Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Smits, Eugène Joseph Henri - smitsomme Sygdomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Brevet«, »Den Saarede Soldat«. (Litt.: P.
Lambotte, »S.« [Bryssel 1914]).
A. Hk.
smitsomme Sygdomme. Begrebet er
ældgammelt, bygget paa Dagliglivets Erfaringer,
hvorefter visse Sygdomme optræder ikke med
spredte Tilfælde, men massevis, over
større ell. mindre Dele af Jordkloden. Der bestaar
tydelig nok en vis Forbindelse mellem de
enkelte Tilfælde, Sygdommen har antaget
Karakter af Farsot, Epidemi (ell., hvor det drejer sig
om Dyr, Epizooti). Opr. har man, uden videre
Tanke om Sammenhængen, betragtet disse
Farsoter som guddommelige Magters Sendelser,
som Guds Straffedom og Advarsel o. s. v. Senere
har man søgt, om end stadig med Bevaring af
en vis Mystik, at forklare de s. S.’s Opstaaen,
deres Forløb og Forsvinden, ud fra
naturvidenskabelige Synspunkter, og disse sidste er nu
ganske dominerende i alle Forklaringer, og
herpaa grundede praktiske Foranstaltninger til
Forebyggelse og Behandling af S.; den
teologiske Betragtningsmaade, som vel i alt Fald
teoretisk ikke er ganske uforenelig med en
naturvidenskabelig, er mere og mere trængt i
Baggrunden.
Som et Resultat af en naturvidenskabelig
Betragtningsmaade fra en Tid, hvor Kendskabet
til de usynlige Mikrobers Bet. som Smitteaarsag
endnu helt mangler ell. blot er forberedt ved
vage Anelser, staar Inddelingen af de s. S. i
nogle, der breder sig gennem Contagium,
og andre, der skyldes et Miasma, to endnu
ret dunkle Begreber. Contagiøse var de
Sygdomme, der smittede direkte fra Person til
Person, mest ved Berøring, og i desto højere
Grad jo mere intim denne Berøring var:
Sygdomme som de saakaldte Kønssygdomme, særlig
Syfilis (fra hvilken de til denne Gruppe
regnede Infektioner: Gonorrhoe, simpelt venerisk
Saar, først i moderne Tid sikkert er udskilt),
Fnat og visse Hudsygdomme, der ytrer sig med
Dannelse af Saar, Bylder (Furunkler,
Karbunkler, Abscesser). Hvad det egl. var, der
overførtes, var man naturligvis i den førbakteriologiske
Tid uklar over, ofte slog man sig til Ro med
Analogier: afplukket Frugt, der laa tæt Side om
Side, kunde jo ogsaa smitte hverandre med
»Raadd«, en Analogi, der for saa vidt er rigtig
nok, som man jo nu ved, at Forraadnelse kun
fremkommer som Følge af visse Bakteriers
Livsvirksomhed, Bakterier, der imidlertid ikke
formaar at angribe den levende Organisme,
saaledes som mange andre sygdomsvækkende
Mikrober, men kun Dele af denne, hvor
Livsvirksomheden (et i øvrigt endnu mystisk Begreb)
er standset. Endnu mere uklart end Begrebet
Contagium var dog Miasma, hvorved man
nærmest tænkte sig et ukendt og udefinerbart
Noget, en genius epidemicus, der opstod under
klimatiske og meteorologiske Forhold, afhængig
af Stjernernes Stilling i det givne Øjeblik og af
mange andre direkte Sammentræf. Smitten
holdt sig her oftest begrænset til bestemte
Lokaliteter, nogen Overføring fra Individ til
Individ kunde ikke iagttages, og de forsk. Farsoters
karakteristiske Billede, snart som Pest, snart
som tyfoide Febre o. s. v., tilskrev man
Forskelligheder hos Epidemiens ugribelige genius.
Den bakteriologiske Æra, der indledes i Beg. af
forrige Aarh., og navnlig opbygges fra Aarh.’s
Midte gennem Pasteur’s og Rob. Koch’s
Undersøgelser, har skabt Klarhed i megen
tidligere Uklarhed. Alle s. S. anses nu for
foraarsagede af forsk., for hver Sygdom specifikke,
Virus-Arter, der alle er usynlige for det blotte
Øje, og enten hører til de encellede Dyr
(Protozoer) ell. encellede Planter (Bakterier,
Svampe) ell. indgaar i Gruppen af de saakaldte
ultravisile ell. filtrerbare Virus-Arter. Disse sidste
udmærker sig, som Betegnelserne angiver, ved
at være endnu langt mindre end de nævnte
encellede Dyr og Planter (som Pasteur kaldte les
infiniment petits), de lader sig ikke iagttage selv
i de fineste Mikroskoper, og de passerer
Porerne i et saakaldet Bakteriefilter (lavet af
Porcelænsjord), der holder Bakterierne tilbage.
Forskellen mellem contagiøst og miasmatisk
smitsomme Sygdomme er i Virkeligheden nu
blevet reduceret til en Forskel i Maaden,
hvorpaa Virus føres fra Person til Person. Sker
denne direkte ved Kontakt og dermed forbunden
Overførelse af Materiale (Blod, Saarsekret etc.),
der indeholder det paagældende Virus, staar vi
over for Forhold, der falder sammen med
Begrebet Contagium. Føres Virus derimod
indirekte fra den Inficerede til Sunde, der nu
smittes, har vi at gøre med Forhold, der i mere
ell. mindre høj Grad dækkes af Begrebet
Miasma. Forholdene her kan dog være yderst
forskelligartede. Det kan dreje sig om
Virus-Arter, der er meget modstandsdygtige over for
ydre Paavirkning som Indtørring, som f. Eks.
Tuberkelbaciller, til Dels Difteribaciller m. fl.
saadanne Mikrober kan altsaa smitte gennem
Indaanding af Støv, der enten direkte føres til
Respirationsorganerne ell. først fra Svælget
gennem Mave-Tarmkanalen og videre rundt i
Organismen. Det kan ogsaa dreje sig om
Mikrober, der har forurenet og, hvad der er af
stor Bet. for Udbredelsen, formeret sig i
udbredte Fødemidler som Mælk ell. andre
Mejeriprodukter. I saa Fald vil ofte en større Mængde
Mennesker paa een Gang »eksplosionsagtigt«
smittes fra den fælles Kilde, Mælk etc. Paa lgn.
Maade, dersom en af mange benyttet
Vandledning ell. Brønd er blevet besmittet. Ogsaa
Fødemidler som Kød, Fisk og Grønsager kan
naturligvis under visse Forhold bringe
sygdomsvækkende Mikrober vidt omkr. Dette gælder særlig
de Mikrober, der foraarsager s. S. i
Fordøjelseskanalen (Tyfus, Kolera etc.). Naturligvis kan
ogsaa Brugsgenstande (Spiseredskaber, Gang-
og Sengetøj, Legetøj, Bøger etc.) føre Smitstof
videre, men denne Smittemaade spiller sikkert
en langt ringere Rolle end tidligere antaget, thi
dels skal de paagældende Mikrober være
nogenlunde modstandsdygtige mod Indtørring (hvad
kun et Faatal er), dels er der som Regel ingen
Mulighed for Mikrobernes Formering, og
Antallet af Mikrober, der spiller en stor Rolle for
Sygdommens Opstaaen, bliver som oftest ret
ringe.
En særlig Sejglivethed og hermed
samhørende Smittefarlighed tilkommer de Bakterier, der
danner saakaldte Sporer, hvorved forstaas
Dannelser, der i meget høj Grad modstaar ydre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
