Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orgel - Orgelbjergene - Orgelkoral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spilleventilerne, gennem Kancellerne ind i
Piberne, der er anbragte gruppevis paa
Pibestokken. Luftens Adgang til disse spærres af
Parallellerne, der kan skydes ud og ind
ved Hjælp af Registertrækkene.
Pibeværket er O.’s egl. Sjæl. For hver enkelt Tone
med tilhørende Tangent indeholder O. en Rk.
Piber af forsk. Klangfarve ell. Oktavhøjde, ell.
om man vil, bestaar af et vist Antal forsk.
klingende Blæseinstrumenter (»Stemmer«, »Spil«,
»Registre«), hvis Antal retter sig efter O.’s
Størrelse, og som hver for sig er repræsenterede
ved en Pibe for hver Tangent. Ved
Udtrækningen af det til hver enkelt Stemme svarende
Registertræk aabnes der Adgang for Luften til
det samlede Register, dog saaledes at Luften
først træder ind i den enkelte Pibe, naar den
tilsvarende Tangent nedtrykkes og ved Hjælp
af Abstrakten aabner den til Piben førende
Ventil i Vindladen. Piberne, der er forfærdigede
af Træ, Tin ell. Orgelmetal (en Blanding af Tin
og Bly), deles i Labial- ell. Læbepiber,
i hvilke Tonen fremkommer derved, at Luften
drives mod en skarp Kant (se
Labialstemmer), og Tungepiber (Rørstemmer),
i hvilke Luften sætter en lille Metaltunge i
Svingninger. Labialstemmerne kan atter være
dels aabne, dels lukkede (Gedackt), og de
væsentligste af dem er Principal, Oktav, Gambe,
Fugara, Gemshorn o. s. v.; af Rørstemmerne,
hvis Karakter er skarpere, mere
gennemtrængende end de bløde og fløjtelignende
Labialstemmer (der derfor ogsaa gaar under
Benævnelsen Fløjteværk), kan nævnes Dulcian,
Fagot, Trompet, Vox humana. Regerværket
omfatter Klaviaturerne og Registertrækkene med
tilhørende Mekanismer. O. er alt efter sin
Størrelse forsynet med 1—5 trinvis over
hinanden liggende Manualer (Klaviaturer, der
spilles med Hænderne) og 1—2 Pedaler
(Klaviaturer, der spilles med Fødderne).
Antallet af Stemmer, Registre kan gaa op til
henimod 100. Manualet har i Reglen et
Tangentomfang af 4 1/2, Pedalen af 2 1/2 Oktav, begge
regnede fra store C. Naar O. ikke desto mindre
raader over hele det musikalsk brugelige
Toneomfang, ligger det i, at der til hver enkelt
Tangent hører fl. Piber af forsk. Oktavhøjde.
