Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nævninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har et andet Medlemstal end oprindeligt. Indtil
Begyndelsen af 13. Aarh. var Reglen som ovf.
berørt den, at den, der anklagedes af en
Anklagejury, skulde værge sig med Gudsdom,
hvorimod den regelmæssige Afgørelsesmaade ved
appeal var Tvekamp. Siden det nævnte
Tidspunkt fik Sigtede imidlertid ved appeal Ret til
i St f. Tvekamp at underkaste sig Afgørelse
ved en Jury, hvis Udtalelse altsaa her kom til
at gælde som Bevis for den paagældendes Skyld
ell. Uskyld, og da Gudsdommene samtidig
afskaffedes, førtes man efter nogen Vaklen til
ogsaa at indføre en saadan Jury til Afgørelse af
Skyldspørgsmaalet, hvor Sagen indlededes med
indictment. Her var det ell. blev det dog inden
længe Opfattelsen, at denne Afgørelsesmaade
ikke kunde anvendes, uden at Sigtede
samtykkede deri, men man ansaa sig ganske visit for
berettiget til at holde den, som Anklagejuryen
havde erklæret for berygtet, men som ikke
vilde indvillige i Sagens Henvisning til Jury,
i strengt Fængsel i tunge Jernlænker og paa en
saa ringe Forplejning, at han før eller senere
maatte dø, hvis han ikke i Tide indvilligede.
Denne mærkelige Ordning bestod indtil 1772,
da det bestemtes, at den, der nægtede
Samtykke, skulde betragtes som skyldig, hvad
allerede forinden var gældende i visse Sager, og
først 1827 sloges det omsider fast, at
Anvendelsen af Jury var uafhængig af Sigtede. Den
Jury, der i Straffesager afgjorde Spørgsmaalet
om Sigtedes Skyld, var opr. ofte den samme,
der forinden som Anklagejury havde erklæret
ham for berygtet, men siden Midten af 14.
Aarh. blev det forbudt, at samme Personer
fungerede i begge Juryer, og fra nu af maatte
der altsaa sondres bestemt mellem
Anklagejuryen og den Jury, der afgjorde
Skyldspørgsmaalet, hvilken bestod af 12 af Sheriffen udsete
Mænd og i Modsætning til Grand jury
kaldtes for petty jury.
Den eng. Jury opfattedes ligesom de danske
og svenske N. fra først af som et Bevismiddel,
nærmest som en Form for Vidnebevis, men
ogsaa den gennemløb en Udvikling, hvorved den
fra Bevisjury blev til Domsjury. Medens man
opr. fortrinsvis valgte dens Medlemmer blandt
Personer, der paa Forhaand antoges at vide
Besked med Sagen, og i øvrigt overlod dem
selv at informere sig, som de vilde, blev det i
Tidens Løb alm., at Parterne forelagde deres
Beviser for dem i Retten, og siden Midten af
17. Aarh. sloges det fast, at de kun maatte
bygge deres Afgørelse paa disse Beviser, saa at
det war utilladeligt, at de indførte noget
Faktum i Sagen fra deres egen Erfaring,
medmindre det forelagdes Retten i Form af sædvanlig
Vidneforklaring. Ogsaa paa andre Punkter, f.
Eks. m. H. t. Parternes Adgang til at forkaste
Jurymedlemmer og m. H. t. disses Ansvar for
Afgørelser,, der stred mod Loven, droges
efterhaanden Konsekvenserne af den Opfattelse, at
Juryen var en Domsjury. Ejendommelig for den
eng. Jury i Modsætning til de nordiske N. var
det, at man, bortset fra Anklagejuryen, holdt
fast ved, at dens Udtalelse skulde afgives med
Enstemmighed, en Regel, som endnu er
gældende i eng. Ret.
4). Af det udviklede vil det ses, at en Jury
ved Udgangen af 18. Aarh. kun forefandtes i
England, hvor den fra opr. at være en
unational Ordning, der i hvert Fald i Straffesager
havde haft en haard Modstand at overvinde,
inden den trængte igennem, var kommet til at
indtage en Førsteplads bl. de Institutioner, som
ansaas for ejendommelige for Landet, og
regnedes for et vigtigt Værn om den politiske
Frihed. Det var denne forandrede Opfattelse af
den, hvorefter den dannede et Led i hele det
eng. politiske System, som gav Stødet til, at
den siden den fr. Revolution sammen med
dette lidt efter lidt blev overført til Flertallet
af Fastlandsstaterne, og saaledes ogsaa til
Danmark, der paa denne Maade igen fik en
Nævningeinstitution. Om denne Udvikling, se ndf.
under II). (Litt.: K. G. Westman, »Den
svenska nämnden«, I [Sthlm 1912] (indeholder
Oigsaa en alm. Oversigt over N.’s ældre
Historie uden for Norden og en udførlig
Fremstilling af den danske Nævningeinstitution i
Middelalderen); J. E. Larsen, »Samlede
Skrifter«, I, 1. Bd [Kbhvn 1861), S. 78 ff.; H.
Sylov, »Den materielle Bevisteoris
Udviklingshistorie« [Kbhvn 1878], S. 125 ff.; H. Bruuner,
»Die Entstehung der Schwurgerichte« [Berlin
1871]; E. Mayer, »Geschworenengericht und
Inquisitionsprozess« [München u. Leipzig 1916]
(med fra de herskende meget afvigende, men
næppe holdbare Meninger); W. S.
Holdsworth, A history of English Law, I [London
1903], S. 135 ff.).
P. J. J.
II) I Nutidens Retspleje har
Nævningeinstitutionen vundet sig en fast Plads. De allerfleste
Stater er i Løbet af de sidste 100 Aar skredet
til at indføre N. i Strafferetsplejen, for dermed
at lægge en Del af Domsmagten i Hænderne
paa folkelig valgte Lægdommere i Modsætning
til de juridisk uddannede Embedsdommere.
Paa det europ. Fastland er Stødet til denne
Bevægelse udgaaet fra Frankrig, som 1791
under den store Revolution overførte
Nævningesystemet fra England, hvor det allerede for
længst var naaet til fuld Udvikling (se ovf.
under I). Dog skete der herved vigtige
Ændringer i Systemet, dels straks ved
Overførelsen, dels snart efter, saaledes at den fr.
Ordning ingenlunde, er blevet en blot Kopi af den
eng. Juryinstitution. Forskellen træder navnlig
klart frem paa flg. 3 Hovedpunkter: 1) N. har
i Frankrig udelukkende dømmende Myndighed,
men ikke Anklagemyndighed som den engelske
grand Jury. — 2) De fr. N. anvendes kun i
Straffesager, medens Juryen i England stundom
kan medvirke oigsaa i civile Sager. — 3) Ved
den eng. Jurykendelse kræves Enstemmighed,
hvorimod man i Frankrig nøjes med
kvalificeret Majoritet. Disse i Frankrig skabte
Afvigelser fra den eng. Ordning er blevet bevaret
ved Systemets videre Udbredelse paa
Fastlandet. Fra Frankrig overførtes
Nævningeinstitutionen snart til de under fr. Overhøjhed
staaende Rhinlande og enkelte Dele af Schweiz,
og i Løbet af en Menneskealder begyndte
Institutionen at forplante sig til de Stater, hvis
øvrige Procesordning i det væsentlige er
baseret paa fr. Principper: Belgien (1831),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
