52.), medens de tilsvarende Tal for Socialdemokraterne var 390000 og 48, for de Konservative 217000 og 27, for de Radikale 147000 og 18, for Erhvervspartiet 27000 og 3, for det slesvigske (»tyske«) 7500 og 1. Ved Landstingsvalget 1. Oktbr, fik Venstre 32 Mandater (hvortil det færøske kom som det 33.), Socialdemokraterne 22, de Konservative 13 og de Radikale 8. Trods Fremgangen for Socialdemokratiet befæstedes Venstreregeringens Stilling ved disse Valg. Præget af en liberalistisk Samfundsopfattelse gennemførte Ministeriet Neergaard en Afvikling af Krigslovgivningen med Undtagelse af Boligloven. Dette medførte Besparelser i Statshusholdningen; hertil kom bl. a. en Omregulering af Dyrtids- og Konjunkturtillæg i Overensstemmelse med Prisfaldet, og 1920 gennemførtes en Forsvarsordning, hvorved de aarlige Forsvarsudgifter nedsattes til c. 44 Mill. Kr. Paa Grund af Indtægternes Svigten øgedes Luksusbeskatningen, og der indførtes Skatter paa Chokolade- og Restaurationsforbrug. Det var dog nødvendigt at optage Statslaan, navnlig i 1922 et stort Dollarslaan til Dækning af de med Genforeningen forbundne Udgifter. Paa en Række Omraader gennemførtes store Reformer, til Dels med nye Forøgelser af Statens Udgifter som Følge: Udvidelse af Repræsentationen i Udlandet, de meget demokratiske Kirkelove af 1922, en Deling af Statsskatten paa fast Ejendom i Grundskyld og Ejendomsskyld, en Fornyelse af den gamle Statshusmandslov af 1899, inden for den egentlige Sociallovgivning Adgang for kroniske Syge til at blive Medlemmer af statsanerkendte Sygekasser, en til disse knyttet Invalideforsikring, en Arbejdsløshedsforsikring med offentlig Anerkendelse og Støtte, en betydningsfuld Ordning med Aldersrente i faste Beløb til Afløsning af den ældre skønsmæssige Alderdomsunderstøttelse. Den Erhvervskrise, der ramte Industrien som Følge af Prisfaldet, var Regeringen derimod ikke villig til at modarbejde ved Hjælp af Toldforanstaltninger eller Importregulering, hvad der var en vis Stemning for i alle de andre Partier og ganske særlig blandt de Konservative, hvorved det borgerlige Samarbejde udsattes for stor Fare. Landmandsbankens Sammenbrud i 1922 medførte, at Rigsdagen enstemmig vedtog at lade Staten træde til med en Garanti for Bankens fortsatte Bestaaen, hvilket dog ikke hindrede, at visse med Sammenbrudet forbundne Omstændigheder gav Anledning til Angreb paa Regeringen. Mest svækkende for dennes Stilling blev dog den Valutakrise, der tog stærk Fart i Løbet af 1923, et tilsyneladende meget faretruende Fald i den danske Krones Værdi, over for hvilket Regeringen principielt kun ønskede at skride ind med Foranstaltninger til Seddelmængdens Formindskelse, medens den ogsaa her vægrede sig ved at følge en af de Konservative stærkt ønsket Toldpolitik. 11. Apr. 1924 afholdtes nyt Folketingsvalg, hvorved Socialdemokraterne vandt Stillingen som Landets største Parti med 55 Mandater, medens Venstre gik tilbage til 362000 Stemmer og 45 Mandater, de Konservative fik 243000 Stemmer og 28 Mandater, de Radikale godt 166000 Stemmer og 20 Mandater, Tyskerne 7715 Stemmer og 1 Mandat. 23. Apr. 1924 udnævntes D.'s første socialdemokratiske Regering, der var henvist til at søge Støtte for sin Politik hos det radikale Parti. Statsminister blev Th. Stauning, der selv overtog det til Erhvervsministerium omdannede Handelsministerium, Socialminister blev Fr. J. Borgbjerg, Indenrigsminister C. N. Hauge, Forsvarsminister L. Rasmussen, Udenrigsminister C. Moltke, Kirkeminister J. P. Dahl, Undervisningsminister Fru Nina Bang, Landbrugsminister K. M. Bording, Trafikminister J. Friis-Skotte, Finansminister C. V. Bramsnæs, Justitsminister K. K. Steincke. Dette Ministerium gennemførte en Løsning af Valutaspørgsmaalet, hovedsagelig efter Venstres Tanker, og en Deling af de kommunale Skatter paa fast Ejendom i Grundskyld og Ejendomsskyld. Endvidere fremlagdes en Række vidtgaaende Forslag angaaende f. Eks. Afrustning, Priskontrol, Avancebegrænsning, Bedriftsraad, Lovfæstelse af 8 Timers Arbejdsdag, Forhøjelse af Aldersrenten, Støtte til Børn af Enkemænd og Enker, Forslag, det ikke lykkedes at gennemføre. Snart maatte den socialdemokratiske Regerings Opmærksomhed beslaglægges af den nye Erhvervskrise, som fremkaldtes ved den uventet hurtige Kronestigning. 14. Oktbr. 1926 forelagde Regeringen i Folketinget en samlet Plan til Afhjælpning af Krisen, bygget paa en omfattende direkte Hjælp til det nødstedte Erhvervsliv og en hertil tjenende Kriseafgift af de store Formuer. Da det radikale Parti vægrede sig ved at gaa med hertil, afbrødes dets Samarbejde med Socialdemokratiet, og Folketinget blev opløst. Ved Folketingsvalget 2. Decbr. 1926 fik Socialdemokraterne godt 497000 Stemmer og 53 Mandater, Venstre godt 378000 Stemmer og 46 Mandater (hvortil kom det færøske Mandat som 47.), de Konservative godt 280000 Stemmer og 30 Mandater, de Radikale 151000 Stemmer og 16 Mandater, Retsforbundet 17500 Stemmer og 2 Mandater, det tyske Parti godt 10000 Stemmer og 1 Mandat. Venstres og de Konservatives Mandattal var altsaa tilsammen 77, Radikales og Socialdemokraters 69, og der var paa ny parlamentarisk Grundlag for et Venstreministerium med konservativ Støtte. 14. Decbr. 1926 dannedes det andet Venstreministerium efter Verdenskrigen. Stats- og Landbrugsminister blev Th. Madsen-Mygdal, Finansminister N. Neergaard, Indenrigsminister Kragh, Justitsminister Rytter, Forsvarsminister Brorsen, Handelsminister Slebsager, Trafikminister J. Steensballe, Sundhedsminister V. Rubow, Udenrigsminister L. Moltesen, Undervisningsminister J. Byskov, Kirkeminister F. C. Bruun-Rasmussen. Ministeriet Madsen-Mygdal satte sin Kraft ind paa at nedsætte Statens Udgifter i Overensstemmelse med den Parikrone, der netop ved det Tidspunkt, da Ministeriet tiltraadte, paa ny var en Kendsgerning. For en stor Del blev Pengene sparet paa Statens Lønningsbudget, og Besparelserne