Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Uran - Uranbegmalm - Uranforstærker - Uranglas - Uranglimmer - Urang-Utan - Urania - Urania - Uraniborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Disulfid, der i sin Konstitution minder om
Ultramarin. Uranylsulfat, UO2.SO4, 3H2O,
danner citrongule Naale. Ved Tilsætning af
opløselige Fosfater til Uranylsalte udfældes
Uranylfosfat som et gulhvidt Pulver.
Natriumdiuranat, Na2U2O7, gaar i Handelen under
Navnet Urangult; det farver smeltet Glas
gult med grøn Refleks (Uranglas) og
brudes i Glasfabrikationen og Glasmaleriet. Mange
Uransalte viser pragtfuld Fluorescens;
opløselige Uransalte er giftige og fremkalder navnlig
ved subkutan Injektion samme Fænomener som
Sukkersyge; de virker desuden stærkt
sensibiliserende ved fotokemiske Processer.
U. er det første Led i en af de radioaktive
Familier, og har derfor haft afgørende
Betydning for Studiet af Radioaktivitet (s. d.). U.
danner endvidere Endeleddet i det periodiske
System, idet det har den højeste kendte
Atomvægt og det højeste Atomnummer, nemlig 92.
Uranforbindelser blev først fremstillede af
Klaproth 1789; Péligot isolerede selve
Grundstoffet 1841 som et graasort Pulver og 1856 som
glinsende, smeltet Metal.
(O. C.). S. P.
Uranbegmalm (Begblende,
Begjernmalm, Beguran, Coracit, Uranin), et
sort og begglinsende Mineral med muslet eller
ujævnt Brud, høj Vægtfylde (6,5—9,7) og
middelstor Haardhed (5—6), bestaar væsentlig af
Uranilter (UO2 og UO3) med noget Bly, Jern,
Kalcium og ofte tillige Thorium, Cerium o. a.
Nogle Varieteter er krystalliserede (regulært),
andre er amorfe og vandholdige som Følge af
Omdannelse. Paa Overfladen er U. tit beklædt
med den karakteristiske gule Uranokker. U. er
den vigtigste, i Naturen forekommende
Forbindelse af det sjældne Grundstof Uran og finder
derfor Anvendelse til Uranstaal, Uranglas og
Uranfarver til Porcelæn. En ganske særlig
Interesse har U. faaet i den nyeste Tid. 1889 viste
den amerikanske Kemiker Hillebrand, at det
indeholder en indifferent Luftart, som han
antog for Kvælstof; men ved senere Undersøgelser
af Ramsay viste Luftarten sig at være Helium,
et Grundstof, som tidligere kun var kendt fra
Solen (ved Spektralanalysen); endelig var det i
dette Mineral, at Hr. og Fru Curie opdagede
Radium. Radiumindholdet i U. er ganske vist
yderst ringe (nogle faa Gram i 100 t), men selv
i raa Tilstand virker Mineralet dog stærkt paa
den fotografiske Plade. Hovedfindestedet er
Joachimsthal i Böhmen, hvor der produceres et
halvt Hundrede t aarlig; ogsaa i Cornwall og i
Colorado brydes U. Værdien naar over 3000 Kr.
pr. t. I smaa Mængder findes krystalliserede,
thoriumholdige Varieteter af U. ikke helt
sjælden paa Pegmatitgange i Granit; saaledes
adskillige Steder i Norge, Kanada og De Forenede
Stater. Denne saakaldte Thoruranin,
hvortil hører Varieteterne Brøggerit og
Cleveit, synes at være noget rigere paa Radium
end Malmen fra Joachimsthal, men er hidtil
ikke truffen i nævneværdig Mængde. Som
Raastof for Radium har derimod den først 1896
undersøgte Carnotit faaet Betydning, idet
den forekommer ret rigelig paa flere Steder i
Colorado, hvor den optræder i Sandsten.
