Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valerius - Valerius, Johan David - Valerius Antias - Valerius Cato - Valerius Flaccus, Gajus - Valerius Maximus - Valerius Probus - Valéry - Wales
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
se Catullus, Martialis og Messala
Corvinus samt nedenfor.
H. H. R.
Valerius, Johan David, svensk Digter,
(1776—1852). V. var en kort Tid Skuespiller,
men opgav dette for sin digteriske
Virksomhed. I sine moralske Digtninge »Sanningen«,
»Tålamodet«, »Mannastyrkan« og »Kvinnan«
forsøgte han sig med Held i den Leopold’ske
Smag og vandt den ene Akademipræmie efter
den anden. Men sin Anerkendelse opnaaede
han dog ved de lette, muntre Smaadigte og
Selskabsviser, der udkom under Titlen »Visor
och sångstycken« (1809—11). Efter hans Død
udgav B. v. Beskow hans »Samlade
vitterhetsarbeten« (1855) med en Levnedsskildring, hvori
den af Romantikken saa stærkt oversete og
miskendte Digter skildres med Sympati.
O. Th.
Valerius Antias [-’an’-], romersk
Historieskriver, levede i Begyndelsen af 1. Aarhundrede
f. Kr. Hans Værk, der behandlede Roms
Historie i annalistisk Form, udmærkede sig ved
adskillige patriotiske Overdrivelser. Det er tabt,
men til Dels benyttet af Livius.
H. H. R.
Valerius Cato, romersk Kritiker og Digter,
levede i 1. Aarhundrede f. Kr. Han var Fører
for den Retning i Litteraturen, der tog de
alexandrinske Digtere til Mønster og opponerede
mod den nationale romerske Digtekunst. Der
omtales et Par Smaadigte af ham (Dictynna og
Lydia), men de er tabte.
H. H. R.
Valerius Flaccus, Gajus, romersk Digter,
levede paa de flaviske Kejseres Tid. Vi har af
ham et episk Digt Argonautica i 8 Bøger, hvori
han med Apollonios fra Rhodos som Forbillede
behandler Sagnet om Argonauterne saaledes, at
han har udeladt en Del alexandrinsk Lærdom,
men til Gengæld i højere Grad udmalet
effektfulde Scener og givet mere udførte
Karaktertegninger; i formel Henseende er han væsentlig
afhængig af Vergil. Digtets Slutning mangler,
men det er usikkert, om det nogen Sinde har
været fuldført. Udgaver er leverede af Thilo
(Halle 1863), Schenkl (Berlin 1871) og Baehrens
(Leipzig 1875) samt med Kommentar af Langen
(2 Bd, Berlin 1896—97) og Giarratano (Milano
1904).
H. H. R.
Valerius Maximus, romersk Forfatter,
levede paa Kejser Tiberius’ Tid. Vi har af ham
et Skrift i 9 Bøger, Facta et dicta memorabilia,
hvori han har samlet en stor Mængde
Anekdoter af historisk eller moralsk Indhold. Han
har benyttet gode Kilder, men behandlet dem
kritikløst og skriver et affektert Sprog.
Udgaver er leverede af Halm (Leipzig 1865) og
Kempf (Leipzig 1888). Dansk Oversættelse ved
Krag Holm (Kbhvn 1797).
H. H. R.
Valerius Probus, se Probus, M. V.
Valéry [vale’ri], se Saint-Valéry.
Wales [wei£z], tidligere selvstændigt
Fyrstendømme, som nu er forenet med England;
W. danner en bred Halvø paa Vestsiden af
Storbritannien og grænser i S. til Bristol
Channel, i Vest til St. George’s Channel, i NV. til
det kun 200 m brede Menai Stræde, som skiller
det fra Anglesey, i N. til det irske Hav og
Liverpool Bay og i Ø. til de engelske Shires
Cheshire, Shrop, Hereford og Monmouth. Den
geografiske Grænse maa dog trækkes noget Ø. f.
den politiske, omtrent en Linie, der forbinder
det inderste af Severns og Dees Æstuarier.
