Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - tyrkisk-græske Krige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bevægede imidlertid denne til at slutte en 17
Dages Vaabenstilstand, hvad der bekendtgjordes
for begge Parter 20. Maj. Ved Fredslutningen
maatte Grækenland betale en
Krigsskadeerstatning, men Kreta blev erklæret for uafhængig.
(Litt.: Kloer, Der türkisch-griechische Krieg
1897« [Berlin 1897]; J. Salis Seewis, Do.
[Wien 1897]; »Militär Wochenblatt« [1898]).
Den tyrkisk-græske Krig
1921—22 opstod som Følge af det Virvar, der
fremkom, da de tyrkiske Nationalister under
Mustapha Kemal Paschas Førerskab nægtede at
anerkende Sèvrestraktaten (se Verdenskrigen,
»Fredsslutningen«), afsatte Sultanen og
etablerede en ny Regering i Angora, fjernt fra de
europæiske Stormagters Paavirkning. De
Fordele, Grækerne havde naaet ved
Sèvrestraktaten, havde de opnaaet ved Venizelos’
Indflydelse, og da denne maatte vige, og Kong
Konstantin vendte tilbage, blev den græske Regerings
Stilling usikker. Navnlig Frankrig ønskede
Sèvrestraktaten revideret til Fordel for Tyrkerne.
Nu besluttede den græske Regering imidlertid
selv at tage Sagen i sin Haand og tvinge
Kemalisterne til at anerkende Sèvrestraktaten.
I Marts 1921 begyndte Grækerne en Offensiv i
Lilleasien. Fra Brussa og Ismid rykkede 4
Divisioner mod Eshisher, og samtidig trængte 2
Divisioner over Uchak mod Afium Karahissar.
Operationerne fik imidlertid straks et uheldigt
Forløb, Tyrkerne satte sig energisk mod
Grækernes Fremrykning og tvang dem tilbage til
deres Udgangsstillinger.
I Juli 1921 besluttede Grækerne at genoptage
Fremrykningen, denne Gang med et Armékorps
fra Brussa mod Kutaia, og med 2 Armékorps
fra Uchak mod Altuntasch. De tvang Tyrkerne,
der havde samlet 3 Armékorps ved Eshisher og
en lignende Styrke ved Kutaia, tilbage til
Sakariafloden. Den 14. Aug. begyndte Grækerne
en Fremrykning mod de tyrkiske Stillinger ved
Sakaria, overskred Floden men mødte nu
kraftig Modstand, og da der yderligere stødte
Forsyningsvanskeligheder til, afbrød Grækerne
Kampen og gik tilbage til Linien
Gemlik—Biledjik—Eshisher—Afium Karahissar—Denisle.
Operationerne gik derefter foreløbig i Staa.
I Juli og Begyndelsen af August 1922
forberedte den græske Regering et Angreb fra
Østtrakien mod Konstantinopel og svækkede i den
Anledning Hæren i Lilleasien med 15—20000
Mand. Da Stormagterne lagde sig imellem,
maatte Angrebet paa Konstantinopel imidlertid
opgives, og da Tyrkerne samtidig med stor
Kraft havde forberedt sig paa at genoptage
Operationerne i Lilleasien, fik det paatænkte
Angreb paa Konstantinopel den meget uheldige
Virkning, at den græske Hær i Lilleasien var
svækket, da det tyrkiske Angreb blev iværksat
i August 1922.
Den græske og tyrkiske Kampfront strakte
sig fra Marmarahavet til det ægæiske Hav og
havde en Længde af over 600 km. Paa denne
Front havde Tyrkerne 22 Infanteri Divisioner
og 5 Kavaleri Divisioner, i alt c. 130000 Mand,
dog saaledes at en forholdsvis stor Del af
Tropperne befandt sig i Centrum fra SØ. f. Eshisher
til SV. f. Afium. Den lige over for staaende
græske Hær bestod af 12 Infanteri Divisioner og
1 Kavaleri Division, i alt c. 180000 Mand.
Heraf stod 11 Infanteri Divisioner paa den
midterste Del af Fronten fra Sögud (NV. f. Eshisher
til Geune (60 km SV. f. Uchak), d. v. s. paa
250 km’s Front. 1 Division dækkede den
nordlige Flanke og nogle Regimenter den sydlige.
Grækerne raadede kun over en eneste
Jernbane til deres Forsyninger, nemlig Jernbanen
fra Smyrna over Afium—Karahissar til
Eshisher, der paa en Del af sin Længde og særlig
ved Afium løb tæt bag den græske Front. Mod
denne Jernbane rettede Tyrkerne deres Stød.
De samlede Hovedmassen af deres Tropper i
Egnen om Afium over for den græske Front,
der paa dette Sted dannede en udadgaaende
Vinkel, den ene Side mod Øst, den anden mod
Syd. Ved Skinangreb paa andre Del af Fronten
og ved at udsprede falske Efterretninger om
betydelige tyrkiske Forstærkninger, vildledede
Tyrkerne deres Modstander. Den 26. August
begyndte Angrebet. Efter 6 Dages Kamp var
Tyrkerne Herre over hele Egnen om Afium og
Eshisher. Grækerne var kastet ind i Bjergene,
hvor de maatte efterlade største Delen af det
Materiel, som de ikke allerede havde mistet
under selve Slaget ved Afium. Den græske Hær
blev splittet i to Dele, og Resterne af den trak
sig tilbage, den ene Del mod Smyrna, den
anden Del mod Brussa. Nederlaget var kort
sagt fuldstændigt. Tropperne ilede i fuld
Opløsning ud til Kysten, hvor de indskibede sig. Kun
en mindre Del gik ordnet tilbage. Allerede den
9. Septbr naaede Tyrkerne Smyrna, den 12.
naaede de Mudania, den 17. Panderma.
I Løbet af 3 Uger havde Tyrkerne
tilintetgjort en Hær paa 160—180000 Mand. 90000
Grækere var dræbte, Saarede eller fangne.
Resten flygtet ombord i Skibene. Tyrkernes Held
skyldtes for en Del de forvirrede Forhold, der
herskede inden for den græske Hær. I
Kommando og Generalstab fandtes der den
frygteligste Uenighed og Uorden, idet politiske
Forholds Indflydelse havde undergravet Disciplin
og Sammenhold, man undervurderede
Modstanderen og lod sig fuldstændig overraske; de
græske Tropper var slet kommanderede og
vidste ikke mere, hvad de kæmpede for. Paa den
anden Side maa det imidlertid erkendes, at
Tyrkerne blev vel ført; den tyrkiske
Overkommando var godt underrettet om Modstanderen og
havde forberedt sin Offensiv med stor Dygtighed.
Efter at have tilintetgjort den græske Hær i
Lilleasien, marcherede Tyrkerne mod
Stræderne, først og fremmest mod Dardanellerne. Paa
Grund af den betydelige Afstand hertil vilde
de dog først kunne indtræffe ved Dardanellerne
og ved Bosporus med betydelige Kræfter i
Begyndelsen af Oktober. Og nu greb det
europæiske Diplomati ind. Den engelske Regering
indbød Angoraregeringen til en Konference i
Mudania og støttedes af den franske og
italienske Regering. En stærk engelsk Flaade laa rede
til at gribe ind, hvis Tyrkerne skulde forsøge
en Overgang over Stræderne, til hvis
Beskyttelse Englænderne desuden disponerede over
ikke ubetydelige Landstridskræfter (c. 11
Batailloner og 12 Batterier), dels paa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