Naar et normalt 8 Fods Register (ɔ: et
saadant, hvis aabne C-Pibe maaler 8 Fod), klinger
saaledes, som det noteres, klinger et 16 Fods
Register en Oktav, et 32 Fods Register 2
Oktaver dybere; omvendt angiver et 4 Fods
Register Tonen en Oktav, og et 2 Fods Register
2 Oktaver højere, end den noteres. Foruden de
Registre, der forandrer Tonehøjden en hel
Oktav, findes ogsaa saadanne, der ikke angiver
Grundtonen, men dennes Terts ell. Kvint
(Bistemmer), og andre, der sammen med
Grundtonen angiver Oktav, Terts ell. Kvint, ell. flere
af disse paa een Gang (blandede Stemmer,
Miksturer). Registertrækkene er anbragte foran
paa Orglet, over ell. ved Siden af Manualerne,
og forsynede med Knapper, hvorpaa Registrets
Navn er angivet. Manualerne og Pedalerne kan
forbindes indbyrdes ell. med hinanden ved
Hjælp af Kobbelmekanismer (se Kobbel); til
Frembringelse af Crescendo-Virkning findes
forskelligartede Apparater (Sveller). Som
Drivkraft for Bælgene har man til forsk. Tider ved
Siden af den menneskelige Bevægkraft benyttet
Damp, Gas ell. Urværk og derved søgt at gøre
Bælgetræderen overflødig; en ganske moderne
Opfindelse er det elektriske O., ved
hvilket Overførelsen af Bevægelsen fra
Tangenterne sker ad elektrisk Vej; derved har man
opnaaet at kunne anbringe Orgelbordet med
Klaviaturerne og Registertrækkene i vilkaarlig
Afstand fra selve Orgelværket. Orgelmusik
noteres i Violin- og Basnøglen paa to ell. tre
Systemer; i sidste Fald gælder det tredie System
Pedalen. I gamle Dage havde man en særlig
Nodeskrift for O., den saakaldte Orgeltabulatur
(se Tabulatur). Registrerinigen er ikke
altid angivet, men overlades som oftest den
Spillendes Smag og Opfindsomhed. Anvendelsen af
samtlige Registre kaldes »fuldt Værk«. O.’s
Oprindelse maa søges i de ældste Tider; vil man
finde de Instrumenter, hvorfra det moderne O.
i lige Linie nedstammer, maa man helt tilbage
til Panfløjten og Sækkepiben. Da man fandt
paa at anbringe Panfløjten paa en Vindkasse,
der var forsynet med et Rør, hvorigennem man
med Munden blæste Luft ind i Piberne, og da
man endelig anbragte en Mekanisme til at lukke
og aabne for de enkelte Piber, var de
væsentligste Dele af O. til Stede. Hertil kom saa den
fra Sækkepiben laante Lædersæk, der blev
Forbilledet for O.’s Bælg. I det saakaldte
Vandorgel (organum hydraulicum), hvis
Opfindelse tilskrives Alexandrineren Ktesibios (c. 150
f. Kr.), tjente Vandet kun itil at regulere og
sammenpresse Luften. De første virkelige O.
var meget smaa, kunde bæres fra det ene Sted
til det andet og kaldtes derfor Portativer
(se Fig.). Omkr. det 6.—7. Aarh. begyndte man
at benytte O. til at ledsage Kirkesangen; naar
det dengang hed »slaa« O., havde det sin
Forklaring deri, at Tangenterne var saa store —
mere end 1 m lange og 1/3 m brede — og
Spillemaaden saa tung, at man maatte bruge
hele Haanden og Armen til at nedtrykke den
enkelte Tangent. Men i det 12.—14. Aarh. tager
O.-bygningen Fart, og fra den Tid begynder O.
at antage de Former, hvorunder vi nu kender
det. (Litt.: Seidel, »Die Orgel und ihre
Bau« [4. Opl., Leipzig 1884]; Frenzel, »Die
Orgel und ihre Meister« [Dresden 1894];
Wangemann, »Geschichte der Orgel« [Leipzig
1887]; Töpfer, »Lehrbuch der Orgelbaukunst«
[Weimar 1855, 2. Opl. 1888]; Richter,
»Katechismus der Orgel« [Leipzig 1875]; H. Schmidt,
»Die Orgel unserer Zeit« [München 1904]; A.
Schweitzer, »Deutsche und französische
Ortgelbaukunst und Orgelkunst« [Leipzig 1913];
Rojahn, »Kortfattet Haandbog om Orgelet«
[Kria 1891]).
S. L.
Orgelbjergene, Serra dos Orgãos,
Bjergryg i Brasilien NØ. f. Rio Janeiro. Navnet
stammer fra en Del spidse Klipper, som har
Lighed med Orgelpiber. De er dannet ved, at de
blødere Lag af de stærkt foldede Bjergarter,
hvoraf Bjergryggen er dannet, er smuldret bort,
medens haardere Partier har modstaaet
Nedbrydningen.
M. V.
Orgelkoral, se Octactinia.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
