Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skanse - Skanse (Søv.) - Skanseklædning - Skansekurv - Skansen - Skansen (Friluftsmuseum) - Skansevagt - Skanör - Skapolit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skanse er et til Forsvar til alle Sider
indrettet lukket Jordværk. Jorden til Brystværnet
tages fra en indre, ved de stærkere Former
tillige fra en ydre Grav. S. anvendtes tidligere i
stor Udstrækning i befæstede Stillinger, men er
nu p. Gr. a. deres Saarbarhed over for
Artilleriild helt gaaet af Brug. — S.’s Grundrids har
i Tidens Løb været meget forsk., men det
dannede som Regel en lukket Polygon; de
fremadvendende Linier kaldtes Facer, Siderne
Flanker og den bagudvendende Linie Struben. S. var
som Regel udstyret med Traverser og med
overdækkede Rum til Beskyttelse mod
Artilleriilden samt omgivet af et Hindringsbælte.
Sch. P.
Skanse (Søv.), den agterste Del af Skibets
øverste Dæk fra Stormasten og agterefter. Hvor
Master ikke findes, regnes S. fra et andet
passende Sted og agterefter. S. er i Krigsskibe den
fornemste Del af Skibet, i Reglen forbeholdt de
kommanderende uden for de Arbejder, der
nødvendiggør Mandskabets Nærværelse dersteds.
Det er ofte Skik, naar man nede fra Skibet ad
Agterlugen kommer op paa S., da at føre
Haanden til Huen. Paa S. afholdes Gudstjeneste,
Parader, Dommes Forkyndelse o. l.
C. B-h.
Skanseklædning (Søv.), Stykket af
Skibssiden fra Skandækket og opefter. Det kan være
dannet som en Fortsættelse af Yderklædningen,
fastgjort til Spantestykker, der er ført op
gennem Skandækket, ell. det kan bestaa af et
Jerngelænder (Septre) med Sejldugs e. l.
Beklædning og endelig af et aabent Jerngelænder. S.
afsluttes som Regel foroven af et
gennemgaaende Træstykke (Lønningen).
C. B-h.
Skansekurv er en i begge Ender aaben,
cylindrisk Kurv, dannet af Fletværk, alm. 0,6 m
i Diameter, 1 à 1,2 m høj. S. flettes over 7 i
den ene Ende tilspidsede Staver, som under
Fletningen rammes noget ned i Jorden og
holdes i den rette indbyrdes Stilling ved en
saakaldet Lærering, der skydes op midt paa
Staverne. Kurvens øverste Halvdel flettes først;
derpaa vendes den om, Læreringen borttages,
og den anden Halvdel flettes. Staverne er
0,2—0,3 m længere end den færdige S.
S. anvendes i Befæstningskunsten navnlig til
Beklædning af Skraaninger, der skal staa med
meget stejlt Anlæg, f. Eks. den indre
Brystværnsskraaning, til Opbygning af Traverser, og
hvor det gælder om hurtig at skaffe Dækning
(se under Sape: Kurvesape). Hvor S. skal
anvendes til Beklædning, maa Standpladsen,
forinden Kurven sættes paa Plads, jævnes og
afrettes, og Staverne i S. slaas tilbage, saa at
Spidserne er bindige med Kurvens Grundflade.
Naar S. staar rigtig, drives Staverne ned i
Jorden, hvorefter Kurven fyldes med Jord og
forankres, hvis dens Højde er over 1 m.
Sch. P.
Skansen, Grønlands Vestkyst, paa Disko Øens
Sydøstside, 69 1/2° n, Br. og 52 1/2° v. L.,
Basaltklipper, der staar ud mod Havet med lodrette,
palissadelignende Søjler. Det grønlandske Navn
er Ivnarsuit ɔ: de ejendommelige Bratninger. —
Udstedet S. (Aumarutigsat ɔ: Kullene) ligger
noget Ø. herfor paa en kulførende
Sandstensklint, der gaar brat ud til Havet. Beboerne, c.
