Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mason, George Hemming - Masonit - Masora - Masoreter ell. Massoreter - Masovien - Masovn - Maspero, Gaston Camille Charles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nøjagtighed, men med idealiserende
Stemningsfylde, à la Jul. Breton.
A. Hk.
Masonit, se Sprødglimmer.
Masora (senere alm. Massora), egl. masoræt,
hebr.-aramæisk Ord, der betyder
»Overlevering«, er Betegnelsen for den hebr. Bibelteksts
Overlevering. I den ældste Tid var der ikke
nogen fastslaaet Bibeltekst. Derfor viser
Oldtidens Bibeloversættelser ofte tilbage til meget
afvigende Tekstformer, og naar den samme
Tekst fremtræder fl. St. i Gl. Test., antager den
forsk. Former (f. Eks. 2. Sam. 22 og Salm. 18).
For den ortodokse Jødedom, der fastslog den
jødiske Kanons Omfang, var det ogsaa vigtigt
at fastslaa dens Form, og dermed begyndte
Arbejdet med M. Dette Arbejde blev først
gjort i Palæstina, senere deltes det mellem
Skolerne i Babylonien (indtil 10. Aarhundrede)
og Palæstina, især Tiberias, hvor det
afsluttende Arbejde blev gjort i 12. Aarh. Bl. de
forsk. Skoler vandt særlig en enkelt
Anerkendelse, nemlig den, der opkaldes efter Ben
Asher i Tiberias, og det er dens Tradition,
som har fastsat den alm. antagne Tekst. Den
bab. Tradition gik derved i Glemme;
Haandskrifter efter dens System er atter fremdraget i
19. Aarh., især en Profetcodex fra Petrograd,
stammende fra Aar 916 (udg. i fotolitografisk
Gengivelse af H. L. Strack 1875). Kort før 1900
fandt man i Synagoger i Kairo Haandskrifter
med et Overleveringssystem, der formodes at
være det ældste palæstinensiske. — M.
overleverer omhyggeligt Konsonantteksten, som den
er modtaget. Over og under Konsonanterne
angives Vokaler ved Punkter og Streger, men
tillige angives Fordobling af Konsonanter,
Akcent o. a., som var af Bet. ved Recitationen af
de hellige Tekster. Undertiden angiver et
Punkt, at man nærer Tvivl om
Konsonanttekstens Rigtighed, undertiden sættes der
Forbedringer, de saakaldte tiqqûnê sôferîm, i
Randen. Paa en Mængde Steder er der en, i
Reglen mindre, Uoverensstemmelse mellem et
Ords Overlevering i Konsonantteksten og i den
masoretiske Udtale. Dette bemærkes da, idet
den første kaldes ketîb (det skrevne), den sidste
qerē (det læste); det vigtigste Eksempel herpaa
er Gudsnavnet Jahve, for hvilket der læses
Adonaj. M. har delt Teksten i større og
mindre Afsnit, senere ogsaa i Vers. Liturgisk
deltes det gl. Test. i 452 sedârîm, Rækker, senere
i 54 Parasher, efter hvilken Inddeling
Pentateuchen blev gennemlæst paa et Aar. Den nuv.
Kapitelinddeling er nyere og af kristelig
Oprindelse. M.’s Bemærkninger anbragtes i Randen
af Haandskrifterne; undertiden skelnedes der
mellem Smaabemærkninger (m. parva), som
anbragtes ved Siderne, og de udførligere (m.
