Symbolister og Neoromantikere, Følelseslyrikere i Modsætning til den forrige Gruppes Forstandslyrikere. Neoromantikere er den lyrisk panteistiske Michel Abadie (1866-1922), der først vandt Berømmelsen efter sin Død med Samlingen Tombeau de Michel Abadie, udgivet af Venner 1924, Fernand Gregh (f. 1873) paavirket af Hugo og Sully Prudhomme, Couleurs de la Vie (1919), et udmærket Choix de Poésies (1927), endvidere de to fremragende kvindelige Lyrikere, Anne de Noailles (s. d., Suppl.) og Lucie Delarue-Mardrus (f. 1880) med hendes Les Souffles du Temps (1918). — Symbolister er først og fremmest Francis Vielé Griffin, Paul Fort (s. d., Suppl.), Francis Jammes (s. d.), af de senere Aargange Fagus (f. 1872), La Dame macabre (1920), Le Frère Tranquille (1922), Verlaines værdige Efterfølger Leon Paul Fargue (f. 1878), Poèmes (1919), Souvenirs d'Enfance (1927), Tancrède de Visan (f. 1878), Guy Lavaud (f. 1883), Phileas Lebesgue (f. 1869), La grande Pitié (1920), Les Chansons de Margot (1926), og René Bizet, Saxophone (1926). — Om de unanimistiske Lyrikere Durtain, Jouve, Vildrac skal der her ikke tales. Tilbage er saa kun af det yderste Venstres Kubister, Futurister, Dadaister og Surrealister Apollinaire, hvis Calligrammes i den endelige Udgave 1925 er en af de vigtigste Bøger i moderne fransk Lyrik, den geniale Max Jacobs (f. 1876), La Déjence de Tartuffe (1919), Visions infernales (1924), og endelig André Salmon (f. 1881), Prikaz (1921) og L'Age de l'Humanité (1922). Salmon er en litterær Skikkelse af overordentlige Dimensioner, en Cendrars, en Hugo, en Apollinaire, en Paul Morand paa een Gang. Valery Larbaud (f. 1881), Poésies (1923), er det moderne Livs desperate Lyriker, Blaise Cendrars (f. 1887), Du Monde entier (1919), Kodak (1924), den internationalt berejste Lyriker og Formidler af primitiv Poesi, og Pierre Reverdy (f. 1889), Epaves du del (1924), er sammen med Corteau (s. d., Suppl.) som nævnt en af Surrealismens Førstemænd, en kosmisk Lyriker, der med megen Umiddelbarhed og stor Fantasi skaber en ny poetisk Mytologi. Dramaet. Af de tre Litteraturgrene staar denne svagest. Krigen og Emnerne deromkring skabte nok en kortere Frodighed, men de tre sidste Aars dramatiske Høst er betænkelig sløj. I det »store« Drama er Claudel og Curel (s. d.) de førende Navne. Claudel fornyer hele Begrebet Drama i sin ubegribelige Genialitet, og Curel fornyer under Verdenskrigen sig selv og bliver en dramatisk Digter af de store Maal. »Idédramaet« kan man kalde denne Gruppe, til hvilke ogsaa hører Maeterlincks og Rollands senere Stykker. Claudels Elev er Mystikeren Henri Gheon med hans skolastiske Dramer Le Pauvre sous l'Escalier (1921) og de af Pirandello paavirkede Le Comédien et la Grace (1926). Paul Fort har skrevet det ypperlige historiske Skuespil Louis XI, og endelig har Jules Romains (f. 1885), Unanimisternes Fører, siden Skuespillet Knock (1923) skabt sin egen Komediestil, hvori han med ætsende Satire forfægter sine sociale Teorier. Med den franske Bearbejdelse af Ben Jonsons Volpone (1928) har han vist, hvilken Teatrets hengivne Tjener og Beundrer han er, foruden at være Forfatter og social Teoretiker. I det mere almene Teater, nedenom Idédramaet, betegner Georges de Porto-Riche (s. d.) en af de afgørende Impulser. Sammen med Freud og Pirandello har han skabt den Form for Fremstilling af Menneskesjæle paa Scenen, som er det moderne Teaters. Det gode Drama i denne Sammenhæng repræsenteres af Jacques Copeau (Maison natale 1924), Fernand Crommelynck (Cocu magnifique 1920), Jean Jacques Bernard (Le Printemps des autres 1924). — Paul Géraldy med hans ogsaa i Danmark spillede Stykker »Elske«, »Hvis jeg vilde«, »Bryllupsdage« repræsenterer den intelligente Smag hos et finere, men mindre umiddelbart Publikum. Udenom alle Teorier og helt personlige Veje gaar Paul Raynal (»Graven under Triumfbuen«), Jean Sarment (»Skyggefiskeren«) og Charles Vildrac — alle tre betydelige Dramatikere og det unge Haab for Frankrigs Drama. Vildrac har allerede dannet Skole. Forfatteren til Successen Je ne vous aime pas (1926) Marcel Achard vandrer i hans Spor. Den fremragende René Lenormand (f. 1882) er psykopatologisk Dramatiker og dristig i sit erotiske Emnevalg. A l'Ombre du Mal (1924), Le Lâche (1926), L'Amour magicien (1926), Jean de la Lune (1929) viser foruden Glimt af Freud og Pirandello Glimt af Shakespeare. Der er megen uforløst Genialitet endnu i denne Dramatiker. Edouard Bourdet er ogsaa Psykopatolog. Denne drevne Boulevarddramatiker (Rubicon, Vient de paraître) har i La Prissonière med sikker Psykologi og i Traad med Tendenser i Samtidens Roman tegnet den homosexuelle Kvindes Tragedie — og hendes beklagelsesværdige Ægtemands. Romanen. Allerede ved Oversigten over Udenværkerne blev det klart, at det er i Romanen, at den moderne franske Litteratur har præsteret det mangfoldigste og det ypperste i disse Aar. Den moderne franske Roman har virkelig under og efter Verdenskrigen opnaaet et Højdepunkt af Ydeevne og Udtryksevne. Til de tidligere Impulser for de unge Forfattere, Anatole France, Paul Bourget, Charles Maurras og Maurice Barrés, kom der i disse Aar to fuldt saa stærke — Marcel Proust og André Gide. I deres Tegn staar al moderne fransk Romankunst, og fra dem stammer ogsaa den Drejning fra det psykologiske over i det patologiske, som er blevet typisk for de senere Aars franske Litteratur. Sociale og individuelle Onder søges opklaret fra Grunden af; navnlig de erotiske Tilstande og de for Tiden typiske Foreteelser af den Art undersøges, uden Spekulation i hverken det pikante eller det perverse, men til den menneskelige Forstaaelses Fremme, og ifølge Freuds Teori, at det fulde Overblik over en Sygdom er det første og afgørende Skridt til dens Helbredelse. Udgivelsen af Prousts store Hovedværk A la Recherche du Temps perdu, først afsluttet 1927, og Gides eneste større Roman Les Faux-Monnayeurs (1926), samt Gides opsigtsvækkende