Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kurz, Heinrich - Kurz, Hermann - Kurz, Isolde - Kurzbauer, Eduard - Kus - Kusch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter hvis Afsoning han drog til Schweiz og
blev Prof. i tysk Sprog og Litt. i St Gallen,
senere (1839) i Aarau, og 1846 tillige
Kantonsbibliotekar. Her fandt han rig Anledning til at
fordybe sig i den ældre tyske Litt. Han udgav
et hidtil ukendt Skrift af Fischart, Murner’s
»Vom grossen lutherischen Narren« (1848).
Derefter udsendte han Litteratursamlingerne
»Handbuch der poetischen Nationallitteratur d.
Deutschen seit Haller« (3 Bd 1840—43, 3. Opl.
1859) og »Handbuch der deutschen Prosa von
Gottsched bis auf die neueste Zeit« (3 Bd
1845—52), samt »Leitfaden zur Geschichte der Lit.«
(1860; 5. Opl. ved G. E. Barthel 1878). Bl. hans
Udg. af ældre tyske Forf. maa især nævnes
»Deutsche Bibliothek« 10 Bd 1862—68),
indeholdende: B. Waldis, »Esopus«, Grimmelshausen’s
»Simplicianische Schriften«, Wickram,
»Rollwagenbüchlein«, og Fischart, »Sämtliche
Dichtungen«, som dog er overfløjede af senere Udg.
Af andre Skr kan mærkes: »Die Schweiz, Land,
Volk und Geschichte in ausgewählten
Dichtungen« (1852), »Deutsche Dichter und Prosaisten«
(1863), en Fortsættelse af det af Paldamus
paabegyndte Værk. Endelig har han besørget
samlede Udg. og Udvalg af forsk. klassiske tyske
Forf., som Schiller, Goethe, Lessing, Herder,
Wieland o. fl.
(C. A. N.). C. B-s.
Kurz [korts], Hermann, tysk Digter og
Novelleforfatter, f. i Reutlingen 30. Novbr 1813,
d. i Tübingen 10. Oktbr 1873. Han studerede
Teologi i Tübingen, men kastede sig med meget
større Iver over Studiet af den ældre tyske
Litt. Han levede som Privatmand forsk. Steder
i Württemberg, mest i Stuttgart, hvor han i
en Aarrække udgav Bladet »Der Beobachter«,
indtil han 1864 blev Bibliotekar ved Univ. i
Tübingen. Som Forf. debuterede han med
»Gedichte« (1836) og »Dichtungen« (1839), som ved
Siden af den hans Landsmænd egne jævne
Folkelighed og varme Følelse udmærker sig ved
stor Formsikkerhed. Senere holdt han sig til
Romanen og Novellen, som: »Schillers
Heimatjahre« (opr. under Titel »Hermann Roller«, 3
Bd 1843), »Der Weihnachtfund« (1855),
»Erzählungen« (3 Bd 1858—61) og hans bedste og mest
kendte Arbejde »Der Sonnenwirt« (3 Bd 1855).
Af hans hist. og litteraturhistoriske Arbejder
kan nævnes: »Zu Shakespeares Leben und
Schaffen« (1868), »Aus Tagen der Schmach,
Geschichtsbilder aus d. Mélacszeit« (1871).
Desuden har han leveret udmærkede Overs. af
Ariost’s »Orlando furioso« (1840; ny Udg. ill. af
Doré, ved Heyse, 1881), af Gottfried von
Strassburg’s »Tristan und Isolde« (med original tilsat
Slutning, 1844) o. fl., og sammen med P. Heyse
udg. »Deutscher Novellenschatz« (12 Bd, 1870
ff.), samt »Novellenschatz des Auslandes« (12
Bd, 1872 ff.). »Gesammelte Werke« med Biografi
ved P. Heyse (10 Bd, 1874—75); »Briefwechsel
zwischen H. K. und E. Mörike« ved Bächtold
(1885). (Litt.: Sulger-Gebéng, »H. K. ein
deutscher Volksdichter« [1904]).
(C. A. N.). C. B-s.
