikke selv være alle Vegne,
og det faldt derfor naturligt, at man betroede
en Ven, en Slægtning, en Skipper, i tidligere
Tider ogsaa Matroser (i de saakaldte colonnas)
e. l. at tage sine Varer med og handle med
disse, almindeligvis mod en vis Andel i
Udbyttet. At dette Tillidsforhold ikke var saa
risikabelt, vil man forstaa, naar man tager de
særlige Forhold, hvorunder Handelen paa de
Tider dreves, i Betragtning. Den stadige
Rivalitet mellem de store ital. Byer: Venedig,
Amalfi, Genua, Trani etc. gjorde
Handels-Søvejene usikre. Desuden florerede
Piratvæsenet. Skibene fra den enkelte By til et bestemt
Sted sejlede derfor sammen under Konvoj, og
paa Bestemmelsesstedet slog man sig ned i
samme Kvarter og drev Handelen samlet, saa
at den enkelte stadig var under en Art Kontrol
af Konkurrenterne.
Medens man i Beg. kun gav Kommissionæren
Varer med i K. (den jur. Definition heraf er:
at betro Trediemand noget i egen Interesse,
jfr commodatum: Laan til Brug), saa gik man
efterhaanden over til at betro ham ogsaa
Penge at handle for. Dette var et mægtigt
Fremskridt, thi nu var det ikke alene
Købmænd, der var Deltagere i disse K.’er, men
enhver Kapitalist kunde gøre sine Penge
frugtbringende paa den Maade. Det var altsaa
Privatkapitalisten, der kunde udnytte sin Kapital i
Handelen uden selv at tage Del i denne. For
yderligere Sikkerhed forlangte man snart, at
den, hvem Midlerne var betroede, selv skulde
skyde til af egne Midler. Kun den, der selv
havde noget, vilde man betro noget, og kun om
en saadan flokkedes Kapitalisterne i de ital.
K.’er, og kun saadanne K.’er, hvor
Kommendataren selv var Kapitaldeltager, skulde komme
til at spille den mægtige Rolle.
Kommendataren fik efterhaanden mere frie
Hænder til selv at bestemme, hvor og hvorledes
han vilde handle. Han, som var derude paa
Markedspladserne, kunde ogsaa bedre end de,
der sad hjemme, overskue, hvor Markedet i
Øjeblikket var gunstigt, ell. hvor Farerne var
mindst. Af rent praktiske Grunde stiger
Kommendataren (ogsaa kaldet socius stans ell.
tractans) derved til K.’s Chef fra tidligere at
have været et underordnet Redskab, medens
Parthaverne synker ned til at blive rene
Kapitaldeltagere.
Foruden Varer og Penge var ogsaa Skibe og
Skibsparter Genstand for K., ligesom én K.
kunde være Parthaver i en anden K.
Kommendatarerne traadte i Forbindelse med
fl. Kapitalister, og deres Indskud af Værdier
ell. Penge blev da slaaet sammen i en fælles
Selskabsformue. Vi har altsaa her rene
Kapitalselskaber med mange Deltagere, der iflg. den
daværende Handels Natur kun heftede med
deres Indskud. I et Selskab kunde ogsaa være
fl. Kommendatarer, men en Kommendatar kunde
ikke uden Parthavernes Samtykke stille
Trediemand i sit Sted, og ved Kommendatarens Død
kunde Selskabet forlanges opløst. Hverken
Kommendatarens ell. Deltagernes Privatkreditorer
kunde gøre sig betalt i Selskabsformuen. Hvad
Varigheden af de enkelte K.’er angaar, da var
denne sikkert altid begrænset (ligesom i Beg.
de nordeuropæiske Handelskompagnier, hvis
Kapital sammenskødes for den enkelte Rejse),
selv om den ikke altid var begrænset til den
enkelte Rejse; men Rejserne i de Dage kunde
jo ogsaa vare Aar og Dag. Efter hver Rejse
(ell. til fastsat Tid) skulde Kommendataren
aflægge Regnskab for Kapitalen, men Deltagerne
kunde jo godt lade Kommendataren beholde
Kapitalen at arbejde videre med.
Kapitalisterne satte ofte — for at fordele
Risikoen — deres Kapital i en Rk. forsk.
Selskaber. Som Deltagere finder man i første Linie
de store Købmænds- og Adelsslægter, men
ogsaa Haandværkere, Præster, Jøder, Sagførere
etc. finder man bl. Parthavere. Ja, saa alm. var
denne Kapitalanbringelse, at det ofte
foreskreves i Love ell. Testamenter, at Enkers,
Forældreløses og Umyndiges Penge skulde gøres
frugtbringende ved at indskydes i K.’er. Ogsaa
offentlige Midler blev sat i disse Selskaber, ja
selv Kirkens Penge, hvilket sidste vel nok tør
betragtes som en Omgaaelse af det kanoniske
Forbud mod at udlaane Penge mod Rente.
Først efter Korstogene skulde dog disse K.’er
naa deres Blomstring, ja, hvad man tidligere
havde, var nærmest Kommissionshandel og
Paqotille. Særlig — foruden Venedig — kastede
Pisa og Genua, der netop havde opnaaet
politisk Uafhængighed, sig med al Energi over den
ved Korstogene genopblussende Verdenshandel,
og K.-Formen egnede sig som Pionér bedst for
Forretningerne paa de fremmede Egne.
Ogsaa i de sydfranske Handelsstæder fandtes
saadanne Kapitalselskaber. Til Montpellier,
Centrum i det industririge Languedoc, havde
Pisaner og Genueser bragt denne Selskabsform
med sig. I den ældgamle Handelsstad Marseille
finder man ligeledes disse Selskaber. Endvidere
finder man K.’erne i de sp. Lande, Katalonien
og Aragonien. Særlig i den store Handelsstad
Barcelona havde de fundet Udbredelse.
Fra opr. kun at have omfattet Søhandelen
begyndte man, dog meget senere, at kopiere
K.’erne ogsaa til Lands, og man har paavist K.’er
for den hjemlige Handel og Industri, men disse
Land-K.’er kan i Bet. slet ikke sammenlignes
med Sø-K.’erne.
De forsk. Byers Lovgivning befattede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