60 Personer, er meget driftige og lever til Dels,
især om Vinteren, af en ret primitiv
Kulbrydning, hvorved de forsyner Godhavn med Kul.
Udstedet skylder Kulforekomsten sin Eksistens.
— Allerede i Beg. af 18. Aarh. omtaler de holl.
Hvalfangere Stedet, idet der skrives, at »Disko
Rhed er bedst kendelig paa den saakaldte
Schans«, og de omtaler, at der her er
»Smedekul at faa, som har en hel god Brand, — —«.
(Litt.: »Medd. om Grønl.« LX).
G. F. H.
Skansen, Friluftsmuseum i Djurgården ved
Sthlm, se Nordiska Museet.
Skansevagt (Søv.). En med Gevær bevæbnet
Vagt i Krigsskibe, der besætter Vagtposterne paa
øverste Dæk og danner en Honnørafdeling, der
træder sammen paa Skansen til Honnør for
Flaget og for visse til saadan Honnør berettigede
Personer.
C. B-h.
Skanör, By i det sydlige Sverige, Malmöhus
Län i Skåne, ligger 2,5 km fra Falsterbo paa
den sandede Landtunge, der fra den sydvestlige
Del af Skåne strækker sig ud mellem Østersø
og Øresund. Sammen med Falsterbo udgør S.
siden 1754 en Købstadkommune, der (1925) har
1171 Indb. Byens Beboere er Søfolk og Lodser,
og industriel Virksomhed ell. Handel findes
ikke. Her findes Toldkammer, Lodsstation,
Post- og Rigstelefonstation. En Jernbane
forbinder begge Byer med Stationen Hvellinge paa
Malmö—Trälleborg Banen. — Af Minder fra sin
Storhedsperiode i Middelalderen (se
Falsterbo) har S. sin gl. Kirke. Byen omtales allerede
879 som en vigtig Handelsby. 1312 ødelagdes
den af Hanseaterne, og med Sildefiskeriets
Ophør mistede den sin Bet. 1885 brændte en stor
Del af den.
(H. P. S.). M. H-n.
Skapolit, Fællesnavn for en Gruppe
Mineraler (S.-Gruppen), som udmærker sig ved
tetragonal Krystalform og en noget vekslende,
feldspatagtig Sammensætning. Tschermak har
vist, at de forsk. Slags S. i kem. Henseende kan
opfattes som isomorfe Blandinger i varierende
Forhold af to Silikater af Aluminium, Kalcium
og Natrium, hvis Sammensætning er henh.: Ca4
Al6Si6O25 og Na4Al3Si9O24Cl. Det første
forekommer i Naturen i næsten ren Tilstand under
Navn af Meionit, det sidste under Navn af
Marialit; Blandingerne sammenfattes under
Navn af Mizzonit. Alle S.-Krystaller tilhører
den pyramidal-hemiedriske Afdeling af det
tetragonale System; Haardheden nærmer sig til
Feldspatens, Vægtfylden er 2,6—2,8. Glasklare,
farveløse Krystaller af de forsk. Varieteter
træffes i Hulrum i vulkanske Bjergarter; langt
hyppigere forekommer S. graa, uigennemsigtig og
med svag Glans, saaledes især som
Kontaktdannelse i kornet Kalk, af og til ogsaa i større
Masser, saa at den danner Skapolitfels;
endelig træffes ogsaa Varieteter, som er stærkt
farvede af fremmede Indblandinger (grønne,
blaa, røde). S. forvitrer let, hvorved oftest
dannes Kaolin; omvendt kan S. selv opstaa ved
Omdannelse af andre Mineraler ved vulkansk
(pneumatolytisk) Paavirkning, saaledes i
Skapolithornblendestenen ved de sydnorske
Forekomster af Apatit. Af Varietetsnavne og
Forekomststeder fremhæves: Den egl. Meionit findes
som smaa klare Prismer i udkastede vulkanske
Blokke ved Laacher See og Monte Somma; en
nærstaaende, dog noget natronholdig Varietet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
