Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moigno, François Napoleon Marie - Moiré - Moirer - Moirisk - Moissac - Moissan, Henri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at have været Medlem af Jesuiterordenen
ansattes M. 1848 ved Collège St Louis i Paris;
1873 blev han Kannik ved Kapellet i St Denis.
M. var Medarbejder af fl. Blade og Tidsskrifter.
Af hans talrige videnskabelige Arbejder kan
fremhæves.: Leçons de calcul différentiel et de
calcul intégral (1840, 1861).
Chr. C.
Moiré [moa↱re], Mor, Tøjer, der er forsynet
med Moiréappretur (se Appretur), hvorved
de faar det bekendte vatrede Udseende. De
fremstilles baade i Silke, Bomuld og linned,
mønstrede og umønstrede, undertiden af Silke
med indvævede Guld- og Sølvtraade (Guld- og
Sølvmor).
K. M.
Moirer [↱måjrər]), efter udbredte gr.
Forestillinger Skæbnegudinderne. Som
Herre over Skæbnen tilbad Grækerne Zeus. Hos
Homer er det i det væsentlige ham og de
øvrige Guder, der griber ind i og bestemmer hvert
Menneskes Livslod. Imidlertid findes der i de
homeriske Digte adskillige Vidnesbyrd om, at
man ikke længere nærede fuld Tillid til
Gudernes Styrelse; der opkom en Tro paa
Skæbnen som en ubestemt Magt, der, uden at
Guderne kan hindre det, griber ind i Menneskets
Liv. I Iliaden bruges gentagne Gange Billedet
af Zeus, der vejer Menneskenes Dødslodder
mod hinanden paa en Vægtskaal; den, hvis
Lod tynges nedad, maa gaa til Hades. Fra først
af bruges Betegnelsen Moira (ell. Aisa) for
Forestillingen om en ubøjelig og uafvendelig
Skæbneguddom. Men det laa for Grækernes
Naturel meget nær, hurtig at give Forestillingen
en bestemt Iklædning og personlig Form.
Hos Homer bruges Betegnelsen snart abstrakt
snart personlig, og en enkelt Gang tales der
endog om flere M. Først Hesiodos nævner
Navnene, Klotho (den Spindende), Lachesis
(som giver Mennesket hans Lod) og Atropos
(den Uafvendelige). De spinder og afklipper
Liivstraaden: »Klotho har Tenen, Lachesis
spinder, Atropos klipper«. Zeus sættes da i
Forbindelse med M.; de kaldes Døtre af Zeus og
Themis (lovlig Orden), og han kaldes deres
Fører. Dog bliver Forestillingerne om hans
Forhold til M. aldrig helt ell. fast udformede.
Navnlig i senere Tid opfattes M. som stærke
Magter, der kan gribe ind i alle Livsforhold,
men især ved Fødsel og Død. De bestemmer
Menneskets Fødselsøjeblik som hans Dødsstund.
Som Fødselsgudinder sættes de i Forbindelse
med Afrodite Urania og Eileithyia. Døden er
dog den Livsfase, hvis Indtræden væsentlig
maatte tilskrives M. Stundom tænkte man sig
endog, at de selv deltager i Kamptumlen,
dræber Krigerne, slaar de Faldende til Jorden og
lægger Taage over deres Blik. Mest optræder
dog Kererne saaledes som den blodige Døds
Dæmoner, M. som de højere, bestemmende
Magter. De indgaar ikke blot i Folketro, men
ogsaa i Kultus. I Delfoi dyrkedes 2 M., ellers
er det ovenfor nævnte Tal, 3, det alm. Man
tænkte sig dem mest som værdige, aldrende
Kvinder, og saaledes er de i Reglen ogsaa
fremstillede i Kunsten, hver med sin Funktion,
saaledes, at en spinder Traaden, en anden snor
den, og den tredie klipper den over, naar
Tiden er kommen. Paa den kendte François-Vase
ses M. ved Peleus’ og Thetis’ Bryllup i Følge
med Hermes og Maja. Paa et andet kendt
Kunstværk, et Relief fra den rom. Tid, der
fremstiller Athene’s Fødsel, er M. fremstillede,
Klotho i siddende Stilling og spindende,
Lachesis med Skæbnens Lodder, Atropos i Færd
med at skrive paa en Tavle. Platon skildrer
dem (i »Staten«) som Magter for en højere
Verdensorden: de sidder paa Troner i hvide
Dragter, spindende og med Sang, Lachesis om
Fortiden, Klotho om Nutiden og Atropos om
den kommende. (Smlg. Parcer og
Nemesis).
H. A. K.
Moirisk, d. s. s. Bjergirisk (Linota
flavirostris) se Irisk.
Moissac [mwa↱sak], By i det sydlige
Frankrig, Dept Tarn-et-Garonne, ligger ved
Sydbanen, ved Tarn-Floden og en Sidekanal til
Garonne. (1911) 8137 Indb. Den interessante
gamle Kirke, St Pierre, med en smuk Portal i
romansk Stil og en Korsgang fra 12. Aarh.
stammer for største Delen fra 15. Aarh. og
har været knyttet til et Abbedi. Byen er Sædet
for en Handelsret og et Agerbrugskammer, har
et Collège, betydeligt Mølleri og Handel med
Mel og Frugt, Vin og Fjerkræ. Byen har
tidligere været en Fæstning; 1212 blev den
ødelagt af Simon af Montfort.
N. H. J.
Moissan [mwa↱sã], Henri, fr. Kemiker, f.
28. Septbr 1852, d. 20. Febr 1907, fik sin
Uddannelse ved Museum d’Histoire naturelle i Paris,
var først som Kemiker knyttet til et
Landbrugslaboratorium, virkede derefter en Tid som
Lærer i Fysik, en Gerning der utvivlsomt var
af Bet. for Udviklingen af hans Evner som
Eksperimentator, og knyttedes 1879 til École de
pharmacie i Paris, hvor han fra 1887—1899
virkede som Prof. i Toksikologi, derefter som
Prof. i uorganisk Kemi, indtil han ved
Udgangen af 1900 overgik til Faculté des sciences.
Allerede 1879 slog han ind paa det Arbejdsomraade,
den uorganiske Kemi, hvor han skulde
komme til at yde det Ypperste. Først fremkom
en Række Arbejder over Metallernes
Iltforbindelser, fra 1884 en Række Undersøgelser over
Fluor og Fluorforbindelser, som 1888 førte til
Fremstillingen af Fluor, en Opgave, hvis
Løsning indtil da havde trodset alle Anstrengelser,
fra 1892 Undersøgelser over »de høje
Temperaturers Kemi« ved Hjælp af den elektriske
Ovn, der i hans Haand blev et særdeles
frugtbart Værktøj. Han viste, at Kulstof, ved at
udkrystallisere under højt Tryk, udskilles i
Diamantens Form, han undersøgte uorganiske
Forbindelsers Forhold ved høje Temperaturer (op
til 3500°), fremstillede en Række Metaller (som
Uran, Wolfram, Vanadin, Krom, Niob, Tantal
o. fl.) ved Reduktion af deres Ilter med Kul,
fremstillede de vigtige Metal-Karbider, samt
Alkalimetallernes og de alkaliske Jordarters
Metallers ejendommelige Brintforbindelser,
Hydriderne.
1904—06 undersøgte han Metallernes
forskellige Flygtighed og benyttede denne til
Adskillelse af Legeringer ved brudt Destillation. Paa
dette Tidspunkt stod han paa sin Arbejdsydelses
og sin Berømmelses Højde; allerede 1891 var
han bleven Medlem af Institut de France, efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