magna), der sattes i Randen foroven og
forneden. Man samlede ogsaa hele Materialet i
selvstændige Samlinger. En saadan, ochla
weochla, blev fundet i Paris og offentliggjort af
Frensdorff 1864; ogsaa andre forekommer. Paa
Grundlag af saadanne Samlinger foranstaltede
Jaqob ben Chajjim sin Udgave af det
masoretiske Stof i Daniel Bomberger’s anden
Rabbinerbibel (Venedig 1524—25). Det var en
alm. Mening bl. Jøder og Kristne, at M.’s
Punktation hørte til den opr. Tekst, indtil Elias
i Levita i sit Værk māsōret ha-māsōret
paaviste det sande Forhold. (Litt.: F. Buhl,
»Kanon und Text d. alt. Test.« [Leipzig 1891];
Chr. D. Ginsburg, Introduction to the
Massoretico-critical Edition of the Hebrew
Bible [London 1897]; H. L. Strack, Artiklen
»Masorah« i Herzog-Hauck, »Realenzyklopädie«
Bd XII, S. 393—99; P. Kahle i H. Bauer und
P. Leander, »Historische Grammatik der
hebräischen Sprache« [Halle 1922], S. 71—162).
J. P.
Masoreter ell. Massoreter, de jødiske
Lærde, som har arbejdet med Masoraen
(s. d.).
Masovien (polsk Masowsze, lat. Mazovia)
kaldes en Landstrækning ved Weichsel, Bug
og Narew, med Hovedstæderne Warszawa,
Plozk og Rawa. M. skal have faaet sit Navn
efter den polske Konge Mieczislaw II’s
Mundskænk Masos, der under Kasimir I’s
Mindreaarighed bemægtigede sig den største Del af
Prov. Plozk, men senere blev besejret af
Kasimir I. 1207 blev M. et Hertugdømme under
Kasimir II’s Søn Konrad I, der for at beskytte
sit Land mod de hedenske Preussere indkaldte
de tyske Riddere. Kong Sigismund I forenede
atter M. med Polen. Ved Polens tredie Deling
1795 tilfaldt M. Preussen, af hvilket det 1807
blev afstaaet til Hertugdømmet Warschau. 1814
tilfaldt det Rusland og dannede efter 1816 et
af Polens 8 Voivodskaber. Indbyggerne
benævnes Masurer.
N. H. J.
Masovn, d. s. s. Højovn (s. d.). Ordet bruges
nu lidet i Danmark, men altid i Sverige
(masugn), hvortil det sammen med Ovnen c.
1450 er overført fra Tyskland. I sv. Litteratur
bruges Ordet første Gang 1461, da en Masughn
i Nerike omtales. I gl tysk Litteratur skrives
Ordet paa forsk. Maader: Massenofen,
Massofen, Maschofen; det stammer utvivlsomt fra
Ordet Masse, som Jernmassen paa Ovnens Bund
kaldtes. Enkelte Ordbogsforfattere angiver
(utvivlsomt fejlagtigt), at Ordet er en
Forvanskning af Marsofen (Mars var Alkymisternes
Betegnelse for Jern), Forvanskningen forklares
ved, at der altid medgik samme Maal (Mass)
af Tid til Jernets Smeltning.
E. Su.
Maspero [maspö’ro], Gaston Camille
Charles, fr. Ægyptolog, f. i Paris 23. Juni
1846, d. smst. 30. Juni 1916. M., hvis Forfædre
stammer fra Norditalien, studerede i Paris
klassiske Sprog, fra 1865 i École normale
supérieure, hvor han paa egen Haand tillige lagde
sig efter Arabisk og Ægyptisk, idet han
anvendte alle sine Sparepenge paa at købe
ægyptologiske Værker af E. de Rougé, Chabas,
Devéria o. a. Under Verdensudstillingen i Paris
1867 hørte Mariette tilfældig, at en Elev i
Normalskolen havde arbejdet sig ind i
Hieroglyfskriften og oversatte ægypt. Tekster
flydende. Han gav ham derfor nogle nylig fundne
Tekster, som T. Deveria o. a. havde afskrevet;
M. bragte ham faa Dage efter en fr. Overs.
Ved Mariette’s Hjælp fik han nogle Arbejder
trykte i Revue Archéologique, saaledes sin Stèle
du songe (1867), ligesom han ogsaa fik sin
Mémoire sur la grande inscription d’Abydos
om Ramses II’s Ungdom udg. 1867. Da en sp.
Lærd fra Uruguay, Vicomte Lopez, ønskede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
