Noailles (s. d., Suppl.) med hendes »Tone fra Østen«. Efter at Temaet Døden havde præget hendes glødende Versestil, i Les Forces éternelles (1920) bl. a., viste hun rigtigt, hvor stor og »fremmed« hun er i fransk Lyrik. Der er Prinsesse Bibesco, som i Cathérine-Paris (1927) skabte sit Mesterværk, netop omhandlende de fremmede Fugle og hvordan de finder Rede og Rugeplads i fransk Litteratur. Til Rumænerne maa vel endelig, foruden Tristan Tzara, Dadaisten, ogsaa regnes den intelligente Eventyrer og Fabulist Panait Istrati (f. 1884), hvis litterære Evner man dog ikke maa overvurdere. Der er Russere i moderne fransk Litteratur. Den begavede André Beucler med hans storslaaede Vision La Ville anonyme (1927) og den russiske Jøde Josef Kessel. Der er Irlændere som den lovende Dramatiker Steve Passeur, der er Tyskere som Iwan Goll og udprægede Angelsaksere som den talentfulde Julien Green (f. 1899) (Adrienne Mesurat [1927], Leviathan [1929]). Japanerinden Kikou Yamata, i sit Talent ikke langt fra Noailles og Prinsesse Bibesco, har ogsaa føjet sin værdifulde Tone af Østen ind i fransk Litteratur — og den ypperlige Fortæller Henri Pourrat fornægter ikke sin indiske Oprindelse. Der er kort sagt Folk af alle Nationer i den franske Litteratur efter Verdenskrigen, en Dansker, Karen Bramson, skriver Skuespil og Romaner paa Fransk, og Negeren René Maran skriver 1921 sin berømte Negerroman Batoula og vinder Goncourtprisen for den. — For saa slet ikke at tale om de to store naturlige Fremmedelementer inden for det Franske, Belgierne og Schweizerne, der hver med deres Tone har hævdet sig en smuk Plads i de sidste Aars Litteratur. Belgieren Davignon (f. 1879) med hans fornemme Prosakunst Un Pénitent de Furnes (1925), og den geniale Schweizer Ramuz (f. 1878) med hans storslaaede Bjergskildringer og hans Verdensbillede af Dante'ske eller Paul Claudel'ske Dimensioner. Det moderne er af ufransk Oprindelse. Som man ser, alene i den fremmede Af deling frembyder Litteraturen efter 1914 en Fundgrube af Talent og Genialitet for Forskeren. Udenom det egentlig franske har alt dette lagt sig som et Lag, man maa igennem, før man naar ind til Kernen. For selvfølgelig Kernen, det egentlig franske, lever upaavirket videre, hvor tyk og imponerende en Skaldannelse der saa end foregaar omkring den. Traditionen, Klassicismen lever endnu, trods Verdenskrig, trods Internationalisme o. s. v. Uhyre interessant er det saaledes at se, at hvad af Modernisme og Udskejelser i Smagen der kan findes i fransk Litteratur, som i alle moderne Litteraturer, det kan altid her føres tilbage netop til et Fremmedelement. De egentlige Franskmænd ved nok at vare sig. Ogsaa derved faar det uhyre Kontingent af Fremmede sin store Betydning som Befrugtning og Fornyelse i det Franske. Futurisme, Kubisme og Dadaisme fylder en betydningsfuld Plads i moderne fransk Litteratur. Men Foregangsmændene? Den højtbegavede Apollinaire (s. d., Suppl.), den kubistiske Prosas Teoretiker, og Foregangsmanden i pythisk Lyrik, er af slavisk Oprindelse, selve Navnet et Pseudonym for G. de Kostrowitsky. Futurismens Førstemand er den italiensk fødte Marinetti (f. 1878). I Mots en Liberté (1919) skriver han for og demonstrerer, hvorledes rettroende franske Futurister bør skrive Vers. Og endelig Dadaismen? Her er det Rumæneren Tristan Tzara (f. 1896) med Cinéma Calendrier du Coeur abstrait (1920) og Spanieren Francis Picabia med Unique Eunuque (Navnet er karakteristisk for hele Retningen), der fører an. Fremmedelementet i moderne fransk Litteratur er saaledes af overvældende Betydning. Emnevalgets Internationalitet. Men ikke blot ved Forfatterne af fremmed Race, ikke blot ved en ny Indstilling og et omfattende Kendskab til Verdenslitteraturen, har Tiden omkring Verdenskrigen betydet en Fornyelsens Tid for Litteraturen paa Fransk. Selve Emnevalget er blevet udstrakt over et internationalt Omraade. Eksotiske Emner dyrkes af Claude Farrère (f. 1876), af den meget fremragende Victor Segalen (1878—1919), der yndefuldt skildrer Tahiti og det store kejserlige Kina. Det sidste gør ogsaa Soulié de Morant, navnlig i den vidunderlige Skuespillerroman Bijou de Ceinture. Kommunistiske og bolshevikiske Emner er paa Moden, Romaner fra det store russiske Rige i det hele florerer (Kessel, René Crevel, Blaise Cendrars, Claude Anet, Pierre Mac Orlan, Robert de Traz o. s. v.), Internationalismen udstrækkes saa vidt som til Skandinavien (Bedel) og Grønland (Soupault) — og Paul Morand (f. 1888, s. d., Suppl.), Tidens typiske Digter i denne Henseende og en gnistrende talentfuld Fortæller, er i sit Emnevalg den levendegjorte Internationalisme. De store Udlændinge. Men allermest opsigtsvækkende er dog maaske den Betydning, Udlandets »Store« omkring Krigen pludselig fik for Frankrig, det Frankrig, der hidtil saa villigt afgav Paavirkning, men kun saa nødigt modtog den. Det er her Spengler og Freud, Pirandello og Joyce, der først og fremmest maa nævnes som de afgørende Paavirkninger udefra. Freud og Pirandello har deres væsentlige Andel i den surrealistiske Skole med dens Dyrkelse af det Ubevidste i Sjælelivet. Surrealismens Førere er den talentfulde Soupault og den forskruede Vitrac, dens Teori er udgivet som Manifeste du Surrealisme (1924), og de to mest begavede af dens Forfattere er Pierre Reverdy (f. 1889) cg Jean Cocteau (s. d., Suppl.). Joyce har givet den erotiske Roman i F. vigtige Impulser til at komme bag det blot frivole, — og Freud igen, ja, paa hans Konto staar i væsentlig Grad hele »det erotiske Gennembrud i Litteraturen 1915—30«, den Trang til erotisk Forstaaelse, der i fransk som i alle moderne Litteraturer utrættelig nu tager de vanskelige Emner op til Behandling. Den moderne franske Romans Førere Proust og Gide staar i afgørende Gæld til Freud. Krigen som Emne. Alt dette var Krigens Resultater i Litteraturen. Men Krigen selv og Efterkrigstiden betød et Fond af Oplevelse, et Fond af Emner til Behandling for