Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schweiz (Næringsveje)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skovene dækker i S. 9700 km2 ell. 24 %
ed hele Arealet. Forholdsvis mest Skov er der
i Jurabjergene og paa Højslettens Bakkedrag,
men Forskellen er dog ikke større, end at i
langt de fleste Kantoner dækker Skoven 20—30
% af Arealet. C. 7000 km2 er i offentlig Eje
ell. tilhører Korporationer. For at standse den
tidligere planløse Borthuggen, bl. a. til Trækul
til de Miner, der i ældre Tid var i Drift, og
overhovedet til Erstatning af Landets Mangel
paa Kul, blev Skovene 1874 stillede under
Forbundets Tilsyn, og en videregaaende Lov af 1897
har indført et ordnet Forstvæsen.
Bjergværksdrift. Paa Malm er
Alperne fattige, og intet af de tidligere talrige
Bjergværker i S. er nu i Drift. Der findes lidt
Nikkelmalm og sølvførende Blyglans i Wallis
samt sølv- og kobberholdige Malme i Wallis og
Graubünden. I Wallis brydes en Del Antracit
og paa Højsletten Brunkul, men Produktionen
er af ringe Bet. for Landets Forsyning. Af større
Vigtighed er Asfaltgruberne ved Val de Travers
i Neuchâtel (normal Produktion c. 60000 t), samt
de fra 1830’erne drevne Saltminer i Waadt
(Bex) og i Argau og Basel (Rheinsalinen:
Schweizerhalle-Rheinfelden-Rybrug), hvis aarlige
Produktion af Salt er 60—70000 t.
Bygningssten (f. Eks. Solothurner Marmor) samt Tag-
og Tavleskifer brydes forsk. Steder. Endelig er
S. rigt paa varme Kilder og Mineralkilder, der
finder medicinsk Anvendelse.
Industri. Som Befolkningens Fordeling
efter Erhverv udviser, er Haandværk og
Industri Hovednæringsvejen i S. og har været det i
de sidste Par Menneskealdre, til Trods for at
de naturlige Betingelser for Udviklingen af en
Industri er ret begrænset. S. har ingen Kul
og Jern og kun sparsomme Mængder af andre
industrielle Raastoffer. S. har dernæst ingen
direkte Adgang til søværts Transport af sin
Ind- og Udførsel; Tilførselen af Raastoffer er
derfor dyr og besværlig, og Eksportindustrien
har maattet lægge sig efter saadanne
Produkter, for hvilke Transportomkostningerne, baade
for Tilførsel af Materialer og Udførsel af de
færdige Varer, er forholdsvis smaa i Forhold
til Værdien. Paa den anden Side er Landet
rigt paa Vandkraft, der, særlig i ældre Tid, før
Dampmaskinens Indførelse, og atter nu i de
senere Aar, da den omsættes i elektrisk Kraft,
har været af overordentlig Betydning for
den industrielle Udvikling. Den udnyttede
Vandkraft i Anlæg paa over 1000 H. K.
steg fra 223000 H. K. i 1905 til 1322000 i
1922; Værkernes Anlægskapital fra 212 til 918
Mill. frc. S.’s Stilling som et af de ældste og
mest udviklede Industrilande i Europa maa
iøvrigt siges at bero paa forsk. geografiske og
historiske Forhold; dets Beliggenhed ved
Middelalderens store Forbindelsesveje mellem Syd-
og Nordeuropa bragte det tidligt i
Handelsforbindelse med de omliggende Lande; dets
Neutralitet under mange af de store Krige i Europa
og dets Stilling som Fristed under
Religionskrige og Forfølgelser i Frankrig, Holland,
Italien m. fl. Lande har tilført det mange dygtige
og velstaaende Familier og har i ældre Tid i
høj Grad fremhjulpet Industrien. S. er et
kapitalrigt Land, bl. a. som Følge af de Indtægter,
Fremmedbesøget fører med sig; dette har
endvidere fremhjulpet Afsætningen af
saadanne af Landets Produkter som Silketøjer,
Ure og Smykker o. s. v., og endelig maa
anføres den gennem mange Slægtled hos
Befolkningen udviklede Færdighed for Haandarbejde,
Finmekanik o. l.
Til Industriens ældste Grene hører
Silkevævning (Zürich) og Uld- og Linnedvævning,
hvorom berettes allerede fra 13. Aarh.; i de flg.
Aarhundreder kommer til Papirfabrikation og
Bogtryk (Basel og Freiburg) og Urfabrikation
(Genève). I 17. Aarh. opstaar bl. a.
Tobaksfabrikker, og den senere saa betydningsfulde
Bomuldsindustri, hvis Specialiteter blev
trykkede Tøjer, Blonder og Kniplinger, kan føres
tilbage til c. 1700. Ved Aar 1800 indføres
mekanisk Bomuldsspinding, der udviklede sig saa
stærkt, at den ved Midten af Aarhundredet kun
stod tilbage for Englands, men fra c. 1870 atter
var i Nedgang, fordi dens udenlandske
Markeder efterhaanden lukkede sig for den. I 19.
Aarh. kommer i øvrigt adskillige ny Industrier
til, særlig Maskinforarbejdning, medens andre
er trængt tilbage under Konkurrencen fra
Udlandet ell. Efterspørgslens Tilbagegang (f. Eks.
Linnedvævning, Knipling). S. har i øvrigt søgt,
selv om det principielt er et Frihandelsland, at
værne den hjemlige Industri, bl. a. ved efter
Verdenskrigen at indføre et omfattende
Importreguleringssystem over for Lande med lav
Valuta.
Til Oversigt over den større Industri anføres
flg. Tal for Fabrikker, der staar under
Fabriktilsyn:
1888 | 1901 | 1923 | |
Antal Fabrikker | 3786 | 6080 | 7923 |
— Arbejdere | 159500 | 242500 | 337400 |
Kraftanlægets Størrelse: | |||
Damp, Antal H. K. | 28000 | 97500 | 140100 |
Vand, — — | 54200 | 185500 | 1198700 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>