Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Norge. Undervisningsvæsen - Norge. Retsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Etnografisk Museum i Kria; for Studiet af
norsk Kulturhistorie: Universitetets
Oldsakssamling, Bergens Museum, Videnskabernes
Selskabs Samling i Trondhjem, Museerne i
Stavanger og Tromsø. En Rk. Museer indeholder
gl. Bygninger og Genstande af Interesse for
Studiet af Landets Kulturhistorie i Tiden efter
Aar 1500. Til denne Klasse hører først og
fremmest Norsk Folkemuseum ved Kria med
Samlinger fra det hele Land, Bergens Museum
indeholdende Genstande (ikke Bygninger), typiske
for Vestlandet, og de Sandvig’ske Samlinger paa
Lillehammer af Gaarde og Bohave fra
Gudbrandsdal; desuden en hel Del mindre Museer
af rent lokal Bet.
Af Selskaber med videnskabelige
og kunstneriske Formaal maa nævnes
Videnskabsselskaberne i Kria og Trondhjem,
Geografisk Selskab, Historisk Forening,
Ingeniørforeningen, Polyteknisk Forening, Raadet
for anvendt Videnskab, Kunstforeningen,
Forfatterforeningen etc.
Af Fonds til Fremme af de samme
Formaal haves adskillige; de vigtigste er: Fridtjof
Nansen’s Fond til Videnskabens Fremme
(Kapitalformue c. 3900000 Kr), Univ.’s Jubilæumsfond
af 1911 (858000 Kr) med Formaal at støtte
Universitetet i dets videnskabelige Arbejde,
Conrad Mohr’s Legat (1 Mill. Kr) til
Rejsestipendier, A. C. Houen’s Legat for Kunstnere og
Videnskabsmænd (480000 Kr), A. Chr. Houen’s
Fond til arkitektoniske Præmier m. m. (416000
Kr), Th. Henrichsen’s Legat til Rejsestipendier
(236000 Kr), Det videnskabelige Forskningsfond
af 1919 (3250000 Kr), Norsk
Varekrigsforsikrings Fond (3 Mill. Kr) til Fremme af fri
videnskabelig Forskning, fortrinsvis
naturvidenskabelig og samfundsøkonomisk, Den tekniske
Højskoles Fond (454000 Kr). (Litt.: se under
Folkeskole, Lærer og Lærerinde;
endvidere: P. Voss, »Der Schulkampf des 19.
Jahrhunderts auf norwegischem Boden« i
»Deutsche Zeitschr. f. ausländ.
Unterrichtswesen«, Jahrg. 2—3, overs. i »Vor Ungdom«
1899; samme, »Vor højere Lærerdannelse« [i
»Vor Ungdom« 0901]; T. Høversted, »Norsk
skulesoga. Det store interregnum 1739—1827«
[Kria 1918]; »Kirke- og
Undervisningsdepartementets Jubilæumsskrifter 1914« [i alt 10];.
»Beretning om skolevesenets utvikling i Norge
1910—1920« [Kria 1920]; »Meddelelser om N.’s
skolevesen 1921 og 1922«, udg. af Kirke- og
Undervisningsdepartementets skolekyndige
Konsulent [Kria 1922 og 1924]).
K. F.
Retsvæsen.
Som Retsordningen hos de øvrige germanske
Folkeslag var ogsaa den norske opr. en
Stammeforfatning, hvorunder hvert enkelt
»Folk« levede sit Retsliv uden organisk
Forbindelse med de andre Stammers. Hvert »Land«
(ell. »Fylke«) havde sit Ting (Alting), hvor
Stammens Fællesanliggender gjordes til
Genstand for Drøftelser og Beslutninger (»Domme«);
blandt disse Anliggender indtog igen Retsplejen
en fremtrædende Plads. Altingene synes alm. at
være holdt i Marts, og April (Slutn. af Vaaren
og Begyndelsen af Forsommeren) og formentlig
rettende sig efter Ny- og Fuldmaane efter
Foraarsjævndøgn. Den i Landet anvendte Ret er
visselig, ligesom Sproget, fra først af falden
sammen med det øvrige Skandinaviens; men
ogsaa i Henseende hertil har de ejendommelig
tvingende Forhold, hvorunder Nordmændene
levede, tidlig bevirket Afvigelser fra den
fællesnordiske Retsforfatning, navnlig i
individualistisk Retning, hvorved Personligheden som
saadan stærkere hævdedes. Vidnesbyrd herom er
f. Eks., at den endnu i de ældste danske og sv.
Love forekommende Gældsinddrivelse ved
Kreditors Selvtægt (»Nam«) i N. allerede er
forsvunden, før dets ældste Love optegnedes,
hvorfor Gulatingsloven i Spidsen for sine
Bestemmelser om Gældssøgsmaal udtrykkelig kan
udtale, at »Dom er hver Mand værdig for sit
Gods at have«. Paa den anden Side ønskede
man længst muligt at undgaa at faa sine
private Gældssager behandlede af den offentlige
Tingforsamling. Man tog derfor sin Tilflugt til
en Art Privatret (»Dom«), hvis Medlemmer
opnævntes af Parterne selv, og hvis »Dom«,
uden ell. efter Edsaflæggelse af Skyldneren og
hans Mededsmænd, gav Sagsøgeren formel
Adgang til at tage sig betalt i Skyldnerens
Ejendele. Selv paa den opr. Strafferets Omraade
søgte man helst at undgaa Tingets Indblanding.
Private »Forligsstævner« havde den Opgave
gennem Mægling at fastsætte passende Bøder
for Tilføjelse af personlige Retskrænkelser og
navnlig for Drab; men det stod begge Parter og
begge Ætter frit for at nægte deres Godkendelse.
Først derved nødtes den krænkede at henvende
sig til Tinget; thi dette alene kunde udtale den
Fredløshedsdom, som var ultima ratio lige over
for den Forbryder, der ikke vilde give rimelige
Bøder for sin Misgerning. Kun ved meget grove
Retsbrud, hvoriblandt almindeligt Drab ikke
regnedes, bortfaldt Forøverens Adgang til at
byde Bøder for sig. Ligeledes havde den ældste
norske Ret, som kendes, ladet Hensynet til
Individet sprænge det Formuefællesskab, som iflg.
dansk Ret, særlig for Jordejendom, endnu i
Middelalderen bandt Medlemmerne af den
nærmeste Familie sammen til en økonomisk retslig
Enhed.
Den delvise Opløsning og Omdannelse af den
fællesnordiske Ret, som saaledes i N. tidlig har
fundet Sted, men som omvendt ikke udelukker,
at netop de ældste norske Love har bevaret en
Række yderst oldtidsartede Træk, maa
imidlertid snart have fremkaldt Trang til en
forstærket Retsautoritet lige over for Individernes
Selvraadighed, og en saadan har man søgt at
tilvejebringe ved Oprettelsen af fælles »Lagting«
for fl. Stammer. Ved Indordningen under denne
Overinstans tabte Stammernes egne Fællesting,
der i historisk Tid kaldtes »Fylkesting«,
efterhaanden deres Betydning, idet Søgsmaalene fra
Heredstinget som oftest umiddelbart forelagdes
Lagtingene. Da der desuden paa disse var
Adgang til at udnytte Lovkyndigheden hos
vidtstrakte Distrikters mest retsforstandige
»Lagmænd«, hvilke regelmæssig indvalgtes i et Lov-
og Domsudvalg (»Lagretten«), begyndte
Behovet for en paalidelig Retsfortolkning ogsaa i
Heredets Retsliv at træde stærkere frem og at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
