Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nævninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omraade var begaaet Forbrydelser af en
nærmere betegnet Art, og om hvem der mistænktes
for dem. Det afgivne Svar var ikke i sig selv
Bevis for de Sigtedes Skyld, men tvang dem til
at føre Befrielsesbevis ved Partsed med
Mededsmænd ell. efter Omstændighederne ved
Gudsdom, uanset at der ikke rejstes Sag af
nogen ved Forbrydelsen forurettet, hvilket ellers
var en Forudsætning for Forpligtelsen til at
føre Befrielsesbevis. Institutionen maatte altsaa
karakteriseres som en Anklagejury ell. i hvert
Fald Begyndelsen til en saadan og betød et
Fremskridt i Retning af Indførelse af offentlig
Forfølgning af Forbrydelser.
Karolingerrigets hurtig indtrædende Forfald
og den dermed flg. Svækkelse af
Statsmyndigheden udelukkede, at den civilprocessuelle
inquisitio fik nogen blivende Bet. paa Fastlandet.
Derimod overførtes det ovf. skildrede
straffeprocessuelle Institut, der af tyske Forfattere i
Reglen betegnes som Rügeverfahren, her fra
den verdslige til den kirkelige Retspleje, hvor
det kom til at spille en betydelig Rolle ved de
biskoppelige Synodalretter, der gjorde Brug af
edsvorne Synodalvidner, som udtoges blandt
Befolkningen og havde til Pligt at besvare
Spørgsmaal om Overtrædelse af Kirkelovene. Siden
hen imod Midten af Middelalderen mistede
disse Edsvorne dog igen deres Bet. Ogsaa i den
verdslige Retspleje overlevede den omtalte
Rügeverfahren Karolingertiden og havde i
Middelalderen stor Udbredelse ved de lokale
Domstole i Tyskland og Flandern, hvor man
undertiden endog gik saa vidt, at man tillagde de
Edsvornes Udsagn (Karakteren af Bevis, saaledes
at der fremkom en Slags Bevisjury, hvilken
ogsaa under Navn af enquête du pays i nogle
Aarh. var i Brug i Frankrig, indtil den til sidst
fortrængtes af Inkvisitionsprocessen og den i den
kanoniske Ret udviklede Form for Vidnebevis.
Det var dog kun i et enkelt mindre Omraade
paa Fastlandet, nemlig Normandiet, at de
karolingiske Traditioner fuldt ud opretholdtes og
udvikledes videre, og det var vistnok herfra, at
England efter den normanniske Erobring fik sin
Jury. Maaske er det urigtigt at hævde, at den
eng. Jury helt og holdent skyldes denne
Paavirkning udefra. Det er muligt, at allerede den
angelsaksiske Ret har frembudt
Tilknytningspunkter for dens Anvendelse baade i civile
Sager og i Straffesager, men i Hovedsagen beror
den dog paa et Laan fra Normandiet. En
Bestemmelse i en særlig for Danelagen af Ethelred
II 997 given Lov, der synes at forudsætte, at
der paa Tingene fungerede en Anklagejury,
bestaaende af Fogden og de tolv ældste Thegner,
har i Forbindelse med en hos Saxo overleveret
Efterretning om, at Regnar Lodbrog fastsatte,
at alle Retstrætter skulde afgøres ved tolv
ansete Fædres Dom, foranlediget det Spørgsmaal,
om ikke den enig. Jury til en vis Grad skyldes
Paavirkning fra dansk Ret, men ganske
bortset fra, at Forstaaelsen af den nævnte
Bestemmelse ikke er sikker, har en saadan
Paavirkning kun ringe Sandsynlighed for sig, naar
henses til, hvad ovf. er bemærket om Tidspunktet
for Nævningeinstitutionens Udvikling i Danmark.
I England er Juryens Historie i særlig Grad
knyttet til Henrik II’s Navn. Gennem denne
Konges Lovgivning fik den normanniske
Rekognitionsprooes, der var en videre Udvikling af
den frankiske inquisitio, en fast Plads i visse
Kategorier af Retstrætter om fast Ejendom,
naar Trætten førtes for de kgl. Domstole.
Enhver Privatperson, der var Part i en saadan
Trætte, kunde efter denne Proces under
bestemte Forudsætninger opnaa et Kongebrev, der
paabød Udmeldelse ved Sheriffen ell. paa anden
Maade af 12 Mand (i disse Tilfælde kaldet
assisa) til at afgive et Bevisudsagn om det
omtvistede Spørgsmaal, undertiden om, hvem af
Parterne, der havde størst Ret til den
Ejendom, hvorom der trættedes, undertiden blot om
Eksistensen af et enkelt omstridt Faktum. Dette
ny Bevismiddel slog saa stærkt an, at Parterne
i civile Sager snart begyndte at købe sig Ret
til at anvende det, ogsaa hvor Loven ikke som
alm. Regel hjemlede det, og hvad der navnlig
var af Betydning, der anerkendtes
efterhaanden gennem Praksis en Beføjelse for de kgl.
Domstole, der nu var de eneste, som havde
Betydning, til ogsaa uden Udstedelse af et
Kongebrev derom at henvise omstridte faktiske
Spørgsmaal, der opstod under en Proces, til 12
af Sheriffen udsete Edsvorne (her ikke kaldet
assica, men jurata, der senere blev til Jury);
maaske var en saadan Henvisning opr. betinget
af, at Parterne samtykkede i den, men i Tidens
Løb opgaves Kravet herom. Selv hvor assisa
havde udtrykkelig Hjemmel i lovgivningen,
fortrængtes den mere og mere af jurata (helt
dog først 1833), og det var saaledes paa
Grundlaget af denne, at den nu i England i civile
Sager anvendte Jury udviklede sig. M. H. t.
Straffesager foreskrev Henrik II ved to Love
ell. Instruktioner for de kgl. Dommere, der
skulde berejse Landet (henh. af 1166 og 1176),
at der skulde udtages 121 Mænd af hvert
Hundrede og 4 Mænd af hver Landsby, hvilke efter
aflagt edeligt Løfte skulde angive, hvem der
var berygtede for visse nærmere opregnede
Forbrydelser, hvorefter de saaledes angivne
skulde værge sig ved Gudsdom. Medens
Forbrydelser hidtil kun havde kunnet forfølges af
den ved Forbrydelsen fornærmede ell. hans
iSlægt ved privat Klage, hvilken kaldtes appeal,
indførtes der nu efter Forbillede af Fastlandets
Rügeverfahren en ny Forfiølgningsmaade, hvor
Sagen rejstes ved en saakaldt indictment eller
Angivelse af en Anklagejury. Appeal
afskaffedes vel først endelig 1819, men allerede længe
forinden var den faktisk saa godt som belt
fortrængt af indictment. Anklagejuryen
skiftede imidlertid i Tidens Løb tildels Karakter,
idet den, selv om den nok vedblivende af egen
Drift kunde angive Personer som formentlig
skyldige i Forbrydelser, dog hovedsagelig fik til
Opgave at udtale sig om, hvorvidt de den af
en privat ell. offentlig Anklager forelagte
Oplysninger var tilstrækkelige til at begrunde, at
der rejstes Tiltale mod en Person. Paa denne
Maade virker den engelske Anklagejury eller
grand jury stadig i alle Straffesager, der ikke
er blotte Politisager, men den har for længst
faaet en anden Sammensætning, idet den nu
udtages af Sheriffen for Grevskabet og ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
