Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen - Solen som Guddom ell. mytisk Væsen - Solen (se Knivmusling) - solen (festlig, højtidelig) - Solennitet - Solennitetsvidner - Solenoconchæ - Solenogastra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ud. Man har derfor søgt, om ikke de kem.
Processer, som foregaar paa S., kunde bruges til
Forklaring af Solvarmen, og det er ikke
usandsynligt, at den høje Temp. og det høje Tryk i
S.’s Indre kam begunstige en alm. Opløsning af
Materien og Forvandling til Energi. Opløsning
af kun 1 % af S.’s Masse vilde levere Energi
nok til, at Udstraalingen kunde holde sig gennem
150 Milliarder Aar paa sit nuv. Niveau. Men
det faar blive Fremtidens Sag at levere Bevis
for Rigtigheden af et sligt Tankeeksperiment.
Som det vil fremgaa af Ovenstaaende, er
Kendskabet til S. endnu højst mangelfuldt, og alle de
forsk. Teorier, som er fremsatte, har ikke
kunnet forklare de Kendsgerninger, et nøjere
Studium af S. har bragt for Dagen. Bl. de forsk.
Teorier skal her nævnes Egon von Oppolzer’s
og August Schmidt’s. Den første anvender den
mek. Varmeteori paa S., den anden antager, at
Sollegemet og Solatmosfæren er en eneste
kontinuerlig Gasmasse, fordelt i 3 Dele: Sollegemet
med Fotosfæren, Kromosfæren og endelig
Korona, hvorved de mellemliggende Lag, f. Eks.
Protuberanser, kun skulde være optiske
Fænomener, fremkaldte ved regelmæssig Refraktion.
Men begge disse Teorier kan kun højst tvungent
forklare mange af de observerede Fakta. Julius’
Antagelse, at de paa S. iagttagne Forandringer,
i det mindste i Hovedsagen, kun er
tilsyneladende og er at forklare ved anormal Dispersion af
Lyset sammen med uregelmæssig fordelt
Tæthed af den ydre Solgas, kan heller ikke levere
en mere tilfredsstillende Forklaring af, hvad
man til Dato har observeret paa S. Et mere
planmæssigt Studium af S. har man kunnet
drive i de sidste Decennier ved Dannelsen 1904 af
International Union for Cooperation in Solar
Research efter Initiativ af Hale, som 1905
grundede det af Carnegie-Instituttet oprettede
Solar Observatory paa Toppen af Mount Wilson
i Syd-California i 1730 m’s Højde. Denne
Forening har haft Møde 1905, 1907, 1910, 1913 og er
efter Verdenskrigen gaaet op i International
Astronomical Union, som havde sit Møde 1922 i
Rom, 1925 i Cambridge, England. Den har
opstillet et Arbejdsprogram omfattende en
Revision af Bølgelængden af de vigtigste
Fraunhofer’ske Linier, Maaling af S.’s Straaling med
de hensigtsmæssigste Apparater, og dens
Indflydelse paa meteor. Elementer i forsk. Egne af
Jorden, endvidere Bestemmelse af S.’s Rotation
ved Hjælp af Linieforskydning og af
Solatmosfæren saavel visuelt som ved
Spektroheliografen, samt en systematisk Udnyttelse af
de totale Solformørkelser. Arbejdet paa
disse forskellige Felter er fordelt mellem
Solobservatorierne i Meudon, Greenwich,
Mount Wilson, Kodaikanal i Indien,
Potsdam og mulig et nyt Observatorium i Japan
foruden enkelte mindre Observatorier. (Litt.:
E. Pringsheim, »Vorlesungen über die
Physik der Sonne« [1910]; C. G. Abbot, The sun
[New York 1912]; H. Dingle, Modern
astrophysics [1924]).
