Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sindssygdomme - Sindssyge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fortrinsvis angriber Forestillingslivet og viser
sig ved Dannelsen af begrænsede, men
fastbyggede Systemer af Vrangforestillinger. Det er en
kronisk, men ikke særlig alm. Sygdom. Af de
syfilitiske S. er den fremadskridende
Hjernelammelse (Dementia paralytica,
generel Parese) den vigtigste. Den optræder
gerne 10—15 Aar efter den syfilitiske Infektion
og fører til dybt Sløvsind og Død. Nyere
Behandlingsforsøg med kunstig frembragt Feber
(Malariaindpodning) har dog givet lovende
Resultater.
Til Alderdommen er knyttet en særlig Gruppe
S., særlig saadanne, der er en Følge af
fremadskridende Alderdomsforandringer i Hjernen.
Disse Lidelser fører til Sløvsind (Dementia
senilis). En betydningsfuld Gruppe er
Alkoholsindssygdommene, af hvilke der findes
saavel akute som kroniske. Af de akute er
den vigtigste Delirium tremens, en Sygdom af
faa Dages Varighed med livlige
Synshallucinationer. Visse kroniske Alkohol-S. fører til
Sløvsind (Dementia alcoholica, Korsakoff S.),
sædvanlig dog ikke i sværere Grad. Ogsaa
Infektionssygdomme, legemlige
Svækkelsestilstande p. Gr. a. Underernæring, langvarig
Diegivning, svære Fødsler o. a. kan medføre S.,
oftest akute Lidelser, men dog ogsaa undertiden
langvarige.
Hos disponerede Individer kan
Sindsbevægelse spille en betydelig Rolle som
sygdomsfremkaldende Aarsag. Denne Gruppe af S., de
saakaldte psykogene S., hvortil bl. a.
henhører de karakteristiske S., der fremkommer
hos Fanger som Følge af Indespærringen
(Fængselspsykoser), frembyder ofte omend langtfra
altid karakteristiske Symptomer, saasom
Glemsel (Amnesi) for visse bestemte Tidsafsnit. De
er oftest godartede. Den foran nævnte
Wiener-Skole (Freud) har over for Sygdomme,
henhørende til denne Gruppe, udformet en særlig
Behandling, Psykoanalyse, der søger
gennem Udredning og Opfriskning i Erindringen
af de ofte glemte Sindsbevægelser, der har
fremkaldt Sygdommen og de dertil knyttede
Tanker, paa ny at bringe Sjælelivet ind i
ordnede Baner og derved helbrede Sygdommen.
I Forløbet af Neurasthenien,
Hysterien og Epilepsien kan der udvikle sig
udtalte S., der oftest er forbigaaende. Dog kan
Epilepsien føre til dybt Sløvsind. Paa
Overgangen til de egl. S. staar de patologiske
Karakterer og de saakaldte
degenererede, Individer, der frembyder saadanne
medfødte ell. erhvervede Afvigelser fra den
sædvanlige menneskelige Karakterbygning, at
de ikke kan betegnes som normale, men hvor
Afvigelsen ikke har Karakter af en speciel
Sygdom.
S.’s Behandling foregaar oftest i særlige
Sindssygehospitaler (s. d.). Behandlingen er
hovedsagelig baseret paa at give den Syge de
gunstigste Forhold til, at Organismen selv kan
faa Bugt med Sygdommen. Desuden behandles de
enkelte Symptomer (Søvnløshed, Uro o. s. v.).
Aktive Indgreb over for selve Lidelsen er kun
i ringe Grad mulige. S. forekommer med omtr.
lige stor Hyppighed hos Mænd og Kvinder.
Svangerskab, Fødsel og Barselseng samt
Klimakteriet disponerer særligt Kvinder, men til
Gengæld er Mænd mest udsatte for alkoholiske
og syfilitiske S. Børn er sjældent sindssyge. S.
forekommer i de forsk. Nationer med ret
konstant Hyppighed, man regner 2 ‰ i ren
Landbefolkning, 2 1/2 ‰ i blandet By- og
Landbefolkning, 3 ‰ i Storstadsbefolkning. (Litt.: A.
Friedenreich, »Kortfattet special
Psychiatri«, Ill Udg. Større Haandbøger:
Kräpelin, »Psychiatri«, III Udg.;
Aschaffenburg, »Handbuch der Psychiatrie«).
H. Helweg.
Sindssyge (jur.). Den Omstændighed, at et
Menneske lider af S.; er i fl. Henseender af
retlig Bet. Saaledes kan Sygdommen i sig selv
medføre en Indskrænkning i dets Handleevne,
saa at dets Handlinger ikke medfører de
sædvanlige retlige Følger af saadanne Handlinger,
f. Eks., at de gør den Paagældende
strafskyldig, erstatningspligtig ell. forpligtet til at
opfylde et Løfte. Endvidere kan Sygdommen være
af en saadan Beskaffenhed, at den giver det
Offentlige Beføjelse til at indskrænke den
Sindssyges retlige ell. faktiske Handlefrihed.
1) Om et Menneske, der var sindssygt, blot
p. Gr. a. denne Omstændighed, og uden at han
tillige var umyndiggjort, blev berøvet Evnen til
at forpligte sig ved Retshandler,
Løfter, har tidligere været et omtvistet
Spørgsmaal i vor Ret. Hvis Medkontrahenten
havde ell. burde have indset, at Løftegiverens
Tilstand var en saadan, at han manglede
fornuftigt Begreb om, hvad han indlod sig paa,
kunde han (Medkontrahenten) naturligvis ikke
støtte nogen Ret paa Løftet. Men Tvivlen kom
frem, hvor Medkontrahenten var i god Tro.
Retspraksis antog dog ogsaa i dette Tilfælde,
at den Sindssyge der manglede Fornuftens
Brug, ikke blev bundet af Løftet. — Vor nu
gældende Ret slutter sig i Hovedsagen til dette
Standpunkt, idet det i Myndighedsloven af 30.
Juni 1922 § 65 bestemmes, at en Person, som
p. Gr. a. Sindssygdom mangler Evnen til at
handle fornuftmæssigt, ikke er bundet ved de
af ham trufne Aftaler. Det fra begge Sider
erlagte skal tilbageleveres. Er det ikke længere i
Behold, skal dets Værdi erstattes, af den
Sindssyge dog kun, hvis det er kommet ham til
Nytte. Var Medkontrahenten i god Tro, kan
der tillægges ham en vis Erstatning for det
positive Tab, han har lidt ved at indlade sig
paa en ugyldig Aftale, hvorimod han aldrig
kan faa Erstatning for den Vinding, han gaar
Glip af, ved at Aftalen ikke opfyldes. — Hvad
de rent erhvervende Retshandler,
f. Eks. Modtagelsen af et Gaveløfte, angaar, maa
det være tilstrækkeligt til Løftets Gyldighed, at
den Sindssyge overhovedet kan antages at
opfatte, at der ydes ham noget, hvorimod det ikke
kan fordres, at han skal have nogen fornuftig
Opfattelse af Løftets retlige Beskaffenhed.
2) M. H. t. S.’s skadegørende Handlinger
uden for Kontraktforhold har vor hidtil
gældende Rets Standpunkt været uklart. Af Strfl.’s §
300 fulgte ganske vist, at de i Strfl.’s § 39
omhandlede Personer med nedsat Tilregnelighed
var fuldt erstatningspligtige for de ved deres
Forbrydelse forvoldte Tab. Men for de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
