Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lykofron - Lykomedes (Konge) - Lykomedes (Arkader) - Lykoreia - Lykos - Lykosura - Lyksalighedens Ø - Lyksborg - Lykseth-Schjerven, Magna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trojanske Kongedatter Kassandra’s Spaadom om
Troja’s Undergang og de dertil knyttede
Heltes senere Skæbne. Digtet er mærkeligt ved
Dunkelhed og stor mytologisk Lærdom, men
uden videre poetisk Værdi. Udg. af Scheer
(1881) og med Overs. og Fortolkning af
Holzinger (1895)
K. H.
Lykomedes var efter gr. Sagn Konge over
Doloperne paa Øen Skyros. Ved den trojanske
Krigs Beg. bragte Thetis, som vidste, at hendes
Søn Achilleus vilde omkomme, hvis han deltog
i Krigen, ham til L., og lod ham i Kvindedragt
skjule sig bag Kongens Døtre. En af disse var
Deïdameia, med hvem Achilleus fik Sønnen
Neoptolemos. Som bekendt mislykkedes
Forsøget paa at hindre hans Deltagelse i Krigen.
Da senere Theseus besøgte ham, styrtede L.,
der blev bange for, at den Fremmede skulde
vinde Yndest hos hans Undersaatter, ham ned
fra en Klippe, hvorved han omkom.
H. A. K.
Lykomedes var en rig og dygtig Arkader
fra Mantinea. Efter Slaget ved Leuktra deltog
han med Iver i Grundlæggelsen af Megalopolis
og i Bevægelsen for at samle Arkaderne og
løsne dem fra den spartanske Indflydelse. Senere,
navnlig efter 369 f. Kr., søgte han at frigøre
sine Landsmænd fra Theben. Han drog til
Athen og bragte et Forbund i Stand, men blev
paa Tilbagevejen myrdet.
H. A. K.
Lykoreia [-’ræ^ia] var i Oldtiden Navn paa
1) en Del af Bjerget Parnassos, 2) en By paa
Parnassos, efter et Sagn anlagt af Deukalion
efter Syndfloden.
C. B.
Lykos var efter Sagnet Broder til Theben’s
Konge Nykteus. Dennes Datter Antiope var ved
Zeus blevet Moder til Amfion og Zethos og
havde søgt Tilflugt for sin Faders Vrede hos
Epopeus i Sikyon. Da L. efter Broderens Død
havde arvet Kongedømmet i Theben, drog han
mod Sikyon, besejrede Epopeus og lod Antiope
blive Slavinde hos sin Hustru Dirke. Efter at
det ved Sønnernes Hjælp var lykkedes Antiope
at tage Hævn over Dirke, fordreves L. fra
Theben, og Brødrene overtog Kongedømmet.
H. A. K.
Lykosura, en By i det sydlige Arkadien;
efter Pausanias var det den ældste By i Hellas,
og dens Anlæggelse tilskreves Lykaon, Pelasgos’
Søn. Byen laa ved den søndre Fod af Bjerget
Lykeion, ved Floden Plataniston. Nogen
særdeles stor Bet. naaede den dog aldrig. At dens
Anlæggelse gaar tilbage til en meget tidlig Tid,
er sikkert; den var det ældste Sæde for de
arkadiske Konger, som senere flyttedes til
Tegea. I Byen fandtes en anset Helligdom for den
af alle Arkaderne ærede Gudinde Despoina.
Paa Grund heraf blev Byen ikke tvungen til at
deltage i Anlæggelsen af Megalopolis, men
tabte dog fra den Tid af enhver Bet. Paa
Pausanias’ Tid var Stedet næsten mennesketomt (nu
Palæókastro ell. Sidhērókastro).
Paa L.’s Tomt er der 1889 foretaget
Udgravninger, ledede af Grækeren Kavvadias. Der
fandtes en Række interessante Fragmenter og
navnlig Resterne af et lille, dorisk Tempel, kun
20 m langt, hvori fremdroges Fodstykket for en
af Pausanias omtalt Gudegruppe, siddende
Figurer af Despoina og Demeter med staaende
Billedstøtter af Artemis og Anytos paa Siderne.
