Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrigske Arvefølgekrig - Østerrigske Tronfølgekrig - Østerrigske Vine - Østerrigsk Fyr - Øster-Risør - Østers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kraft. Marskallen af Sachsen tilføjede
Englænderne et betydeligt Nederlag ved Laffeld,
hvorefter Englænderne og Østerrigerne gik tilbage
bag Maas, medens Marskallen af Sachsen
belejrede og erobrede Bergen-op-Zoom.
Imidlertid sluttede Rusland sig i Juni til
Sømagterne og forpligtede sig mod Subsidier at
sende en Hær paa 37000 Mand til Rhinen.
Frankrig, hvis Kræfter ved en uheldig
Kolonialkrig mod England var udtømte, havde
allerede i Apr. 1748 paa en Kongres i Aachen
indledet Fredsunderhandlinger, og efter at
Maastricht 7. Maj havde kapituleret, sluttedes en
Vaabenstilstand, som 18. Oktbr førte til Freden
i Aachen (s. d.). Marie Theresia beholdt alle
sine Arvelande, med Undtagelse af Schlesien,
som blev afstaaet til Preussen, medens Parma
og Piacenza afstodes til Don Filip, og
et Stykke af Lombardiet til Sardinien.
Marie Theresia’s Mand anerkendtes som
tysk Kejser. (Litt.: Fasch, »Geschichte des
österr. Erbfolgekrieges von 1740 bis 1748« [2
Bd 1787]; Roth, History of the war begun in
1740 to the treaty of Aix-la-Chapelle [4 Bd
1749]; C. v. Duncker, »Oesterr. Erbfolge
Kriege 1740—48« [2 Bd Wien 1896]; F. E. de
Vault, Guerre de la succession d’Autriche
1742-48 [2 Bd Paris 1792]; »Oesterreichischer
Erbfolge Krieg 1740—48« [k. k. Kriegsarchiv;
Maximilian Ritter v. Hoen]).
(P. Nw.). O. F.
Østerrigske Tronfølgekrig, se
Østerrigske Arvefølgekrig.
Østerrigske Vine spiller efter det tidligere
Monarkis Deling ingen væsentlig Rolle i den
udenrigske Handel. Størst Betydning har
Vinene fra Nedreøsterrig, af hvilke de bedste
faas fra Vöslau og omliggende Egne.
K. M.
Østerrigsk Fyr, se Fyr, S. 179.
Øster-Risør, se Risør.
Østers (Ostreidæ), en Gruppe Muslinger, hvis
Arter alle lever i Havet. De er kendelige, dels
paa den bladede Skalstruktur, dels derpaa, at
den ene af Skallerne — den venstre — er
stærkt hvælvet, medens den højre er fladere og
mindre end den venstre. Skallernes Form
varierer overmaade meget, snart aflang, snart
mere kredsformet, og den er i meget høj Grad
afhængig af de omgivende Naturforhold og det
Underlag, hvorpaa Skallen oprindelig har
været fæstet. Karakteristisk for denne Gruppe er
yderligere, at Dyret sidder fasthæftet med den
venstre hvælvede Skal enten til en Pæl, en
Sten, en Skal, en Klippe e. l. I mangfoldige
Tilfælde er dog den Genstand, hvortil Dyret
oprindelig har siddet fæstet, saa lille, at den
ikke længere formaar at fastholde dette, og Ø.
kommer da til at ligge frit paa Havbunden;
det hænder ogsaa, at den Skal eller Pæl,
hvorpaa Dyret har siddet, i Tidens Løb falder hen,
saa Ø. af denne Grund kommer til at ligge frit.
Paa dybere Vand ligger de da med den
hvælvede Skal nedad, paa lavere Vand, hvor
Bølgeslaget kan naa Bunden, vendes de oftest og
kommer til at ligge med den flade Skal nedad.
