Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skotland (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er saaledes omgivet af et Bælte af Fladsø,
der repræsenterer en gl Landoverflade, hvoraf
Øerne er Rester. 65 km V. f. Hebriderne ligger
St Kildas ensomme lille Øgruppe og endnu 300
km vestligere Basaltklippen Rockall (13° 45′ v.
L. f. Grw.), som dog skilles fra
Kontinentalflakket ved Dybder paa over 1000 m. Vest- og
Nordkysten af S. er vilde forrevne Fjordkyster og
ligner den norske Vestkyst med sine mange Skær,
Øer og lange, smalle, dybe Fjorde, der kaldes
Firths el. Sea Lochs. Disse er som de norske
Fjorde oftest dybere i deres inderste Dele end
ved Mundingen, hvor en Tærskel skiller
Fjorddybet fra Havet. Bl. Fjordene nævnes Loch
Broome, Loch Sunart, Loch Linnhe (50 km),
Loch Fyne (70 km), Firth of Clyde og Solway
Firth. Egl. Lavland findes først S. f. Firth of
Clyde. Af Halvøer bemærkes Kintyre og den
mærkelige hammerformede Mull of Galloway.
Østkysten er meget lavere og Indskæringerne
færre og bredere. Den største kiler sig ind
mellem Halvøerne Caithness og Buchan og afsætter
Dornoch Firth og Moray Firth med Cromarty
Firth. Sydligere følger Firth of Tay og Firth
of Forth. Af de faa Smaaøer langs Østkysten
er de fleste af vulkansk Oprindelse. De mest
kendte er Bell Rock og Bass Rock. — P. Gr. a.
de mange dybe Indskæringer findes i S. intet
Punkt fjernet mere end 65 km fra Havet.
Geologi og Terrainforhold. S. er
et i geol. Henseende gl. Land, som mest er
opbygget af Grundfjeld og palæozoiske Dannelser.
Mesozoiske og kvartære Dannelser spiller i
Modsætning til Forholdene i England en ringe Rolle.
Ældst er de ydre Hebrider og en smal Zone
langs Hovedlandets Nordvestrand fra Cape
Wrath til Sleat Sound. Dette Omraade bestaar
af arkæiske Gnejser, som i Urtiden foldedes
op i en Bjergkæde (den huroniske Foldning),
hvis Fortsættelse findes i Lofoten ved Norges
Vestkyst. Denne Kæde blev gennem lange
Tidsrum nedbrudt. Herom vidner de tykke Lag af
en prækambrisk Sandsten (Torridon Sandsten),
som diskordant hviler paa Gnejsomraadet i
NV. Det øvrige S. hævedes op ved den
caledoniske Foldning i Devontiden. Trykket i
denne Foldning pressede fra SØ. vældige Flager af
Gnejs, Granit og kambrisk-siluriske
Glimmerskifre ind mod det gamle prækambriske
Omraade i NV. De caledoniske Foldebjerge spores
som en vældig Kæde fra det nordlige Wales og
Irland gennem England, S., Skandinavien,
Spitzbergen (Svalbard) og videre gennem
Nordgrønland til de vestligere Polarøer. Men ogsaa
denne Kæde blev i Tidens Løb stærkt
nederoderet, saa Toppene ikke engang naaede de
nuværende Højder, som skyldes senere
Hævninger. I Devontiden strakte sig fra S. over
Grønland til Amerika et stort Fastland, der synes
at have haft et ørkenagtigt Klima. Af og til
er Havet trængt ind over Dele af dette
Fastland, idet man ogsaa har marine Lag fra
denne Tid. Devondannelserne repræsenteres særlig
af en rød Sandsten (Old Red Sandstone), som
navnlig findes i de lavere østlige og sydøstlige
Dele af S. samt paa Orkn-Øerne. Den
indeholder velbevarede Forsteninger af Ganoider
(Bruskfisk). Lava og Tuflag vidner om nogen
vulkansk Virksomhed. I Carbontiden (Kultiden)
fulgte en Transgression, hvorved Havet trængte
ind over store Dele af S., og der aflejredes
tykke Lagserier af Kalk, Kul og Sandsten.
