Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - servus - Servus servorum Dei - serøs - serøse Vædsker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slave, hvis Klage over haard Behandling viste
sig at være begrundet. Samtidig hermed
anerkendtes inden for Civilretten paa fl. væsentlige
Punkter Slaverne udtrykkelig som juridisk
Personlighed. (Litt.: Se iøvrigt Paul
Frédéric Girard, Manuel élémentaire de droit
romain, 5e edit., pag. 93 ss. En kulturhist.
Skildring af Kejsertiden er givet af Poul
Nørlund, »Det romerske Slavesamfund under
Afvikling« [1920]).
C. W. W.
Servus servorum Dei, »Guds Tjeneres
Tjener«, er den Titulatur, hvorunder Paverne
siden Gregor den Store’s Tid. som Modtræk mod
de byzantinske Patriarkers Antagelse af
Benævnelsen »økumenisk Biskop«, optræder i Buller
og officielle Dokumenter.
(C. V. N.). P. J. J.
serøs (lat.) betegner opr. i Fysiologien og
Medicinen saadanne Vædsker (Sekreter,
Transsudater), der ligner Blodserum og altsaa er
gennemsigtige, farveløse ell. let gullige, ikke
slimede Opløsninger, der indeholder
Æggehvidestoffer, som ikke indeholder Celler (ell. i hvert
Fald faa), og som ikke koagulerer af sig selv (s.
Vædsker se ndf.). Dernæst bruges Betegnelsen
s. ogsaa om Organer og Celler, som afsondrer
saadanne Vædsker (s. Kirtler og s. Membraner,
ɔ: de epitelklædte Hinder, som udklæder de
store Legemshulheder). I Sammensætninger
bruges s. for at betegne lgn. Egenskaber ved andre
Legemsvædsker: sero-mukøst, ɔ: halv-s.,
halvslimede Opløsninger o. s. v.
(S. T.). L. F.
serøse Vædsker. Under Betegnelsen s. V.
i snævrere Forstand (se serøs) har man i
Fysiologien og Medicinen sammenfattet en
Række Legemsvædsker, der saavel fysiol. som kem.
er beslægtede med Lymfen, men som i øvrigt
frembyder store Forskelligheder og ikke danner
nogen naturlig Enhed. Til de s. V. regnes
Vædskerne i de store saakaldte »serøse Hulheder«:
Peritonealvædsken i Bughulen,
Pleuralvædsken i Lungesækken,
Perikardialvædsken i Hjerteposen, dernæst
Hydrocelevædsken i Skrotum og
Cerebrospinalvædsken i Hjerne- og
Rygmarvshulheden; endelig regnes ogsaa herhen Vædsken
i det forreste Øjenkammer (Humor aqueus),
Hudblærevædsker (f. Eks. ved
Knusninger ell. Forbrændinger af Huden) og Ødem
og Anasarka-Vædske i
Underhudsbindevævet. De er alle tyndflydende, ikke
traadtrækkende, klare ell. let opaliserende, farveløse
ell. gullige Vædsker, hvis faste
Hovedbestanddele er forsk. Æggehvidelegemer af samme Art
som de, der forekommer i Blodplasma og Lymfe
(Serumalbumin og Serumglobulin), og
Mineralstoffer; desuden forekommer smaa Mængder af
Urinstof, reducerende Stoffer (Druesukker) og
andre organiske »Ekstraktstoffer«, som ogsaa
findes i Blodplasma og i Lymfe. Der er næppe
i disse Vædsker paavist Stoffer, der kun
forekommer i disse, og som kan siges at være
ejendommelige for dem alene. Man opfattede derfor
tidligere de s. V. som en Art Udsvedninger af
Blodet ell. Lymfen, som Produkter af en
Filtreringsproces gennem Haarkarrenes Væg, og
kaldte dem i Overensstemmelse hermed
»Transsudater«, en Betegnelse, som endnu stadig
benyttes. Man ved nu, at de s. V. ikke dannes ved en
ligefrem Filtrering, men de fys.-kem. Forhold
ved Processen er meget komplicerede og
langtfra forstaaet til Bunds. Det er meget tvivlsomt,
om disse Vædsker dannes ved lgn. Processer i
Cellerne i de »serøse Hinder«, som de
Processer i Kirtelceller, ved hvilke Kirtelsekreter
dannes. Visse af disse Vædsker spiller en stor Rolle
i patol. Henseende, idet deres Mængder under
sygelige Forhold ofte tiltager i uhyre Grad og
derved giver Anledning til Forstyrrelser af
Organernes Funktioner.