Carnotit er fattigere paa Uran end U. (den
indeholder omkring 50 % UO3) og danner gule
pulverformede Masser. I 1922 produceredes over
900 t Carnotit.
(N. V. U.). O. B. B.
Uranforstærker, se Forstærker.
Uranglas, se Uran.
Uranglimmer, se Uranit.
Urang-Utan, se Menneskeaber.
Urania, se Muser.
Urania, 1) Observatorium i Kjøbenhavn,
grundet 1897 af Victor Nielsen. Ejes siden 1919
af C. Luplan Janssen og har Støtte af Staten og
Carlsbergfondet. Foruden Hovedinstrumentet,
en Refraktor fra Cooke i York forsynet med et
Objektiv fra Zeiss i Jena af 246 mm’s Aabning
og 4,093 m’s Fokallængde, hidtil hovedsagelig
benyttet til Dobbeltstjernemaalinger,
»Undersøgelse over Dobbeltstjerner I« (1916), og Studier af
Maanens og Planeternes Overflade (La surface
de la planète Jupiter 1919—24 [1926]), er
Observatoriet udrustet med flere fotografiske
Apparater til Fotografering af Himmelen, et
Apparat til Udmaaling af fotografiske Plader
foruden en Del mindre Instrumenter. Indtil 1919
blev de videnskabelige Arbejder publiceret i
Fagtidsskrifter, fra 1919 udgives de tvangfri
Hefter: Publications de l’Observatoire »Urania«, 2.
Serie, hvoraf hidtil er udkommet 6 Hefter, ved
Siden af korte Meddelelser, Urania Observatory
Communications, hidtil udsendt 2. Af andre
Arbejder udsendt fra U. kan nævnes »Die Sterne
vom vierten Secchischen Typus«, belønnet med
det danske Videnskabernes Selskabs
Guldmedaille. Foruden de videnskabelige Arbejder skal
U. hver Vinter give Demonstrationer suppleret
med Lysbilleder for Eleverne i Gymnasieskoler
i Kbhvn. Tirsdag og Lørdag Aften er U. aabent
for Publikum.
2) Observatorium i Berlin tilhørende det 3.
Marts 1888 oprettede Selskab af samme Navn,
der i samme Bygning har en permanent
Udstilling af Instrumenter, vedrørende hovedsagelig
Præcisionsmekanik, og lader afholde
populærnaturvidenskabelige Foredrag. Selskabet udgav
1888—1914 tillige et illustreret
naturvidenskabeligt Maanedsskrift: »Himmel und Erde«; dets
første Redaktør var M. W. Meyer (s. d.).
Observatoriet besidder en Refraktor af 325 mm’s
Objektivaabning og 5 m’s Fokallængde og en
Del mindre Instrumenter. 1. April 1913 blev U.
Filial af Berliner Observatoriet, og de praktiske
Øvelser med de Studerende finder Sted her,
idet de fleste af det gamle Berliner
Observatoriets Instrumenter er overført hertil.
J. Fr. S.
Uraniborg kaldte Tyge Brahe sit paa Øen
Hven opførte Observatorium. Det laa omtrent
midt paa Øen c. 50 m o. H. Bredde 55° 54′
24,67″, Længde 50 Min. 47,665 Sek. Ø. f. Greenwich
(Stjerneborg: Bredde 55° 54′ 21,13″, Længde
50 Min. 47,770 Sek. Ø. f Greenwich). Grundstenen
blev lagt 6. Aug. 1576, Tyge Brahe flyttede ind
Decbr s A., men U. blev først helt færdig 1580.
Bygningen var i gotisk Renaissancestil og
beliggende i Centret af en kvadratisk Jordvold, hvis
fire Hjørner laa 76 m fra hverandre. Voldene
var 5,5 m høje og 5 m brede nede ved Jorden, og
hver af dem havde i Midten en halvcirkelformet
Udbøjning, 22 m i Diameter; i hver af disse var
der et Lysthus. Lige inden for Volden laa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
