Tidens Digtere. Skribenter, der var gaaet i Staa, vækkes ved det store Ragnarok og bliver Digtere paany, Bernstein f. Eks. (s. d.) skriver ud fra denne store Oplevelse sit værdifulde Stykke L'élévalion (1917), en Digter som Curel fornyer sig paa afgørende Maade under og efter Krigen, skriver Krigsdramaet Terre inhumaine (1925) og Dramaet La Viveuse et le Moribond (1926) om den Hjemvendendes Psykologi, for slet ikke at tale om Schlumbergers ypperlige Romaner om det Emne, om Barbusses, Duhamels og Maeterlincks Krigsskildringer, om Claudels pragtfulde Poèmes de Guerre, om Barres og Bazins ensidige, men lidenskabelige litterære Patriotisme, Paul Forts og Céards Krigsdigte, de mange Krigsdramatikere med Raynal i Spidsen eller den unge Krigsroman med Roland Dorgolès' (f. 1886) Les croix de bois (1919) som lysende Forbillede. — Krigen krævede sine Ofre blandt de franske Digtere. Fuldtfærdige som den betydelige Lyriker Charles Peguy (1873—1914) tog den, og unge Haab som Louis Pergaud (f. 1882), som de tre sjælfulde Lyrikere Jean Marc Bernard, Alain Fournier og Emile Despax og som de tre lovende Romanforfattere Paul Acker, Ernst Psichari og Emile Clermont. Men hvad den tog fra Litteraturen, har den givet igen i bristefærdigt sjæleligt Indhold hos dem, der levede med og levede igennem. Dramatikerne Raynal og Sarment alene er Vidnesbyrd derom. Le mal du siècle. Hele Efterkrigspsykosen har været afgørende for den nye franske Litteratur. De store Skildringer af Efterkrigstidens unge Mand, af Inflation og Depression hos de nye Aargange, af vor Tids mal du siècle, af det rodløse og forvildede, af den moralske Opløsning i den unge Slægt, kort sagt, hele »Ungdomsromanen« har været af største Betydning for fransk Litteratur. Den pessimistiske Ungdomsromans Helt er teoretisk skildret i Mauriacs Essay Le jeune homme (1926), i Lamandés Enfants de siècle og i Drieu de la Rochelles Mesure de la France — men i Praksis har tre unge Forfattere her sagt afgørende Ord. Jean Cocteau i Le grand Ecart (1923). Pourrat i Le mauvais Garçon (1926), samt Raymond Radiguet (1903—1923) i Le Diable au Corps (1923). Ogsaa Carco hører i øvrigt herhen. Disse fire Forfattere har præsteret det mesterlige i den digteriske Fremstilling af vor Tids unge Mand, en Werther og en Des Esseintes paa een Gang. De frivilligt fædrelandsløse. Alt dette var Typer af, hvad der er sket i de sidste 15 Aars franske Litteratur, under, efter og paa Grund af Verdenskrigen. Inden der nu skal gøres Rede for, hvad der inde bag det er det »normalt« levende af fransk Litteratur i Lyrik, i Drama, i Roman, skal endnu en Gruppe nævnes, der har udskilt sig fra den øvrige Litteratur, ogsaa i disse Aar, og for en stor Del som Følge af dem, i hvert Fald har vendt sig direkte imod Traditionernes Frankrig. Det er de internationalt sindede, de kommunistisk prægede Forfattere og Unanimisternes store Gruppe Først og fremmest er det Rolland (s. d.), som Franskmændene selv føler »har tabt Følingen med sit Land« til Fordel for en international Indstilling. Det er endvidere Barbusse (s. d., Suppl.), der helt har helliget sig Clartébevægelsen og staar med skarp Front mod sit Hjemlands Litteratur — det er endelig Jules Romains (s. d.) og hans »Gruppeteoretikere«, Antimilitarister og Unanimister, Charles Vildrac (s. d., Suppl.), René Arcos, Luc Durtain o. s. v. —- og endelig Duhamel (s. d., Suppl.), der dog aldrig blev nogen ensidig Forherliger af Gruppen i social Betydning, men i sine Bøger viste, at han vidste Besked om, at det maaske fortrinsvis er de slette Egenskaber hos Menneskene, der kommer frem, naar de færdes i Flok. Endelig maa Raynal og Dorgelès ogsaa henføres til Unanimisternes Kreds. Ufranske i deres internationale Indstilling er disse Digtere. Walt Whitmans Aand svæver over dem, har Fritz von Unruh sagt i en Bog. 2. Den egentlige Litteratur. Efter Udskillelsen af alle disse Elementer er der nu tilbage at gøre Rede for de tre vigtigste Litteraturgrenes almindelige Stilling under og efter Krigen. Lyrikken. Paa den højre Fløj, altsaa nærmest den klassiske Tradition, er det Navnene Paul Valery (s. d., Suppl.) og Paul Claudel (s. d., Suppl.), der angiver Retningen. Den første har med sit høje Formkrav og sit subtile matematisk-filosofiske Indhold strammet det ægte franske Begreb »Forstandslyrik« saa stærkt som muligt. Den anden har med sin dybe Viden om de sidste Ting givet Eksempel paa, hvor levende bevæget en »klassisk« Aand kan være. I de to's nærmeste Følge ligger Lucien Fabre (f. 1889), en sikker og klog Lyriker erklæret Elev af Valery, Connaissance de la Déesse (1921) og Vanikoro (1923) — og »Spiritualisterne«, religiøse Lyrikere i Lighed med Claudel, Louis Le Cardonel (f. 1862), Louis Mercier (f. 1870) og Gonzague de Reynold. Den sidstes Age de Fer (1924) er karakteristisk for hele Gruppen, de klassiske Traditioner holdes i Ære. Nær disse Lyrikere staar de to Lyrikere for det højere intelligente Borgerskab, Paul Géraldy (f. 1885) Toi et Moi (1913) og Emile Henriot (f. 1889), La flamme et les Cendres, (1921) og Aquarelles (1923). Noget fjernere Les Fantaisistes. Først og fremmest Paul Jean Toulet (1867—1920) med hans Contrerimes (1921), hvori med klassisk Knaphed en Fylde af Vid og Visdom er nedlagt. Dernæst Frank Nohain (f. 1872), i Samlingerne Fables (1920), Jardin des Plantes et des Bêtes (1923) og L'Orphéon (1925) en Efterkommer af La Fontaine, Versekvilibristen Tristan Klingsor (f. 1874) Poèmes de Bohéme (1913), Humoresques (1921), L'Escarbille d'Or (1922). Sluttelig Jean Pellerin (1885—1920) med de efter hans Død udgivne Bordeldigte Bouquet inutile (1923), den berømte Francis Carco (s. d., Suppl.), den sentimentale Ironiker Tristan Derême (f. 1889) og de helt nye lovende Talenter Théophile Féret (Banque de Cuir [1926]) og Odilon Jean Périer (Le Promeneur [1927]). Paa Lyrikkens venstre Fløj dominerer