Disse Lag blev et let Bytte for senere Tiders
Erosion og er fjernede fra hele S., undtagen i det
mellemskotske Lavland, hvor de laa sænkede
saa dybt, at de har kunnet bevares. Her findes
derfor ogsaa de store produktive Kullejer. I
Carbontiden var S. Skueplads for vældige
vulkanske Udbrud, hvis basaltiske Lavamasser og
Tuflag findes i særlig Mængde i det
mellemskotske Lavland. I Slutningen af Carbontiden
var S. hævet over Havet. I Permtiden sænkedes
Landet atter, og man kender fra denne Tid
en rød Sandsten (Lower New Red Sandstone}
samt i SV. vulkanske Dannelser. Fra
Mesozoikum kendes fra Triastiden en lgn. rød
Sandsten (Upper New Red Sandstone) i det
sydskotske Højland. I Resten af den mesozoiske
Tid har S. enten for største Delen været Land,
ell. ogsaa er Sedimenterne senere
borteroderede. Der findes svage Spor af Jura- og
Kridtdannelser. I Tertiærtiden skete langs
Vestranden af S. en Række voldsomme Vulkanudbrud,
hvis Basaltmasser findes i en Zone fra Antrim
i Irland over de indre Hebrider, Mull, Staffa,
Rum og Skye. Den samme Zone fortsætter
gennem Shetlandsøerne, Færøerne, Island og
rimeligvis tværs gennem Grønland fra Egnen
omkring Scoresbysund til Disko. Under
Basaltlagene paa de indre Hebrider findes bevaret
Sedimenter fra yngre Kridt og ældre Tertiær.
Hermed afsluttedes den vulkanske Virksomhed
i S., men endnu viser talrige, omend oftest
svage Jordskælv, at Jordskorpebevægelserne
langtfra er ophørte. Saaledes indregistreredes
1889—1909 173 Jordskælv, som næsten alle stod i
Forbindelse med de to store Brudlinier, der
begrænser det mellemskotske Lavland. Et
andet Jordskælvsomraade ligger i Lavlandet langs
Ochil Hills gamle Vulkanhøjder. I Forbindelse
med Jordskælv staar ogsaa de ejendommelige
og pludselige Bevægelser af Vandet i Loch Ness,
lgn. Forhold som ved Vättern i Sverige. — I
Istiden sleb og afrundede Isen endelig
Bjerghøjderne, Gletscherne udhulede Fjordene og
Søbassinerne; Isen fjernede de sidste Spor af
palæozoiske, mesozoiske og tertiære
Sedimenter i Højlandet og aflejrede store Dele af dette
Materiale i det mellemskotske Lavland, hvor
det nu danner Overfladen.
Naturlige Landskaber. Baade geol.
og morfol. gælder S.’s Deling i 3 Landskaber:
Det nordskotske Højland, det mellemskotske
Lavland og det sydskotske Højland. Det
nordskotske Højland (The Highlands) udgør næsten
to Trediedele af hele S. og er en stor Horst,
der skraaner mod SØ. Det falder brat af mod
det mellemskotske Lavland langs en Brudlinie
fra SV. til NØ. Fl. a. Brudlinier, der ofte
markeres i Terrainet som Kløfter (Glens), deler
Horstens plateauagtige Overflade i mere eller
mindre afgrænsede Omraader. Mest
fremtrædende er The Great Glen (gælisk Glenmore),
som kløver hele Højlandet fra Loch Linnhe i
SV. til Firth of Moray i NØ. paa en Strækning
af 90 km. I dens Bund ligger de langstrakte
Søer Loch Lochy, Loch Oich og Loch Ness.
Tærsklerne mellem Søerne er gennemskaaret af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