Kurz [korts], Isolde, tysk Forfatterinde,
f. i Stuttgart 21. Decbr 1853 som Datter af ovenn.
Romanforfatter Hermann K., har levet i Italien
og München. Hun har udg. Digte og Noveller,
ikke uden Paavirkning af sin Samtids
Digtning, indtagende ved Formens Ægthed og
Følelsens Dybde. Fra hendes Haand foreligger
bl. a. »Gedichte«, og »Neue Gedichte«,
Novellerne »Florentin« (1890), en Række Skildringer
fra den florentinske Renaissance under Titlen
»Die Stadt des Lebens« (1902), Novellerne
»Lebensfluten« (1907). Hun har skrevet sin Faders
Biografi og udg. sine Livserindringer. (Litt.:
Th. Klaiker, »Die Schweben in der Litt.
der Gegenwart« [Stuttgart 1905]).
C. B-s.
Kurzbauer [’kortsba^uər], Eduard, østerr.
Genremaler, f. 2. Marts 1840 i Lemberg, d. 13.
Jan. 1879 i München. K. blev Elev af
Wien-Akademiet, naaede først Anerkendelse med
»Eventyrfortællersken« (1867, Rudolfinum i
Prag), lærte derefter 1868—70 under Piloty i
München og brød helt igennem (og kulminerede
samtidig) med »De indhentede Flygtninge«
(1870, Wiens Hofmus.). Hans Fortællerevne,
skarpe, humoristiske Blik og klare, fyldige
Kolorit sikrede ogsaa hans senere Værker
Opmærksomhed: »Landlig Fest i Schwaben« og
»Afvist Frier« (1871), begge i Münchens ny
Pinakotek, »Den første Billedbog«, »En stormfuld
Forlovelsesdag« o. m. a.
A. Hk.
Kus, By paa Nilens østlige Bred c. 30 km
N. f. Luxor (Theben). K. ligger i Provinsen
Keneh og har c. 12000 Indb., deriblandt mange
Kopter, af hvilke nogle er traadte over til
Protestantismen, vundne af de amer.
Missionærer i K. K. var i Oldtiden en ikke uvigtig
By, der af Grækere og Romere kaldtes
Apollinopolis parva. Hovedguden var i Oldtiden den
store Horos, Aroeris. I fl. Aarh. var K. en
vigtig Handelsstad; i 14. Aarh. næst efter Fostat
(Kairo) Ægyptens første Handelsby; den drev
især Handel med Arabien. Ved Byen ses store
Ruinhøje, men Udbyttet af Udgravninger har
hidtil ikke været stort.
V. S.
Kusch kaldes i Biblen det Land, der laa S.
f. Ægypten. Som oftest tænkte man paa det
nærmest Ægypten liggende Land, Nubien, men
man indbefattede ofte under K. alle Egne af
det indre Afrika, hvortil man havde noget
Kendskab; ja man synes stundom ogsaa at
have regnet det sydlige Arabien, om hvis geogr.
Forhold man ikke havde videre nøjagtige
Forestillinger, ja maaske andre fjerne Egne af Asien
med til K. Ordet K. brugtes vistnok omtr. i
samme Bet. af andre asiatiske Folk. Assyrerne
skriver K. kus. Betegnelsen er rimeligvis hentet
fra Ægypterne, der i deres Indskrifter kalder
Landet S. f. deres Land kash ell. kosh.
Grækerne benævner K. »Æthiopien«, men hvorvidt
dette Ord er en Gengivelse af Ægypternes
kosh, er meget tvivlsomt. Det er ligeledes lidet
rimeligt, at der er nogen Forbindelse mellem
K. og de paa Babyloniens Østgrænse
hjemmehørende Folk Kassitter og Kossæer ell. med
Landsnavnet Kissia. Efter Israelitternes
Oldsagn nedstammede Indbyggerne i K. fra en
Stammefader K., Søn af Kam og Broder til
Misraim, Ægypternes Stammefader. Som
stammende fca K. betragtedes de vigtigste
Israelitterne kendte Folk i Mellemafrika og Sydarabien;
ogsaa Helten Nimrod, der nævnes som
Babylons Grundlægger (1. Moseb. 10), skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
