Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Madagaskar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er den Stamme, der bedst har bevaret den
malajiske Type og Karakter. S. f. disse bor
Betsileoerne; deres Tal anslaas til 515000.
De synes at have optaget en Del fremmed Blod,
og Hudfarven er mørkere, Næsen fladere og
Læberne tykkere end hos Hovaerne; deres
intellektuelle Egenskaber staar omtr. paa Højde
med Hovaernes. Medens saaledes Højsletten er
beboet af Malajer, træffes Negerfolkene i
Randlandskaberne og navnlig mod V. Her er
Hovedfolket Sakalaverne, der er næsten rene
Negre og findes i et Antal af 208000. Da deres
Land omfatter store Græssletter, ernærer de
sig fortrinsvis som Nomader og er derfor ikke
saa fast bosiddende som Hovaerne.
Kystbeboerne var tidligere berygtede som Sørøvere, der
navnlig paa Portugisernes Tid gjorde
Mosambik-Kanalen usikker. Som krigerske Folk havde
de tidligere den største Indflydelse paa Øen,
men blev dog i Beg. af 19. Aarh. underkuede
af Hovaerne. De bærer stadig denne Tilstand
med Modvillie og hader Malajerne. Helt mod
N. i Omegnen af Diego-Suarez-Bugten lever
Antankarerne, der er nær beslægtede
med Sakalaverne og ernærer sig af Kvægavl og
Fiskeri. Paa Østkysten er Hovedfolket
Betsimisarakerne, c. 400000, hvis Omraade
strækker sig fra Antongil-Bugten i N. til c. 20°
s. Br. i S. De synes at være et ægte
Negerfolk, men bærer Spor af stærk Degeneration
p. Gr. a. den stærke Berøring med de kreolske
Elementer fra Mauritius og Réunion; navnlig
har Brændevinspesten grebet stærkt om sig. I
den sydlige Del af det centrale Højland lever
Bara’erne (c. 160000), hos hvem de
afrikanske Karaktertræk er fremtrædende, medens
Tanala’erne (150000) mod SØ. er stærkt
blandet med Hovablod. Et Blandingsfolk synes
de mod S. omkr. Fort Dauphin boende
Antanossi at være: maaske er arabisk
Indvirkning her ikke ubetydelig. Af fremmede Folk
træffes Arabere, Suahelier, Hinduer og i den
seneste Tid de uundgaaelige Kinesere, alle dog
i ringe Tal. Befolkningens samlede Antal var
(1917) 3545264, hvoraf 15157 Franskmænd, men
det er meget ulige fordelt over Øen; tættest
befolket er Prov. Imerina, derpaa kommer
Betsileo-Landet. Det overalt alm. Sprog er
Hova-Sproget, men der bestaar dog mange Dialekter,
der afviger stærkt derfra. Boligerne hos
Hovaerne er byggede af Ler og har altid Form som
et Rektangel i Retning fra N. til S. Det
temmelig stejle Tag hviler paa tre Stolper og
dannes af Græs ell. Halm; de mere velhavende
bygger ofte Træhuse; den tilstødende
Grundbesiddelse omgives af en Lermur. Sakalavernes
Huse, der oftest viser en mønsterværdig
Renlighed, er egl. Pælebygninger, hvis Vægge
dannes af Maatter, forfærdigede af Rafiapalmens
Ribher; Taget er dækket af Ravenalablade, der
yder fortrinlig Beskyttelse mod Regnen. For
Enden af Huset bygges hyppig en aaben
Veranda. Lignende, men meget fattigere er
Betsimisarakernes mod Ø. Den officielle Religion
er Kristendommen, og der er talrige
Missionsanstalter, baade franske katolske og
protestantiske i Arbejde. De mere afsides boende
Stammer er dog endnu Hedninger. Af Skoler
fandtes der (1918) 745 offentlige med 76000
Elever og 432 private med 44000 Elever.
