Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Plante- og Dyreverden)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
finske nævnes følgende. Fjeldregionen udmærker
sig ved de artsfattige Fjeldheder, hvorimod de
artsrige Alpegræsgange mangler aldeles.
Forekomsten af en Birkeregion er særlig
ejendommelig, da Skovgrænsen paa andre Landes
Bjerge som Regel dannes af Naaletræer. De svenske
Naaleskove er sammensatte af kun to
Træarter, Fyr og Gran, medens der andre Steder
tillige findes Arter af Lærk og Ædelgran. Den
regelmæssige Afveksling af Naaleskov, Mose og
Klippebund, der karakteriserer store Dele af S.,
har kun faa andre Steder paa Jorden noget
tilsvarende og danner tillige med den stærke
Udbredelse af Søer og de ferske Vandes
Plantesamfund Landets mest udprægede
Ejendommelighed. Disse Karakterejendommeligheder staar
i nøje Afhængighed af Jordbunden og af
Plantedækkets Udviklingshistorie. Bjergene bestaar af
kalkfattige Bjergarter, og neden for Bjergene
bestaar store Dele af Landet af kuperet
Grundfjeld. Idet endelig Planteverdenen er
indvandret efter Istiden, har en Del Arter som
Granen, der er indvandret fra NØ. over Finland,
endnu ikke faaet Tid til at naa deres
Klimatgrænse, og andre som Larix- og Abies-Arterne
er ikke naaede over Grænsen.
Dyreverdenen. Under Istiden var saa
godt som alt Dyreliv udelukket fra S. og
Naboegne, men efterhaanden som Isen trak sig
tilbage, vandrede Dyrene ind. Paa Grund af
klimatiske Forhold og Skovenes Udstrækning
træffes endnu i S. enkelte Dyreformer, der længst
er forsvundne fra Syd- og Mellemeuropa, og
endelig staar ogsaa i Forbindelse med Klimaet
den store Forskel, som Dyrelivet og i
Særdeleshed Fugle- og Insektlivet frembyder Sommer
og Vinter. For Fuglenes Vedkommende beror
denne Forskel for en stor Del paa den Mængde
Trækfugle, der kommer om Foraaret og som
Sommeren igennem opliver Landskabet fra
Fjeldegnene og Fjeldsøerne ned til Lavlandet og
Kysten, og som i Sensommer og Efteraar atter
drager til mildere Egne. Under Trækket har
flere Arter bestemte Pladser, hvor de slaar sig
ned for en Tid, og disse Steder frembyder da
nogle Uger om Aaret et højst broget og livligt
Fugleliv. Saadanne Pladser er Sydenden af
Öland og Skälderviken, men ogsaa nordligere
paa S.’s Østkyst, paa Hallands Kyst, ved Skåne
og flere Steder i det indre findes saadanne.
Andre vigtige Træk i Faunaen er den hvide
Vinterdragt, der optræder hos flere Pattedyr
og Fugle, samt Fattigdommen paa Krybdyr og
Padder, idet S. kun har 3 Slanger, af hvilke
kun een, Hugormen (Vipera berus) er
almindelig, 3 Øgler samt en halv Snes Padder. Om de
invertebrate Landdyr skal kun siges, at
Bløddyrfaunaen er temmelig artsrig, og at
Insektlivet ligeledes er ret rigt. Endog i det
allernordligste S. træffes et ikke ringe Antal Insektarter,
hvoriblandt en Del pragtfulde, i andre Egne
sjældne Sommerfugle.
