Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægypten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
demotiske Fortællinger, dannet over de indre
Kampe i hans Tid.
Det 22. Dynasti berøvede Amonspræsterne
deres Magt, og Efterkommere af disse trak sig
tilbage til Nubien, hvor de i det fjerne Napata
blandt Æthioperne, i hvem de fandt fanatiske
Amonsdyrkere, oprettede en gennemført
teokratisk Stat, over hvilken de opkastede sig som
Herskere. Først Æthiopiens hellenistisk
orienterede Hersker Ergamenes brød ved et
Statskup Præsteskabets Magt og styrtede den
teokratiske Forfatning.
Ved Aar 721 foretog en af disse Fyrster,
Piankhi, hvis Magt strakte sig over det sydlige
Æ. og Theben, et Tog op gennem Nil-Dalen,
besejrede de mange ægyptiske Konger og
indtog Memfis. Da han ikke formaaede at kue
Fyrsterne i Deltaet — Tafnakhet i Saïs var den
mægtigste og havde udbredt sit Herredømme
over største Delen af dette — forblev Toget en
isoleret Begivenhed uden Betydning. Tafnakhet’s
Søn Bokhoris samlede det meste af Æ. under sig.
Han alene danner det 24. Dynasti, og
Traditionen ved at fortælle om hans gode Love og
Bestræbelser for at bringe Orden i Landet. Et
nyt Tog fra Syd styrter Bokhoris og bringer
Æ. under æthiopisk Herredømme, som under
det 25. Dynastis 8 Konger bevaredes gennem
70 Aar. De fremmede Barbarer var fra
Hjemlandets Blandingskultur stærkt paavirkede af
den ægyptiske, og som Herskere i Nil-Landet
ønskede de at vise sig som Ægyptere og
fredede om Minderne fra Stortiden.
For den gamle syriske Politik var der nu
ingen Plads. Assyriens Konger trængte
erobrende frem i Porasien og truede Æ. Sabako
søgte at afværge Faren ved at forhandle med
Assyrerne, Sønnen ved at understøtte Syriens
Modstand. Æ. formaaede intet, og under
Taharka rykkede Assyrerkongen Assurhaddon ind i
Æ. og erobrede Memfis. Forgæves Forsøg paa
at genvinde Landet førte til, at Theben blev
ødelagt, og at Taharka maatte trække sig
tilbage til Napata. Assyrerne søgte at opretholde
Magten over Æ. ved at lade Landet forblive
delt mellem de mange Smaafyrster, som heller
ikke Æthioperne havde formaaet at kue, og
som nu blev Assyrerkongens Vasaller; ved
disses Side stod Officerer, der havde Kommando
over de assyriske Tropper i Nil-Dalen.
Den mægtigste af Delefyrsterne Psametik
af Saïs forstod at udnytte Assyriens Svaghed
under Assurbanipal (Oprør i Babylonien, Elam
og Nordsyrien); i Alliance med Kong Gyges af
Lydien og med Hjælp af kariske og ioniske
Lejetropper, »Bronzemændene«, overvandt han
de andre Fyrster og gjorde sig til Herre over
hele Æ. (664). Assyrerne gjorde intet Forsøg
paa at genvinde det tabte.
Under den nye Kongeslægt, det 26. Dynasti,
udfoldede den nationalægyptiske Kultur sig for
sidste Gang, men i Saïtertiden var den
skabende Kraft borte, og den kortvarige
Renaissance blev en slavisk Kopi af det gamle
Rige. Psametik tillod Grækerne, der allerede
under Æthiopernes Herredømme var kommet
til Æ., som det Folk, der nu havde overtaget
Verdenshandelen, at anlægge en Handelsplads,
Naukratis, i Deltaet V. f. Saïs; dets
handelspolitiske Privilegier blev udvidet af Ahmes
II. De græske Lejetropper, ved hvis Hjælp
Psametik havde vundet Magten, og som ved
Garnisoner i Deltaets nordøstlige Byer
forsvarede Æ.’s Grænse, blev fra nu af til Rigets
Undergang Kongemagtens Støtte, hvad der
medførte Spænding med et nationalistisk Parti.
Psametik’s Søn Neko havde stor Interesse af
Udviklingen af Æ.’s Handel, der bl. a. gav sig
Udslag i, at han søgte at grave en Kanal
mellem Nilen og det Røde Hav, hvorved dette
skulde sættes i Forbindelse med Middelhavet.
Herodot fortæller, at han udsendte en fønikisk
Ekspedition med det Maal at omsejle Afrika
(fra Ø. til V.), og at dette lykkedes. Tilskyndet
af Assyriens Svaghed søgte Psametik at
genoptage den syriske Politik. Neko satte sig efter
sin Sejr over Juda (Slaget ved Megiddo) i
Besiddelse af det sydlige Syrien, men kunde
ikke hævde sig over for det nybabylonske Rige,
der efter Ninives Fald (612) var blevet Herre
i Assyriens vestasiatiske Besiddelser; ved
Karkemish blev Farao slaaet af Babylons
Tronfølger Nebukadneser. Neko’s Efterfølgere
Psametik II og Apries (Biblens Hofra), hvis
19-aarige Regering Herodot betegner som
særdeles lykkelig for Æ., blandede sig atter i
Syriens Forhold. Resultatet heraf blev Æ.’s
politiske Nederlag ved Babyloniernes Erobring af
Juda. Apries’ uheldige Udenrigspolitik
(ogsaa et mislykket Tog mod Kyrene) medførte,
at han blev styrtet af et nationalistisk
Militæroprør, som i sin Opposition mod Kongen og
hans græske Lejetropper udraabte Ahmes II
til Farao. Han forstod, at kun de fremmede
Lejetropper kunde hævde Æ.’s Selvstændighed
over for Babylons truende Magt. Snart efter
Ahmes’ Tronbestigelse indtraadte nye
Omvæltninger inden for de asiatiske Magter; under
Kyros indtog Perserne Babylon og blev som
Følge heraf Vestasiens Stormagt. 525 gjorde
Perserne under Kambyses Tog til Æ. Kun de
græske Lejetropper gjorde Modstand mod de
indtrængende. I Slaget ved Pelusium blev
Psametik III slaaet og Æ. erobret af den
ny ariske Stormagt. Et Udslag af
Persernes tolerante Politik over for de
overvundne Nationaliteter var det, at
Kambyses besteg Æ.’s Trone ikke med Erobrerens
Ret, men som Faraonernes Arvtager; i deres
Politik viste Perserkongerne sig som saadanne.
Kambyses opholdt sig længe i Æ. Han
indstiftede Ofre til ægyptiske Guder og grundede en
Lægeskole i Saïs. Et mislykket Tog til Nubien
ændrede hans Politik over for Æ.; fra denne
sidste Periode stammer den haarde Dom om
hans tyranniske Regering, der kommer frem
hos Herodot. Darius (521—484), Perserrigets
anden Grundlægger, var det ægyptiske Folk en
god Hersker; som retfærdig Lovgiver nød han
efter sin Død Anseelse i Æ. Han fuldendte den
af Neko opgivne Kanal mellem Nilen og det
Røde Hav, fremmede Landets Handel og
byggede paa ægyptiske Templer. Den Æ. paalagte
aarlige Tribut var betydelig, men det rige Land
udredte den med Lethed. Efter Slaget ved
Marathon (490) rejste Æ. sig gentagne Gange mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