J. Fr. S.
Solen som Guddom ell. mytisk Væsen spiller
en ret begrænset Rolle i Eddatidens
Gudedigtning. S. er et kvindeligt Væsen, en Slags
underordnet Guddom, hvem Guderne har givet det
Hverv at køre over Himmelen i sin Kærre,
draget af Hestene Aarvak og Alsvin (»aarvaagen«
og »meget rap«); et Skjold, Svalin, staar foran
hende for at afkøle den alt for stærke Gløden,
at Straalerne ikke skal tænde alt i Brand; hun
forfølges af de to Solulve, og ved Verdens
Ende skal en af dem ødelægge hende; men en
Datter af hende er i Forvejen født og vokser op
til i den ny Verden at »vandre sin Moders
Veje«. Denne ret beskedne Gudeskikkelse, uden
Paakaldelse ell. anden Dyrkelse, synes dog at
være Levning af en ældre, mere betydningsfuld
Solguddom. Det gl. tyske Merseburgerkvad
kender »Sunna« (ɔ: S.) som en af Gudinderne;
Cæsar regner S. blandt Germanernes
betydningsfuldeste Naturguder. Endnu ældre Vidnesbyrd
haves i Solbilleder fra endnu fjernere Tid,
navnlig fra Bronzealderen, deriblandt den af en
Hest dragne gyldne Solskive fra Trundholm
paa Sjælland, ligesom man ogsaa har villet
forklare visse af Helleristningernes Figurer som
Solbilleder; et aarligt Offer til S. har tillige
holdt sig som norsk Folkeskik paa overordentlig
mange Egne; jfr. Soldyrkelse. I
Stednavne har man ogsaa søgt at tolke en Del med
Sol sammensatte Navne (f. Eks. Solbjerg) som
Minder om Fortidens Soldyrkelse, og man har
formodet, at Navne, sammensat med Smør,
skulde minde om Smørofre til Solen, men dette
vil dog sikkert kun kunne gøres sandsynligt for
et Faatal af disse Navnes Vedk. (Litt.:
»Danske Studier« [1904 og 1905]; G. Schütte,
»Lidt om Soldyrkelse«, i »Festskrift til Evald
Tang Kristensen« [1917]; Vilh. la Cour,
»Solens Personifikation i vor Bronzealder«, i
»Danske Studier« 1924).
(A. O.). G. K-n.
Solen, se Knivmusling.
solen (lat.), festlig, højtidelig; deraf
Solenitet (Solennitet), Højtidelighed o. l.
(Solenitetssal ɔ: Festsal).
Solennitet, se Solen.
Solennitetsvidner, Vidner, hvis Tilkaldelse
er foreskrevet som en nødvendig Form for
vedkommende Retshandels Gyldighed (saaledes
f. Eks. ved Testamenter).
(E. T.). K. Hch.
Solenoconchæ [-kæ], se Søtænder.
Solenogastra ell. Aplacophora er
Navnet paa en lille meget afvigende Orden af
Bløddyr, der staar Skallusene nær og med disse
ofte forenes til en egen Klasse Amphineura.
I den nyeste Tid har enkelte Forskere helt
villet fjerne S. fra Bløddyrene for at henføre
dem til Ormene. Legemet er cylindrisk,
ormformet og uden Vedhæng; det beklædes af
en tyk Cuticula, der ved Indlejring af
talrige fine Kalknaale faar en silkeagtig Glans.
Forenden viser sig svagt fortykket og
bærer den som en Længdespalte (sjældnere
Tværspalte) formede Mund. Langs ned ad
Bugsiden findes hos adskillige Former en tydelig
Fure, der svarer til Kappehulen hos andre
Bløddyr; i Bunden af den ses en uanselig
Længdeliste, maaske den sidste Rest af Foden hos disse
Dyr. Bagtil udvider Furen sig og danner en Hule,
den saakaldte »Kloak«, i hvilken Tarm og
Nyrer udmunder, og hvor Gællerne, naar
saadanne er til Stede, har deres Plads.
Tarmkanalen forløber uden Bugtninger gennem Legemet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
