Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pantalon - Pantalonemaske - Panteattest - Pantebrev ell. Panteobligation - Pantebøger - Panteg - Panteisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af eng. Modesmag bredte den sig i de højere
Stænder i 19. Aarh.’s første Del. P. kaldes
ogsaa den første Figur i Kvadrille og en Slags
fr. Brevpapir.
(Bernh. O.). Elna M.
Pantalonemaske, se Maske og Pantalon.
Panteattest, en Udskrift af en fast Ejendoms
Folium i Pantebogen, hvoraf fremgaar, hvilke
Hæftelser i videste Forstand der hviler paa
Ejendommen. En saadan P., der udstedes mod
Betaling af Bestyreren af Retskredsens Skøde-
og Pantebøger (Retsskriveren), vil oftest være
nødvendig ved Salg og Belaaning af faste
Ejendomme, og i Tilfælde af Tvangsauktion er det
nu iflg. Rpl.’s § 560 ligefrem paabudt
Udlægshaveren at vedlægge P. ved Begæringen om
Tvangsauktion. I de sønderjyske Landsdele
træder en Udskrift af Grundbogen i P.’s Sted.
(K. B.). A. D. B.
Pantebrev ell. Panteobligation, det
ang. Stiftelsen af en Panteret oprettede
skriftlige Dokument (se Pant).
A. D. B.
Pantebøger, se Skøde- og
Panteprotokoller.
Panteg [’päntig], By i Wales,
Monmouthshire, 25 km NØ. f. Cardiff, har Jernværker og
(1921) 10985 Indb.
G. G.
Panteisme (af gr. πἄν, Alt, og θεός, Gud),
Troen paa, at Gud er Alt, eller at Alt er Gud,
er en Form for religiøs Overbevisning, der
hyppig indtræder, hvor Gudetroen gøres til
Genstand for filosofisk Overvejelse ell.
Afklaring. I Reglen ytrer den sig ved en
Tilbøjelighed til at sammensmelte Naturen med
Guddommen, dette da enten saaledes, at den lader
Naturen (og dermed ogsaa Menneskesjælene)
opgaa i Gud, ell. ved at lade Gud gaa op i
Naturen. I sidste Tilfælde ses det let, at Faren
for helt at forflygtige og opløse Gudsbegrebet
og navnlig Guds Personlighed er
nærliggende; hvor det derimod blot gælder om at
lade Naturen gaa op i Gud, kan P. holdes
inden for en bevidst Monoteismes Grænser.
Imidlertid bliver det ofte et Taktspørgsmaal at
afgøre, hvor der er P., og hvor ikke. Der
eksisterer ingen Folkereligion eller fastslaaet
Religionsform, der kan kaldes panteistisk, men paa
den anden Side er der vel næppe nogen højere
Teologi, som kan sige sig fri for panteistiske
Elementer, i hvert Fald ikke bl. vor Races
Religioner (Jødedommen og den ortodokse
Islam har holdt sig temmelig fri). Man kan finde
panteistisk klingende Udtalelser hos Paulus
(Ap. Gern. 17, 28), hos Augustin og
Thomas; Middelalderens fromme Mystikere
ytrede sig ofte stærkt panteistisk, og hos den
nyere Teologis Skaber, Schleiermacher,
spiller dette Element saa stor en Rolle, at det
kan synes faretruende for Troen paa en
personlig Gud, og da ogsaa fremkaldte stærk
Protest (f. Eks. fra Martensen og navnlig fra
Ritschl); men overalt, hvor Teologien faar
en spekulativ Karakter, ell. hvor blot
Forestillingen om Gud søger sin største Vidde og
Dybde, melder P. sig straks som en Mulighed.
De ældste kendte Former af P. findes hos
den kin. Filosof Laotse og hos Inderne.
Hos disse sidste blev P. (allerede ved Aar 800
f. Kr.) gængs som en præstelig Visdom, ved
hvilken man dels søgte at samle
Vedareligionens mangfoldige Guder under et højere
guddommeligt Væsen (Atman, senere
Brahman), dels vilde afløse den materielle Kultus
med en aandeligere Gudsdyrkelse, nemlig
Tankens. Dette førte hos de aftjente og asketisk
levende Præster til en Række Systemer, som
er nedlagte i de saakaldte Upanishader,
men som til sidst, da de drev P. paa Spidsen
og lod Guddommen helt smelte sammen med
Naturen, slog over i en filosofisk Materialisme.
Denne indiske P. har gennemtrængt al Østens
Religionsfilosofi og findes selv i
muhammedanske Teologier. Stærkt herskende blev den i de
persiske Digteres Teologi, der kaldes
Sufismen, hvor P. i endnu højere Grad end
hos Inderne førte til Mystik. I Grækernes
Tænkning blev P. aldrig, som i Indernes, det
fremtrædende, og den blev heller ikke drevet
ud til en saa yderlig Abstrakthed; men
utvivlsom P. kom helt til Magten hos Plotinos og
de øvrige Nyplatonikere. Saa ivrig
Kirkefædrene end søgte at frigøre sig fra P. for just at
hævde Aabenbaringens personlige Gud, saa
lidet lykkedes det dem dog at tilvejebringe de
højeste Definitioner af det guddommelige uden
ved Laan fra de panteistiske Nyplatonikere;
saaledes endnu Augustin og efter ham hele den
katolske Skolastik. Først Luther forstod at gøre
Skaberen og Faderen i den Grad til
Hovedsagen i Gudsbegrebet, at panteistiske
Bestemmelser blev overflødige, ligesom P. i det hele
traadte tilbage for Reformationskirkens stærke
Hævdelse af det personlige. Samtidig oplevede P.
imidlertid en Fornyelse, der skulde genføde den
til et langt kraftigere Liv, end den havde kendt
siden Indernes Dage. Gennem Renaissancens
Grundlæggelse af den moderne Naturvidenskab
aabnede der sig ny Vidder for Tanken, og
Naturbegrebet gik op for Bevidstheden i en
hidtil ukendt Enhed og Storhed. Giordano
Bruno skabte paa denne Baggrund en
Naturpanteisme, i hvilken det fysiske Univers blev
det faktiske og i Virkeligheden eneste Udtryk
for det guddommelige Alt, og hermed
ansloges den Tankegang, der førte til den klassiske
Form for vesterlandsk P., nemlig Spinoza’s.
For ham blev Naturen og Gud i Virkeligheden
eet, idet Gud bliver det aktive Princip i
Naturen (natura naturans), medens den fysiske
Natur er denne Virksomheds Resultat (natura
naturata); ogsaa Individualitetens
Selvstændighed begrænser han ved at erklære alle
Enkelteksistenser for Bølger paa Naturens Hav;
saaledes gør han denne Gud-Natur til alt i alle
og har dermed i enhver Henseende
fyldestgjort en konsekvent P.’s Fordringer. Spinoza’s
P. har været Udgangspunktet for de filosofiske
og religiøse Strømninger, der bevægede sig
igennem Romantikkens Filosofi, selv hvor den,
som hos Fichte og Hegel, troede sig i
bevidst Modsætning til Spinoza, og da den jød.
Tænker gennem Schleimacher førtes ind
i Teologien, blev denne Naturbegrebets P.
ogsaa en Faktor, som der bestandig maa regnes
med under den kristelige Religionsfilosofis
Overvejelser. I den romantiske Digtning blev P. i
Reglen, hvor religiøse Toner anslaas, en
besjælende Kraft, og trængte gennem den dybt
ind i Datidens alm. Følelsesliv. I den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