I et Land med S.’s Udstrækning og
vekslende Jordbunds- og Klimatforhold er
Dyrelivet selvfølgelig forskelligartet paa de
forskellige Omraader. Bestemte Grænser som
for Vegetationsomraaderne kan dog ikke her
drages; men dette hindrer ikke, at visse
Former kan siges hovedsagelig at karakterisere et,
og andre et andet Omraade, medens atter en
Del Former forekommer hele Landet over fra
Nordgrænsen til Skåne. Af sidstnævnte Slags
nævnes blandt Pattedyrene Haren (Lepus
timidus), Markmus (Arvicola agrestis), Hermelinen
og Bruden (Mustela erminea og nivalis), af
hvilke den sidstnævnte dog er sjældnere, og
blandt Fuglene Krikand (Anas crecca), en
Fiskeand (Mergus serrator), et Par Bekkasiner
(Scolopax major og gallinago), en Brokfugl
(Charadrius apricarius), Ryle (Tringa alpina),
en Klire (Totanus glareola), Boresneppen
(Actitis hypoleucus), Havrevimpen (Motacilla alba),
Stenskvætten (Saxicola oenanthe) samt en
Løvsanger (Phylloscopus trochilus). Andre
Dyreformer er udbredte over hele S. paa bestemte
Lokaliteter og under givne Forhold. Saaledes
træffes fra Syd til Nord, naar de skovløse
Fjelde fraregnes, Egernet, 3 Spidsmusarter (Sorex
vulgaris, S. pygmæus samt Crossopus fodiens),
Ræven samt den i S. hyppigste Flagermus
(Vesperugo borealis) og desuden af Fugle
Graaanden (Anas boscas), den store Flagspætte
(Picus major), Gøgen, Mursvalen, Kragen, Skaden,
Gulspurven, Bogfinken, 3 Svalearter (Hirundo
urbica, rustica og riparia), en Fluesnapper
(Muscicapa ficedula), Musvitten, en Løvsanger
(Sylvia salicaria), Rødstjert (Lucinia
phoenicurus), Sjaggeren (Turdus pilaris) samt, saa
langt den menneskelige Bebyggelse gaar,
Graaspurven. Udbredt paa Lokaliteter over næsten
hele S. er endvidere Hugormen, Snogen,
Staalormen, et Firben (Lacerta vivipara) samt en
Frø (Rana temporaria) og en Tudse (Bufo
vulgaris). Snogen og Staalormen er dog ikke
almindelige N. f. det mellemsvenske Lavland.
Gaar man over til de enkelte Omraader, der
kan faunistisk udsondres, maa først fremhæves
Fjeldegnene, hvor man foruden de ovennævnte
almensvenske Arter træffer nogle højnordiske
Studsmusarter som Arvicola rufocanus og
ratticeps og Lemmingen samt Fjeldræven og Jærven.
Til Fjeldfaunaen hører ogsaa Vildrenen, der
næppe mere findes paa den svenske Side af
Kølen. Bjørn og Ulv, der egentlig tilhører de
dybereliggende Skovegne, kan ogsaa træffes
paa Fjeldet. Blandt Fjeldfuglene fremhæves
Fjeldrypen og Dalrypen, hvilken sidste dog
ogsaa forekommer i Skovene lige til Kysten,
Sangsvanen, Fjeldgaasen (Anser erythropus),
en Lom (Colymbus septentrionalis), en
Brokfugl (Charadrius morinellus), Kongeørn,
Jagtfalk, Dværgfalk, Fjeldvaagen (Buteo lagopus),
Fjeldugle (Athene noctua), Jordugle (Asio
brachyotus), Fjeldlærke (Alauda alpestris),
Snespurv og Lappspurv (Plectrophanes nivalis og
lapponicus) samt Ringdroslen, hvilken sidste
dog ogsaa træffes i Bohuslän. — For
Birkeregionen kan nogle enkelte Fuglearter siges at
være særegne, og saadanne er Bjergfinke
(Fringilla montifringilla), Graasisken (Acanthis
linaria), Blaakælk (Luscinia suecica) samt
Røddrossel (Turdus iliacus).
I Naaleskovsregionen nærmest Fjeldene hører
Bjørn og Ulv samt Lossen hjemme. Disse S.’s
3 største Rovdyr har tidligere haft en langt
større Udbredelse end nu, og saa sent som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