Peritonealvædskens Mængde er under fysiol. Forhold meget
ringe, men ved Kredsløbsforstyrrelser i
Underlivet, Hjertesygdomme, Nyresygdomme og
Leversygdomme kan Mængden øges til flere Liter
(»Bugvattersot«, Ascites). Den specifikke Vægt af
Vædsken varierer mellem 1,005 og 1,015 med
omtr. 2 % Æggehvide. I sjældnere Tilfælde
antager Vædsken ved Tilblanding af Chylus et
næsten mælkeagtigt Udseende, og ved
Betændelsestilstande i Underlivshulen kan den — som i
øvrigt alle de s. V. — komme til at indeholde
saavel farveløse som røde Blodlegemer, og
under disse Omstændigheder indeholder den i
Reglen Fibrinogen og koagulerer ofte af sig selv.
Pleuralvædskens Mængde er ligeledes
under normale Forhold meget ringe, ikke mere,
end at den netop holder Lungesækken fugtig,
men ogsaa den kan sygelig tiltage (»Vand i
Lungen«, Hydrothorax), og kan da i større ell.
mindre Grad sammentrykke Dele af Lungerne.
Den specifikke Vægt af Vædsken er ved
Hydrothorax i Reglen lav (under 1,015), men ved
Betændelse (Pleuritis) stiger den op til 1,030; den
kan da indeholde meget Æggehvide (3—6,5 %)
og koagulerer meget ofte af sig selv i
Lungesækken. Perikardialvædskens
Mængde er under fysiol. Forhold lidt større; den
indeholder 3,5—4,5 % faste Bestanddele og 2,3—2,5 %
Æggehvide. Ogsaa denne kan være forøget ved
enkelte Sygdomme (Hydropericardium,
Pericarditio). Hydrocelevædsken ligner en
koncentreret Peritonealvædske. Den specifikke Vægt
er 1,016—1,026, Farven er mørkere gul end de
øvrige s. V., og den indeholder omtr. 6 % faste
Stoffer. Dens Mængde, der normalt er meget
liden, forøges undertiden sygelig i høj Grad
(»Vandbrok«). Cerebrospinalvædsken
fylder i Kraniets og Hvirvelkanalens Hulheder
det Rum, som ikke optages af Hjernen og
Rygmarven med deres Hinder. Den har en specifik
Vægt af 1,007—1,008 og indeholder kun meget
ringe Mængder af Æggehvide (omkr. 0,1 Ct.).
Ogsaa denne kan sygelig forøges (»Vand i
Hovedet«, Hydrocephalus). Hos det levende
Menneske kan man tage en Prøve af denne Vædske
ved at stikke en Kanyle fra Rygsiden ind i
Hvirvelkanalen mellem to Lændehvirvler
(Lumbalpunktur); Undersøgelse af en saadan Prøve af
Cerebrospinalvædsken har meget stor Bet. for
Diagnosen af forsk. Sygdomme (særlig i
Nervesystemet). Humor aqueus ligner i mange
Henseender Cerebrospinalvædsken; ogsaa den er
fattig paa faste Stoffer (spec. Vægt 1,003—1,009) og
indeholder kun omtr. 0,1 % Æggehvide.
Hudblærevædsken og Ødem- og
Anasarka-Vædsken i Underhudscellelaget staar
sikkert i det allernøjeste Forhold til Lymfen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