Skallernes Farve er udvendig hyppigst graalig,
hvidlig eller brunlig, tidt med et blaaligt Skær
paa den flade Skal, indvendig hvide, dog har
en Del Arter et blaat Mærke, hvor
Lukkemusklen fæster sig. Skallerne mangler
Hængseltænder, hvorimod et brunt elastisk Baand, der
sidder øverst i Skallen i en trekantet Grube,
er til Stede. Dette Baand bevirker, at
Skallerne automatisk lukker sig op, naar Dyret ikke
aktivt ved Hjælp af sin Lukkemuskel holder
dem sammenlukkede. Østersarterne hører til
de Muslinger, der kun har een Lukkemuskel.
Denne, der er stor og særdeles iøjnefaldende
(af Østersspiserne kaldes den »Stolen«), sidder
i den nederste Del af Skallen, lidt bagtil. Den
er delt i et rødligere Parti med tværstribet
Muskulatur og et lysere med glat Muskulatur.
Dyret er i øvrigt af Farve lyst graaligt eller
gulligt, undertiden skinner den mørkebrune
»Lever« (som i Virkeligheden ikke er nogen
Lever, men et Opsugningsorgan) igennem.
Mellem Lukkemusklen og den øvrige Del af Dyret
ses Hjertet, der bestaar af et mørkebrunligt
Forkammer og et lyst Hjertekammer. Langs
hele Dyrets For- og Underside findes den
frynsede Kapperand samt Gællerne og øverst oppe
omkring Mundaabningen fire Læbepalper.
Kapperand, Gæller og Palper kaldes af
Østersspiserne for »Skægget«. Paa Bagsiden af
Lukkemusklen ses Endetarmsaabningen. I
Modsætning til de fleste Muslinger findes der ikke hos
Østersarterne nogen Fod, og en Ø. er ude af
Stand til at bevæge sig. Kønsorganet, der
bestaar af talrige uregelmæssige Gange og
Follikler, findes mellem Fordøjelseskanalen og
Huden, og det udgør en meget væsentlig Del af
hele Dyrets Masse. En Del Arter, f. Eks. den
østamerikanske og den saakaldte portugisiske
Ø., er særkønnede, og Æggene gydes her i
Vandet, hvor Befrugtningen finder Sted.
Andre, bl. a. den nordeuropæiske Art, er
tvekønnede, dog saaledes at de alternerer mellem
hanlige og hunlige Perioder, og Selvbefrugtning
finder som Regel ikke Sted. Befrugtningen
foregaar her i Moderdyrets Kønsorgan eller
Kappehule, og hos disse Arter finder
Ægkløvningen og den første Larveudvikling Sted i
Kappehulen. Man kan da i Sommertiden (hos
os som Regel Juni—Septbr) finde Æg eller
Larver i Kappehulen, henholdsvis som en hvidgul
eller blaasort Masse. Naar Larverne har
ligget nogen Tid i Moderens Kappehule, svømmer
de ud; de har da en Længde af c. 1/5 mm, er
forsynede med en gennemsigtig Skal og er
kendelige paa den S-formede, mørkpigmenterede
Tarmkanal. De svømmer nu omkring i Vandet
i 8—30 Dage, alt efter Temperaturen, hvorefter
de sætter sig fast. Jo længere det
fritsvømmende Stadium varer, desto flere Larver gaar til
Grunde, og trods Ø.’s store Frugtbarhed (hos
den nordeuropæiske Art producerer et enkelt
Individ over en Mill. Larver) opnaar kun faa
af hvert Individs Afkom det fastsiddende
Stadium. Da Temperaturen her har stor
Betydning, ligesom den fremmer Gydningen, idet
Hunstadierne ved højere Temperatur følger
hurtigt efter hverandre, vil Østersbestandens
Fornyelse i de fleste nordligere Have være
særdeles ringe, først ved Temperaturer
omkring 20°—22° i Sommermaanederne tør man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