Slaveriet blev nominelt ophævet 1877, men faktisk
først 1896 af Franskmændene. Systemet med
tvungent Arbejde blev først ophævet 1901, men
den personlige Afgift paa alle fra 16—60 Aar
bestaar endnu, om end forsk. (10—15—20 frc.)
i de forsk. Provinser. Af Næringsvejene
er Agerbruget den fremherskende i Midten og
mod Ø., medens Kvægavlen spiller Hovedrollen
mod V. 1916 var der 2634000 ha under Kultur
af Indfødte, 258000 ha af Europæere. Der
dyrkes især Ris, Sukker, Kaffe, Maniok, Bomuld,
Kakao, Vanille, Tobak, Bønner, Morbær og
Gummitræer. Der holdtes 6912000 Stkr
Hornkvæg, 2930 Heste, 308000 Faar, 200000 Geder
og 544000 Svin. Skovene er rige paa kostbare
Træsorter, Kautsjuk, Gummi, Tekstilplanter,
Farve- og Medicinalplanter. Bjergværksdriften
er endnu i sin Vorden, men der udvandtes dog
(1918) allerede 27000 Unzer Guld. 27800 t Grafit
og 1534 t Corundum. Indførslen var (1919)
71 Mill. Kr og Udførslen 127 Mill. Kr. Der
indførtes især: Klæder, Bomuld, Maskiner,
Metaller og Cement, udførtes Huder, Ris,
Rafiafibre, Guldstøv og Kvæg. Af Jernbaner (396 km)
var der 3 i Drift: Antanarivo—Tamatave,
aabnet 1913, Antanarivo—Antsirabe og
Moromanga—Antsihaka, men desuden er der talrige
Automobilruter, der især besørger Post og
Passagerer. M. har 7144 km Telegraflinier og staar
i Telegrafforbindelse med Mosambik, Mauritius
og Aden. Hovedbyerne er Antananarivo (63100
Indb.), Fianarantsoa, Tamatave, Majunga og
Diego Suarez. — Historie. I Oldtiden var
M. ikke sikkert kendt; derimod kendte
Araberne den under Navnet El Komr ell.
Maaneøen. Den første, der har anvendt Navnet M.,
er Venetianeren Marco Polo; han omtaler den
bl. a. som Hjemstedet for Fuglen »Grif«.
Nøjere Kundskab fik Europæerne først i Beg.
af 16. Aarh. efter Portugisernes Omsejling af
Afrikas Sydspids; saaledes naaede Portugiseren
Soares, 1. Febr 1506, paa Hjemrejsen fra Indien
Øens Østkyst og maa saaledes betragtes som
M.’s første Opdager. I de flg. Aar besøgtes den
fl. Gange af Portugiserne, uden at der dog
fandt nogen varig Kolonisation Sted. Det første
brugbare Kort stammer fra Portugiseren Pedro
Reinel 1517. 1595—98 viste Hollænderne sig her,
men blev aabenbart afskrækkede ved de stærke
Tab, de led. Henimod Midten af 17. Aarh.
begyndte Franskmændenes Kolonisationsforsøg;
de kaldte Øen for »Ile Dauphiné«, en
Betegnelse, der dog ikke har holdt sig. Først i 19.
Aarh. har man faaet nøjere Underretning om
Øens Indre og dens Beboere af Alfred
Grandidier (1865—70), Roblet, Sibree,
Dahle, Keller o. m. a. Som allerede nævnt
begyndte Franskmændene Kolonisationsforsøget
i 17. Aarh., idet Richelieu gav en Mand ved
Navn Rigault fra Dieppe Ret til Kolonisation
1642; denne mislykkedes dog, og 1664
oprettede Colbert et stort »ostindisk Kompagni« for
at kolonisere Øen; i Beg. gik ogsaa alt godt,
men de Hvides herskesyge Opførsel bragte de
Indfødte til Opstand 1672, og der fulgte nu en
lang Pause i Forsøgene »indtil 1774, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
