Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ægyptisk Religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et ufarvet Billede af denne. De klassiske
Forfatteres Meddelelser er alle sene og andenhaands,
ingen af dem har forstaaet ægyptisk Sprog eller
haft noget Kendskab til ægyptisk Kultur; en
forudfattet Mening om denne har ofte tolket
rigtige Meddelelser falskt. De ægyptiske Kilderer
stærkt ensidige. Det funerære Moment træder
stærkt frem; Kultus og Ritus er godt belyst, men
ingen samlet Fremstilling af Gudelæren, kun
faa Myter, derimod en Mængde Hentydninger
til saadanne er bevaret i de ægyptiske Tekster.
Dateringen af Kilderne er vanskelig,
Overleveringen slet, og ofte svigter Forstaaelsen af de
religiøse Tekster paa Grund af deres dunkle
Sprog. Allerede i den ældste Tid og i de
ældste Kilder har æ. R. et ældgammelt Præg, der
viser, at Religionen før c. 4000 f. Kr. gennem
den præhistoriske Tid har gennemløbet en lang
og rig Udvikling, som ikke lader sig forfølge.
Den historiske Tid producerer kun lidet nyt,
den skabende Kraft er borte, det gamle bliver
draget frem, ofte uden virkelig Forstaaelse og
uden at gaa i Dybden. I æ. R., som paa saa
mange andre Omraader af ægyptisk Aandsliv,
afløser det nye aldrig ganske det gamle, den
ægyptiske Konservatisme bevirker, at der
overalt tilstræbes en Forening af gammelt og nyt.
Ægypten var af Naturen et Agerbrugsland,
frugtbargjort af Nilens aarlige
Oversvømmelser, Opdyrkningen af Landets rige Jord var
Befolkningens Hovednæringsvej. Det fredelige,
flittige Bondefolk, dets Liv og Arbejde afspejler
sig i den æ. R. og dens Udvikling.
Politisk har Ægypten oprindelig været
splittet i en Række Smaastater; først ved den
historiske Tids Begyndelse er Landet samlet til
Enhed. Den historiske Udvikling i Ægypten
bærer stadig Præg af Partikularismen.
Udviklingen mod religiøs Enhed foregaar
langsommere end mod den politiske, og til een
Religion fælles for hele Landet er man næppe
nogen Sinde naaet. »Hele Ægyptens 4000aarige
religiøse Historie er en stadig Kamp for at
skaffe aandelig Enhed, en Kamp som i det
væsentlige var forgæves« (H. O. Lange).
Grundlaget for æ. R. var de talrige fra
hverandre afvigende, men paa samme Basis
hvilende Lokalreligioner og Lokalkulter. En
Lokalitets politiske Overherredømme gav ogsaa
dens Guddomme forøget Magt. Den Gud (eller
de Guder), som blev dyrket i de oprindelige
Smaastaters Hovedstæder, fik større Mulighed
for udstrakt Kultus end Guderne i
Landsbyerne og derved større Betydning. De mægtigste
Lokalguder fandt Vej ind i det ægyptiske
Panteon. En Del af de oprindelige Lokalguder
glider tilbage i Mørke og Glemsel, andre
absorberes fuldstændig af de store Guddomme,
som de i Natur staar nær. I historisk Tid er
æ. R. en Synkretisme af oprindelige
Lokalreligioner, hvis enkelte Lag i deres Udvikling
dels løber parallelt, dels dækker hverandre.
De to primitive Religionsformer Animisme
og Fetischisme, der genfindes hos de
fleste Naturfolk, har ogsaa i Urtidens
Ægypten, i Kulturens ældste Perioder været Udtryk
for det religiøse Syn hos Nildalens Beboere. De
har opfattet hele Naturen som levende,
værende besjælet og i Besiddelse af en mystisk Kraft,
der ad en uforklarlig Vej kunde træde i
Forhold til Mennesket, gavne eller skade det.
Denne Kraft kunde manifestere sig gennem alt,
men mest og hyppigst i det egenartede og
mærkværdige, der blev som en Art Kraftcentra,
saaledes Dyr, Træer, Planter, Bjerge etc. Den
ægyptiske Folkereligion, der desværre kun har
efterladt sig saa faa Rester i Teksterne, har
gennem hele den historiske Tid bevaret Træk,
som fører tilbage til disse Urtidens Religioner.
Bønner til den mærkelige Bjergtop i Thebens
vestlige Ørken og Dyrkelsen af det thebanske
Amonstempel som Gud er saadanne animistiske
Rudimenter. Fetischismen lever i Folkereligion
og den officielle Kultus, saa længe æ. R. er til,
i Dyredyrkelsen (jfr. Art.
Dyretilbedelse VI, 598). I Dyrkelsen af de talrige og
meget forskellige Dyr, Tyre, Bukke,
Krokodiller, Fugle, Slanger, der dyrkedes som
Inkarnation af guddommelig Kraft, tilfredsstillede det
ægyptiske Folk gennem hele den historiske Tid
sin levende religiøse Trang, medens i
Aarhundredernes Løb Kulten af Religionens store
Guder stivnede. Berømtest af de dyrkede Dyr er
Tyrene Apis (ægyptisk Hapi) i Memfis og Mnevis
(ægyptisk Menwer) i Heliopolis; den første
sattes i Forbindelse med Ptah, den sidste med
Solguden Atum. For de græske Forfattere stod den
ægyptiske Dyredyrkelse som en Gaade, et
Udslag af dybsindig Symbolik stammende fra
Ægypternes uhyre Visdom, for Kirkefædrene
var den et Vidnesbyrd om Hedenskabets
Vildfarelser. Idet Dyrekulten blev forbundet med det
ægyptiske Panteon, knyttedes de dyriske
Manifestationsformer til en Gud, der i første Række
opfattedes i menneskelig Skikkelse. I de
anthropomorfe Fremstillinger blev Guden hyppigt
gengivet med Hovedet af hans »hellige Dyr«
(Hopfner, »Der Tierkult der alten Ägypter«,
Wien 1914).
De kosmiske Fænomener og deres naturlige
Sammenhæng er hos alle Folk et vigtigt Led
af Religionen og en Basis for Mytedannelsen,
saaledes ogsaa i æ. R., hvor de hører til
dennes ældste Lag.
Solen dyrkedes paa talrige Steder i Ægypten
som den højeste Gud og Himmelen som den
højeste Gudinde. Ægypterne forestillede sig
disse (som de andre kosmiske Guder) ganske
konkret, men Forestillingerne om deres
Fremtrædelsesform var i høj Grad varierende og
uklare. Himmelhvælvingen var et Ocean, hvorhen over
Solen, Maanen, der spiller en ringere Rolle
i æ. R., som Solens natlige Dublet og dens
Hjælper i de kosmogoniske og mytologiske
Systemer, samt Stjernerne sejlede i Baade, ligesom
Ægypterne befarede Nilen. Hver Dag sejlede
Solen over den synlige Himmel, om Natten
drog den gennem de Dødes Rige (se ndf.).
Himmelen blev opfattet som en Ko eller Kroppen
af en Kvinde, der bøjede sig over Jorden.
Solen som en Falk med et glødende Øje,
eller dens Skive, tænkte man, blev skubbet
frem over Himmelen af en Skarnbasse, der
rullede den foran sig som en uhyre Kugle. Ofte
sammenblandedes de forskelligste Forestillinger
til Kaos. De kosmiske Guder fandt Dyrkelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
