Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mexiko (Forbundsrepublik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brud, der fulgte samtidig. Halvøen Nedre
Kalifornien skilte ved en mægtig Gravsænkning,
den kaliforniske Havbugt, fra det egl. M. En
anden stor Indsænkning er Lavningen, der
adskiller Sierra Madre de Guerrero fra Sierra
Madre Occidental; den gennemstrømmes nu af
Rio Mexcala (Rio Balsas), og langs dens
Nordrand staar to Rækker kæmpemæssige, til Dels
virksomme Vulkaner. Samtidig med
Foldningerne og Forskydningerne skete voldsomme
Vulkanudbrud, som bedækkede Anahuac med
Dækker af Trakyt og Andesit, og endnu
viser de mange Vulkanudbrud og Jordskælv
i M. (i den senere Tid det meget
ødelæggende Jordskælv 16. Januar 1902 samt 30. og
31. Juli 1909), at Jordskorpen i disse Egne endnu
ikke er kommet i Ro. Vulkanerne ligger, som
nævnt, i to Rækker langs Anahuac’s Sydrand;
den første Række staar paa selve Randen af
Anahuac og indeholder Toppe som Pico de
Orizaba (Citlaltepetl) (5582 m), Popooatepetl
(5452 m), Ictaccihuiatl (5286 m), Toluca (4626
m) og Patamban (3755 m), medens den sydlige,
der ligeledes gaar i Retningen V. til Ø., staar
paa Højsletten ved Rio Mexcala ved Foden af
Anahuac’s Sydskraaning og har Toppene
Nevado de Colima (4378 m), Tancitaro (3860 m)
og Jorullo (1219 m), hvilken sidste er berømt
ved sin pludselige Opstaaen 29. Septbr 1759. De
ejendommeligste Træk ved Anahuac’s
Terrænforhold er den betydelige Højde mod S., hvor
Plateauet stedvis naar op over 2000 m o. H.,
samt Afsondringen af fl. halvt ell. helt lukkede
Dale ved Højdedrag fra NV. til SØ. og endelig
Mangelen af udprægede Randbjerge. Østranden,
der er temmelig stejl, bestaar af fl. Kæder og
begrænses af en Brudrand, som danner en
synlig Vinkel med Kædernes Hovedretning. Den
bestaar af mesozoiske Skifere samt Kalksten og
Sandsten fra Kridttiden. Dalene af hvilke de
vigtigste har Navn efter Puebla, Queretaro, M.,
Morelia, har diluviale og alluviale Overflade
dannelser og i Reglen Søer i de dybeste
Partier. De er dybe og vilde, saaledes at Sierra
Madre Oriental bliver et meget vanskeligt
tilgængeligt og derfor lidet kendt Bjergland. De
adskillende Bjergdrag har en Kerne af Porfyr
samt palæozoiske og mesozoiske Dannelser. —
Fra Anahuac sænker det mexikanske Højland
sig temmelig jævnt mod N. I Staterne
Guanajuato og Zacatecas minder det endnu ved sin
Højde, sine talrige Bjergdrag og Bassiner, der
dannes af Bunden af gl. Søer, nærmest om
Anahuac; men N. herfor gaar Landet mere og
mere over til at blive en Sandørken.
Randbjergene fremtræder her som virkelige Kæder, og
mellem de klippefulde Højdedrag, der gaar i
samme Retning som Randene, strækker sig de
brede, ufrugtbare Højsletter, der i det
væsentlige bestaar af Kvartærdannelser. I den
sydøstlige Del af Staten Chihuahua findes det
afløbsløse Bækken Bolson de Mapimi, et Areal
paa 100000 km2, der udelukkende bestaar af
Sand og Saltsumpe, og i Statens nordlige Del
S. f. El Paso træffer man Klitter og Sandflugt
som i Sahara. Den naturlige Nordgrænse for
dette Plateau dannes af den jævne, men ikke
dybe Indsænkning, der paa c. 33° n. Br. følger
Rio Gilas Dal. — Den østlige Sierra Madre er
i sin sydlige Del kun Bjerglandets Affald. N.
paa træder den skarpere frem og fortsættes
over i U. S. A. i Apache-Kæden. Den bestaar
væsentligst af mesozoiske Kalk- og Sandsten og
gennemfures hist og her af dybe Cañons. Fra
Havet er den skilt ved et lavt Kystland, der
dannes af Baand af Kridt, Tertiær og Kvartær.
