Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mickiewicz, Adam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kommunion i 10 Aars Alderen var det ham, »som
om Sjælen rev sig løs fra ham«. Programmet
for den ny Retning inden for Poesien
formulerede M. i Balladen Romantyczność
(»Romantikken«): en Pige mener at tale med
sin afdøde elskede, en Folkeskare beder for de
dødes Aander, medens en lærd med en Stump
Glas foran Øjet erklærer, at han ikke kan se
Aanderne, og at de kun er Frugt af Pøbelens
Fantasi; men Digteren forkynder, at Pigens
Følelse og Pøbelens Tro for ham er stærkere
end den vises væbnede Øje. Denne kender kun
døde Sandheder, men ikke den levende
Sandhed, Vidunderet. En Marseillaise for den yngre
Generation blev M.’s »Ode til Ungdommen«
(trykt 1828, men skrevet og forelæst meget
tidligere), hvis Tro paa den begejstrede Ungdoms
Magt ingen Grænse kender, ingen Umulighed
anerkender. Samtidig med denne Udvikling
oplevede M. sin første Kærlighed; han forelskede
sig i en Godsejerdatter Marya Wereszczak, der
ikke havde noget imod at læse, sværme og spille
Dam med ham, men uden Betænkning rakte
sin Haand til en anden Bejler. Denne
Forelskelse og dens Eftervirkninger varede ved
under hele M.’s Ophold i Kovno, hvor han var
Lærer i Latin fra 1820—23, og hvor han i
øvrigt, i stadigt Samkvem med Kammeraterne i
Vilna, udfoldede sin største Produktivitet. I den
første Tid efter Tabet af »Maryla«, følte M.
Lede ved alle Bøger; kun Byron fængslede
ham. Han søgte at befri sig fra sine
Kærlighedslidelser ved at fremstille dem poetisk i 4.
Del af sin Tetralogi »Dziady«. 2. og 4. Del af
denne ufuldendte og derfor uklare Digtning var
medoptagne i et Bd Digte, der udkom 1823
(tilegnet »hans Søster Maryla«). Paa Baggrund
af den Folkeskik, at der paa Allesjælesdag 2.
Novbr bringes Spise og Drikke til de døde,
fremstilles her en ung Mand Gustav, som har
begaaet Selvmord af ulykkelig Kærlighed, og
som nu hvert Aar paa denne Dag maa lide sin
Kærlighed om igen. Der spores i dette Digt
Paavirkning fra Goethe’s »Werther« og »Faust«
og Byron’s »Manfred«. »Dziady« vakte hos
mange af M.’s Beundrere Frygt for, at han
var paa Afveje. Men denne Frygt afvæbnedes
af det samtidig fremkomne objektive og klare
Epos »Gražyna«, der behandler et Emne fra
det hedenske Litauen (Fyrst Litawor har
tilkaldt de tyske Riddere mod Witold. Hans
Hustru Gražyna, som ikke har kunnet afholde
ham fra dette Skridt, drager iført Litawor’s
Rustning ud mod Tyskerne; Litawor selv
kommer til i rette Tid til at hjælpe Litauerne til
Sejren, men Gražyna falder. Paa hendes
Ligbaal brænder man saa den fangne
Befalingsmand for den tyske Orden, og Litawor styrter
sig selv i Flammerne).
Romantikkens Frembrud havde voldt megen
Forbitrelse hos Klassicisterne, og personlige
Sammenstød var ikke udeblevne; men
Ungdommen havde efterhaanden vundet Samfundet for
sig. 1823 kom imidlertid Brydninger af ganske
anden Art. Filareternes Forbund blev 1822
forbudt, og der blev næste Aar indledet
Undersøgelser mod Medlemmerne, som i stort Tal
maatte vandre i Fængsel i Klostrene i Vilna.
Ved denne Lejlighed blev M. forvist til det
indre Rusland og valgte Odessa til
Opholdssted, fordi han der haabede at opnaa en
Lærerpost. Dette glippede, og han foretog derefter
(1825) en Rejse til det sydlige Krim, hvis
Naturskønhed gjorde et stærkt Indtryk paa ham.
Han begyndte at studere de orientalske Digtere
i Originalen og udgav i Moskva et Bd Sonetter,
bl. hvilke de berømte »Krimske Sonetter« (smlg.
Mickiewicz, »Fem krimske Sonetter«, oversatte
af Kn. Berlin, i Tidsskriftet »Ny Jord« I, 217).
I Moskva skrev M. »Konrad Wallenrod« (1827),
atter over et oldlitauisk Emne. Ordensmesteren
Wallenrod, en Drukkenbolt og næsten en
Kætter, som bidrog meget til den tyske Ordens
Forfald, opfattes af M. i dette Værk som en
Litauer, der ikke kendte andre Følelser end
uforsonligt Had til Tyskerne. For at
tilfredsstille dette. Had er han optraadt som
Ordensridder, har revet Magten til sig og forsætlig
ruineret Ordenen. Efter at have fuldbyrdet sin
Hævn kaster han sin Maske. Der er her
Paavirkning baade fra Byron og fra Macchiavelli.
Den russ. Censur forstod ikke Konsekvenserne
af den i Digtet spirende Lære om, at alle
Midler er tilladelige for den svage mod den stærke;
men den Censor, som havde tilladt Bogens
Trykning, blev senere herfor afsat. I Slutn. af
1827 fik M. Tilladelse til at komme til
Petrograd, hvor Aristokratiets Saloner aabnede sig
for ham og han stiftede Bekendtskab med de
russ. Digtere Zhukovskij og Puschkin. Tiden fra
Apr. 1828 til Maj 1829 tilbragtes i en Hvirvel
af Fornøjelser, men M. producerede meget lidt.
I Petrograd har han kun skrevet en Digtning
i orientalsk Smag »Farys«. Det lykkedes ham
endelig at faa Pas til Udlandet. Ledsaget af sin
yngre Ven Odyniec, hvem vi skylder en Mængde
Meddelelser om M., besøgte han Goethe i
Weimar og drog derefter til Italien. Her oplevede
han en ny Forelskelse, hvis Genstand var den
polske Grev Ankwicz-Skarbek’s Datter
Henriette Eva. Faderen modsatte sig stærkt
Partiet, men just, som han syntes at ville give
efter, rejste M. pludselig bort; han var for
stolt til i sin Armod at optræde som Bejler til
den polske Magnats Datter.
M. opholdt sig i Italien under den polske
Opstand 1830; over for denne forholdt han sig
passiv, men efter Nederlaget var han opfyldt
af stor Bitterhed. I Paris, hvor hen han rejste
1831, skrev han 3. Del af »Dziady«. Paa
Baggrund af Undersøgelserne mod »Filareterne«
fremstilles her en ung Mand (ikke længer
Gustav, men Konrad), som skildrer sine Lidelser
og gaar i Rette med Gud; hans stormende
Monolog (»Improvisationen«, skreven af M. i
Løbet af een Nat) er Digtets Kerne. M. tumler
her med Tilværelsens og Samvittighedens
største Problemer og hæver Følelsens Almagt til et
Princip. Efter dette stormfulde Digt fulgte 1834
det rolige og klare polske Adels-Epos »Pan
Tadeusz« (sv. Overs. af Alfr. Jensen 1898), M.’s
bedste Værk, en af Perlerne i den polske
Litteratur, hvis Bet. han selv saa lidt forstod at
vurdere, at han i et Brev til Odyniec betegner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
