Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - leges Alamannorum - leges regiæ - Legestue - leges Visigothorum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Optegnelse af den alamanniske Folkeret
formentlig fra 1. Halvdel af 7. Aarh., og lex
Alamannorum, en mere omfattende Samling, der synes
vedtaget paa en alamannisk Folkeforsamling i
Aarene 717—19. Begge Love er bl. a. udgivne
af Karl Lehmann i Monumenta
Germaniæ historica. Legum sectio I. Tom. V. 1
(Hannover 1888).
P. J. J.
leges regiæ (lat. »Kongelovene«) er den
alm. Betegnelse for en Rk. i den
antikvarisk-historiske rom. Litteratur, navnlig hos
Dionysius og Plutarch, samt i de bevarede
Fragmenter af Festus, overleverede Tekster, der
indeholder dels religiøse Forskrifter, dels
Bestemmelser vedrørende Familieforhold og Strafferet,
og som af Romerne selv henførtes til enkelte
bestemte Konger, navnlig til Romulus og Numa.
At disse »Love« saaledes som i Alm. tidligere
antaget skulde støtte sig til samtidige
Optegnelser (se jus Papirianum), er lidet
sandsynligt. Paa den anden Side er der ingen Grund
til at betvivle, at i alt Fald en Del af disse
Tekster i deres Indhold virkelig skriver sig fra
ældgammel Tid. Spørgsmaalet er, hvilke af
Teksterne der kan tillægges en saadan
Ægthed. Dette maa undersøges ved en konkret
Bedømmelse. Sprogformen vil her kunne være
vejledende. For en nærmere Tidsfæsteise giver
de enkelte Former derimod intet blot
nogenlunde sikkert Grundlag. Men navnlig kan selve
Indholdet ofte være oplysende. I en Rk.
Tilfælde indicerer Retsindholdet, at Forskriften
stammer fra Roms ældste Tider. Dette gælder
særlig Festusfragmenterne, af hvilke enkelte
forudsætter Retstilstande, der ligger forud for
den historisk kendte Tid. En nærmere
Tidsfæsteise er her i visse Tilfælde vistnok ogsaa
mulig. Er en Forskrift af utvivlsomt gl
Oprindelse i aabenbar Strid med sikkert ægte
Fragmenter af de XII Tavlers Love, da maa
den nødvendigvis hidrøre fra en ældre
Retsordning. Dette er saaledes Tilfældet med
Bestemmelserne hos Festus og Servius om
forsætligt og uforsætligt Drab. I andre Tilfælde
derimod røber Retsindholdet, at Teksten i alt
Fald i dens foreliggende Form ikke kan stamme
fra Kongetiden. At en Tekst paa et enkelt
Punkt paaviselig er forfalsket, udelukker dog
ikke altid Muligheden af, at dens Indhold
iøvrigt er ægte. Forfalskningen kan være saa
bestemt begrænset, at den ikke behøver at
angribe Teksten i dens Helhed. Som Følge af
Retsindholdets alm. Karakter maa dernæst som
ægte l. r. udskydes en Rk. af de hos de senere
Historieskrivere, navnlig Dionysius og
Plutarch, som l. r. gengivne Tekster. Dette gælder
de i Overleveringen ofte forekommende
Beretninger om de traditionelle romerske, politiske
ell. religiøse Institutioners Indstiftelse. Ved
Bedømmelsen af Ægtheden af de øvrige hos
Dionysius og Plutarch overleverede, ikke allerede
som utvivlsomt uægte udskudte Tekster maa
der endvidere regnes med den Mulighed, at
den foregivne l. r. helt ell. delvis skyldes en
vilkaarlig ætiologiserende Tilbage slutning fra en
lign. Bestemmelse i den senere rom. Ret (de
XII Tavler) ell. en vilkaarlig gr. Analogi. Ved
den nærmere Prøvelse af Ægtheden, der først
og fremmest maa bero paa en Sammenstilling
med andre rom. Tekster, vil en Sammenligning
med tilsvarende Retsregler fra den ældste Tid
hos andre ariske Folk, støttet af Slutninger ud
fra den indre historiske Sandsynlighed, ofte
være af afgørende Bet. — Den tidligere alm.
Opfattelse af disse Love som leges curiatæ,
foreslaaede af Kongen og vedtagne af Folket paa
Kuriatkomitierne, kan nu vistnok anses for
definitivt opgivet. Naar vi efter at have
bortelimineret de utvivlsomt uægte Tekster
betragter de utvivlsomt ell. sandsynligvis ægte,
ser vi, at de alle, tydeligt prægede af at
stamme fra en Tid, da Ret og Religion endnu ikke
var adskilt, helt ell. delvis har et sakralt
Indhold. De indeholder dels Offerritualer, dels
Forskrifter vedrørende Retsforhold, der i den
ældste Tid enten i sig selv var stærkt religiøst
betonede ell. var særlig sakralt beskyttede. For
Forstaaelsen af Lovenes statsretlige Betydning
synes der da at frembyde sig to Muligheder.
Enten gengiver Teksterne positive
Forordninger om den guddommelige Ret fas. Og Navnet
»kongelige Love« maa da forklares derved, at
disse Forordninger var udstedt af Kongen som
Ypperstepræst. Eller de gengiver blot gl
præstelig Sædvaneret. Og Betegnelsen l. r. maa
da forklares ved, at Forskrifternes
Haandhævelse var stillet umiddelbart under Kongens
Opsigt i hans Egenskab af Ypperstepræst. For
den sidste Antagelse, der historisk vel er den
mest sandsynlige, taler et analogt Forhold i
gr. Ret, hvor gammelattiske Kultusforskrifter
bærer Navnet »kongelige Love«, fordi Tilsynet
med deres Opfyldelse paahvilede Archon
Basileus. (Litt.: C. W. Westrup, »Historisk
Romerretsforskning« [1919], S. 49 ff.;
»Introduktion til Romerretsstudiet«, I [1920], S. 24 ff.).
C. W. W.
Legestue betegner i Jylland Dans, hvortil
alle Beboerne af et Sogn ell. en Landsby har
Adgang, og hvor enhver betaler for sig.
V. D.
leges Visigothorum (lat.) er
Fællesbetegnelsen for de visigotiske ell. vestgotiske Love.
Den ældste vestgotiske og overhovedet den
ældste germanske Lovbog, som kendes, er den
saakaldte Codex Euricianus, der udstedtes af
Kong Eurik, maaske ved Aar 475. Denne
Lovbog, der kun er bevaret i Brudstykker, kom til
at paavirke en Rk. andre germanske
Folkeretter fra Merovingertiden. Den indeholder en
Optegnelse af den vestgotiske Folkeret og var
kun bestemt til at gælde for selve Vestgoterne.
For de langt talrigere rom. Indb. i det
vestgotiske Rige gjaldt Romerretten, siden 506 i
den Skikkelse, den fik ved Alarik II’s Lex
Romana Visigothorum (s. d.). Codex Euricianus
blev i sidste Halvdel af 6. Aarh. revideret af
Leovigild, men den derved fremkomne Codex
revisus kendes kun delvis gennem dens
Benyttelse i den senere Lovgivning. Bevaret er
derimod den store Lovbog, som, vistnok 654,
udstedtes af Kong Rekkessvinth (Lex Visigothorum
Reccessvindiana). Den bygger paa de ovf.
nævnte ældre Samlinger og forsk. Reformlove
fra den nærmest forudgaaende Tid, men er
ogsaa baade formelt og reelt stærkt paavirket af
Romerretten. I Modsætning til de tidligere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