Denne Linie følger nogenlunde Kurven for 300 m
over Havet. Arealet er 19336 km2.
W. er det mest udprægede Bjergland i det
egentlige England. Kysterne er klippefulde og
stærkt sønderrevne med mange Halvøer,
Forbjerge, Bugter og Fjorde. De største Halvøer
er i SV. Pembroke Halvøen med St David’s og
St Ann’s Head og i NV. Lleyn eller Carnarvon
Halvøen. Det nordligste Punkt er Great Orme’s
Head. Mellem Anglesey og Lleyn Halvøen
ligger Carnarvon Bay, mellem Lleyn og Pembroke
den brede Cardigan Bay og mellem St David’s
og St Ann’s Head St Brides Bay og lidt
østligere den fjordlignende Milford Haven. Paa
Sydkysten er Carmarthen og Swansea Bay de
største Indskæringer, og mellem dem rager
Halvøen Gower frem. De største Øer er
Anglesey og Holyhead Island. Det nordlige W.
minder en Del om det skotske Højland, og det
sydlige W. ligner i høj Grad Wicklow
Moun-tains i det sydøstlige Irland. I Virkeligheden
udgør ogsaa det nordlige W. en Del af det
caledoniske Foldesystem, som i Begyndelsen af
Devon opfoldedes i de skotske Højlande, og det
sydlige W. er en Del af det armorikanske
Foldesystem, som i Midten af Kultiden opfoldedes i
det sydlige Irland, W., Bretagne og
Centralfrankrig. Disse Foldekæder nederoderedes i
Tidernes Løb til et Peneplan. Senere hævedes
Peneplanet, Erosionen tog atter fat med
fornyet Kraft, og de dybe Floddale dannedes. I
Istiden laa W. dækket af Is, hvorfor Bjergene
nu udviser tydelige Spor af glacial Erosion. Det
gamle Peneplan røber sig nu i Bjergtoppenes
paafaldende ensartede Højder. Et Indtryk af
Nedbrydningens Størrelse giver W.’s og hele
Englands højeste Bjerg, Snowdon (1085 m), hvis
Top bestaar af nedfoldede Lag og altsaa er Rest
af en gammel Antiklinal. — Arkæiske
Dannelser (Granit, Glimmerskifre) træffes paa
Anglesey og ved Menai Strædet. Det øvrige W.
bestaar overvejende af palæozoiske Dannelser, de
ældste i Vest, de yngre mod Ø. Vestligst ligger
kambriske og nedre siluriske Sandsten og
Skifre, derefter følger østligere øvre Silur
bestaaende af Sandsten, Lerskifre og Kalksten samt
Mergel. I S. og SØ. findes store Felter af
devonisk Sandsten, Old Red Sandstone, og i S. og
langs Østgrænsen findes ligeledes mægtige
Aflejringer fra Kultiden med store produktive
Kullag. Det store Kulfelt i det sydlige W.
spænder over 2600 km2 og beregnes at
indeholde c. 6 Milliarder t Antracit og c. 8
Milliarder t almindelig Stenkul, som strækker sig helt
ud under Bristol Channel’s Bund. Andre
Kuldistrikter ligger i Dees og Severns Dale. Op
gennem disse gamle Sedimenter rager mange
Steder isolerede Forekomster af granitiske
Eruptiver. Nogle Steder forekommer Sandsten
fra Perm og Trias, og i S. findes i Vale of
Gwent eller Vale of Glamorgan Lerskifre fra
Juratiden.
I topografisk Henseende er W. et lavt
Bjergland bestaaende af flere Bjerggrupper, der hist
og her har Karakter af Kæder. I NV. hæver
sig Landets højeste Bjerg Granitmassivet
Snowdon, 1085 m. Sydligere følger Berwyn Range,
827 m, hvis vestlige Udløbere naar 905 m i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