S. paa bliver Kystlandet smallere, men bliver
dog ingensteds under 150 km bredt. — Den
vestlige Sierra Madre bestaar af fl. udprægede
Kæder, der med Navne som Sierra
Tarahumare, Sierra de Nayarit o. fl. løber i
Retningen NV.—SØ. Disse Bjerge, der ikke er meget
kendte, dækkes om Vinteren af Sne; mod S.
hæver de sig i Cumbro Pinal til 3450 m. De
hyppigste Bjergarter er Syenit, Granit,
kulførende Kalksten, som hyppigst er dækket af
tertiære Eruptiver, især Andesit. Det lave,
smalle Kystland synes væsentligst at være
Kvartærdannelser. — Endelig staar tilbage at
omtale den kaliforniske Halvø, der fortsætter sig
i Las Tres Marias Øerne N. f. Cabo Corrientes.
Halvøen bestaar af fl. adskilte Kæder og
Bjergpartier; sydligst findes den granitiske Sierra
de San Lazaro (Kulminationshøjde 2440 m), N.
herfor et mod V. jævnt skraanende Plateau af
tertiær Sandsten (Middelhøjde 1000 m) og midt
paa Halvøens Østside den stærkt vulkanske
Gruppe Las Tres Virgines (1995 m). I den
nordlige Halvdel, hvor Granitten atter spiller
Hovedrollen, findes Halvøens højeste Punkt Santa
Catarina (3090 m). Bl. Bugterne paa Vestkysten
af Halvøen er den største den ved
Gravsænkning dannede Vizcaino Bugt.
Kysterne. Østkysten fra Mundingen af
Rio Grande del Norte til Chetumal-Bugten har
en Længde paa 2580 km. Det er en lav, sandet
Kyst, der i sin største Længde ledsages af
Strandsøer, Laguna de la Madre Austral, de
Tamiahua, de Palmas, d’Alvarado, de
Terminos o. fl. For Havneanlæg er den meget
ugunstig og ofte spærres Adgangen til Havet af
Koralrev. Yucatans Kyster er ugæstmilde og er
mest lave Klitkyster ell. ledsaget af Koralrev.
Vestkysten, der p. Gr. a. den lange kaliforniske
Havbugt faar en Længde paa 6250 km, er højere
og bedre forsynet med Indskæringer, der kan
anvendes til Havne. Den bedste Ankerplads er
Acapulco Bugten. Strandsødannelsen er
indskrænket til en Del af Kysten N. og S. f.
Mazatlan. Foruden fl. mindre Øgrupper i den
kaliforniske Havbugt findes i det store Ocean de
mexikanske Øgrupper Las Tres Marias, Revilla
Gigedo og Guadalupe.
Floderne i M. har, med Undtagelse af
Grænsefloden Rio Grande del Norte, alle
sammen et kort Løb med stærke Fald, der i mange
Tilfælde gaar gennem dybe Cañons (Barrancos),
der bliver indtil 300 m dyb og danner et meget
karakteristisk Træk i Landets Terræn. Endelig
lider de fleste af Vandmangel, og Mundingerne
lukkes af Sandbarrer. Rio Grande del Norte
optager fra M. Bifloderne Rio de los Conchos,
der afvander Østsiden af den vestlige Sierra
Madre, Rio Salado og Rio Pesquerto, der begge
kommer fra den østlige Sierra Madre. Til den
mexikanske Bugt strømmer endvidere Rio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
