Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - konfirmere - konfirmere (jur.) - Konfiskation - konfiskere - Konflagration - Konflikt - Konfluks - konfokal - konform - Konformister - Konfrontation - konfrontere - konfundere - konfus - Konfusion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
konfirmere, se Konfirmation.
konfirmere (jur.), at bekræfte, give
Konfirmation paa.
Konfiskation (lat.) var i Romerretten
foreskreven som accessorisk Følge af alle
Kapitalforbrydelser, der foruden Straffen medførte
Formuens Fortabelse til Fordel for Statskassen
(fiscus). I nordisk Ret udviklede K. sig som
Følge af den for større Forbrydelser
foreskrevne Fredløshed, der gjorde Formuen herreløs
og derfor tillod dens Inddragelse under
Landsherren, efter at den Skadelidende var
fyldestgjort. I Christian V’s Lov er den hyppig
foreskrevne Straf, Forbrydelse af Boslod, og ved
Højforræderi Forbrydelse af Ære, Liv og
Gods, Rester af denne Ordning. I Nutiden
forekommer kun K. af enkelte
Formuesgenstande, enten som Straf alene ell. tillige som
Erstatning til den Forurettede, men oftest som
præventiv Forholdsregel. Som Straf stemmer
K. ikke med moderne Strafferetsprincipper, da
den ikke tillader Gradation, og dens Omfang
let kommer til at bero paa Tilfældigheder, men
Eksempler, mest Rester fra ældre Tid,
forekommer dog endnu, f. Eks. i dansk og norsk
Rets Frd. 6. Oktbr 1753 om Hasardspil (K. af
de beslaglagte Penge). Naar K. i nyere Love
foreskrives som Straf, er det navnlig ved visse
tabforvoldende Forbrydelser, hvor K.’s Udbytte
tilfalder den Forurettede som en Erstatning,
hvis pønale Karakter dog viser sig i, at den
kan overstige det lidte Tab, saaledes ved Told-
og Skattebesvigelser (f. Eks. L. 3. Maj 1873 §
36), ved Søfolks Rømning (Sølovens § 106) m.
fl. I Strfl. af 1866 er K. hjemlet (§ 34) m. H. t.
Genstande, som har været brugte ell. bestemte
til en Forbrydelses Udførelse, for saa vidt det
Offentliges Interesse kræver det, og det ved en
Forbrydelse erhvervede Udbytte, hvorpaa ingen
har retligt Krav. K. i denne Form er ikke Straf,
men Prævention for at hindre yderligere
Forbrydelsers Begaaelse (falske Penge, forbudne
Skrifter, giftige Stoffer, forfalskede
Levnedsmidler m. m.) ell. for at afskære Forbryderen
fra at nyde Fordelen af Forbrydelsen (stjaalne
Genstand«, hvis Ejer ikke udfindes, tilbetlede
Penge o. l.). K. i førstnævnte Øjemed medfører
i Reglen Genstandenes Ødelæggelse, i
sidstnævnte deres Realisation til Fordel for det
Offentlige. K. maa altid udtrykkelig udtales i
Dommen.
A. Gl.
konfiskere, foretage en
Konfiskation.
Konflagration (lat.), Opbrændelse, Brand;
Tilintetgørelse ved Ild, Verdensbrand.
Konflikt (lat.), Sammenstød; Strid,
Brydning, Uoverensstemmelse.
Konfluks (lat.), Tilløb, Færdsel.
konfokal (lat.) (mat.). To Keglesnit kaldes
k., naar de har de samme Brændpunkter
(Foci).
Chr. C.
konform (lat.), ligedannet, ensartet;
overensstemmende ; Konformation og
Konformitet, til k. svarende Substantiver.
Konformister (Conformers) kaldtes de
Protestanter i England, der anerkendte de 39
Artikler, medens de, der ikke anerkendte dem,
hed Non-K. (ell. Dissenters).
A. Th. J.
Konfrontation (lat.), det at konfrontere
ɔ: at stille Vidner indbyrdes ell. Anklagede
indbyrdes ell. Vidner og Anklagede Ansigt til
Ansigt med det Formaal at faa
Uoverensstemmelser i deres Forklaringer fjernede.
E. T.
konfrontere, se Konfrontation.
konfundere (lat.), sammenblande, forvirre,
bringe i Uorden.
konfus (lat.), forvirret, forstyrret;
Konfusion, Forvirring, Forstyrrethed.
Konfusion (lat. confusio, »Sammenflydning«).
Naar to, forskellige Ejere tilhørende, Stoffer
ved et Tilfælde flyder sammen, saaledes at de
ikke kan adskilles igen, men uden at en ny
Ting derved fremkommer, indtræder der her
for Stofejerne et Sameje (communio incidens)
over de sammenblandede Ting, saaledes at
deres Andele deri bestemmes efter de opr.
Stoffers Værdi. Var det flydende Ting som Vin
ell. smeltede Metaller, der var flydte sammen,
talte Romerretten om confusio i egl. Forstand;
var det tørre Ting, taltes om commixtio.
Ved K. af Rettigheder forstaas den
Sammenflydning i overført Forstand, der finder Sted,
naar i et Fordringsretsforhold Debitors
Forpligtelse og Kreditors Ret samles paa samme
Haand. Dette kan navnlig ske ved, at
Skyldneren arver Kreditor ell. omvendt, ell. ved, at
Skyldneren, der betaler Kreditor, af denne faar
sig Gældsbrevet tilbagetransporteret. Det er nu
klart, at saa længe Ret og Pligt efter
Fordringen er samlede paa samme Haand, kan der ikke
bestaa nogen Fordringsret ell. Pligt — da
ingen kan have en retsbeskyttet Fordring mod
sig selv — og at K. for saa vidt bringer
Fordringen til at falde sammen. Dog gælder dette
ikke, naar Tredjemand har en Interesse i, at
Fordringen bliver ved at bestaa, fordi han f.
Eks. har faaet Panteret i Fordringen; den maa
da blive ved at være gyldig trods K. Hvor
Kreditor har fl. Skyldnere, der hver for sig hæfter
for Gælden, behøver heller ikke det, at
Kreditor arver en af Skyldnerne, at medføre nogen
Virkning for de andres Vedk., men dette
kommer ganske an paa, i hvilket
Afhængighedsforhold de andre Debitorers Skyld staar til
dens, der bortfalder ved K. I Tilfælde af
Kaution bortfalder saaledes Kautionsforpligtelsen
vel, naar Kreditor arver Hovedskyldneren, men
ikke derimod, naar han arver en af de fl.
solidariske Kautionister. Og endelig maa det, hvor
saaledes Ret og Pligt er samlede paa een Haand,
som Regel staa i Vedkommendes Haand atter
at skille disse ad ved at transportere Retten
videre og saaledes paa ny sætte denne i
Virksomhed. Dette gælder ikke blot ved
Ihændehaver- og Ordrepapirer, hvor det er givet, at
Skylden maa genopvaagne, naar Papiret
transporteres videre til en godtroende Erhverver,
men det gælder i det hele taget ved Fordringer,
der er konstaterede ved Gældsbrev, og som
ikke endnu er forfaldne. Der er nemlig ingen
reel Grund til, at en Fordring, før dens
Forfaldstid er kommet, skulde bortfalde ved en
for Omverdenen tilfældig Begivenhed som et
Arvefald ell. ved et Arrangement med Kreditor,
hvis Hensigt ikke var at bringe
Fordringsforholdet til Ophør, og det kan paa den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