Dette Tempel var den ovenn. ansete Helligdom.
De vigtigste Fragmenter er bragte til Athen.
(Litt.: Kavvadias, Fouilles de Lycosoura
[Athen 1893]).
H. A. K.
Lyksalighedens Ø, sv. Folkebog, Grundlag
for Atterbom’s berømte Eventyrdigt
»Lycksalighetens Ö« (1824—27). Denne Folkebog fra c.
1760 er igen en Oversættelse af en Episode i
Grevinde d’Aulnoy’s Roman: »Hippolyte, Greve
af Douglas« (1714, II, S. 143—181), hvis Kilde er
et fr. Folkeeventyr, rimeligvis af keltisk
Oprindelse. Fyrsten i et højnordisk Land, Adolf
(Rusland hos Grevinde d’Aulnoy) farer vild paa
Isbjørnejagten og kommer til Vindenes Hule.
Vestenvinden Zephyr fortæller ham om
Lyksalighedens Ø og om den vidunderlig skønne
Prinsesse, som hersker der. I Usynlighedskappe
føres han derover af Vestenvinden og vinder
Prinsessens Kærlighed og lever nu et Liv i Fryd
og Glæde. Han tror, at der højst er forløbet 3
Maaneder, men hun røber for ham, at der er
gaaet 300 Aar. Da gribes han af Fortrydelse
over, at hans Liv er hengaaet i Nydelse uden
Daad, der kan kaste Ry over hans Navn i hans
Hjemland. Han skiller sig fra den skønne
Prinsesse og begiver sig hjem. Paa Trods af
Prinsessens Forbud stiger han af sin Hest for at
hjælpe en gl Gubbe under en Kærre; men denne
gl. Gubbe var Tiden, som forgæves havde søgt
ham 300 Aar, og som nu kvæler ham. Zephyr
fører sin Vens Lig tilbage til Lyksalighedens
Ø, men den skønne Fyrstinde kan ikke
genopvække sin døde Elskede. Ved Prinsessens
Klage forvandles L. Ø. til en Jammerdal, og
Avind tillukker Ungdomskilden paa
Lyksalighedens Ø. Den sv. Folkebog har ikke været
oversat til Dansk. Den mærkelige Lighed med
H. C. Andersen’s Eventyr »Paradisets Have«
(Besøget i Vindenes Hule) skyldes rimeligvis, at
han i sin Barndom har læst J. L. Chevalier’s
Oversættelse 1787 af Madame d’Aulnoy’s Roman.
(Litt.: Backström, »Svenska Folkböcker«
[1848], II, S. 100; »Folklore Becord«, II, 1879, S.
9 flg.; E. S. Hartland, The supernatural
lapse of time in fairyland i hans Bog: The
Science of fairytales [1891], S. 199; J.
Paludan, »Lyksalighedens Ø« i »Nordisk Tidsskrift«
[1900], S. 173—205).
H. El.
Lyksborg, se Glücksburg.
Lykseth-Schjerven, Magna, norsk
Sangerinde, f. i Kria 6. Febr 1874. Efter endte
Studier engageredes hun 1898 til Sverige af det
Lomberg-Lindenske Operaselskab, men vakte
hurtig slig Opmærksomhed, at hun 1901
engageredes til den kgl. Opera i Sthlm, til hvis
mest benyttede og fremskudte Kræfter hun
hørte, indtil hun Vaaren 1918 trak sig tilbage.
Særlig har hun vundet Berømmelse i de store
Wagner’ske Partier, som »Elsa«, »Brünhilde«,
»Isolde«, »Eva« i »Mestersangerne« og »Kundry«
i »Parsifal«, samt Margaretha-Helena i
»Mefistofeles«, »Fidelio« og »Thais«. Optraadte i
Musikforeningen i Kria og Høsten 1909 som »Aïda«
i Nationalteatret smst., og i talrige Koncerter
og Oratorier saavel i Sverige som Danmark og
Norge. Ægtede 1911 Friherre K. Skogman. 1912
indvalgt i kgl. Musik-Akademi i Sthlm.
I. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
