Bekendelser Si le Grain ne meurt fra samme Aar — er de store grundlæggende Foreteelser i de sidste Aars franske Aandsliv. — Med sit Sinds Særegenhed og trods sin kontrære Kønslighed staar Gide nu jævnbyrdig Claudel. De er de to betydeligste nulevende franske Forfattere, og Kredsen om Gide, Claudel og La Nouvelle Revue Française er Hjertegruppen i vor Tids franske Litteratur. Hvor stærk en Drejning i Smag, og hvor forhøjet en psykologisk Ydeevne Efterkrigsaarene førte med sig, ses bedst af, at selv en saa gammeldags Fortæller som Boylesve (s. d.) ender som Freudianer, og af at en letbenet Fortæller som Abel Hermant (f. 1862) i disse Aar med Le Cycle de Lord Chelsea (1924) naar at præstere et modent og skarpsindigt Værk, paavirket af Freud og Proust. Inden for Romanen svarer den Vending, Verdenskrigen har frembragt hos ham, til den, den inden for Dramaet frembragte hos Bernstein. Mod de »moderne« Tendenser i Tiden er der dog en ikke lille Gruppe Romanforfattere samlet. Først og fremmest naturalistiske Forfattere af de ældre Aargange som den fortræffelige Pierre Mille (f. 1864), paavirket af Daudet og Zola. Mest kendt er hans Kolonialsoldat Barnavaux (1912), mest værd Christine et lui (1926). Endvidere Lucien Descaves (f. 1861), Socialist og Antitraditionalist og et stort Talent, L'Hirondelle sous le Toit (1924), Victor Marguerite (f. 1867), der mistede Æreslegionen paa sin Garçonne (1919), Pierre Hamp (f. 1876, s. d., Suppl.), den geniale Skildrer af nordfranske Arbejdere og Forkynder af Arbejdets Religion, Leon Werth (f. 1879) den hadefulde Socialist og Misantrop, Danse, Danseurs, Dancings (1925), sluttelig Henri Beraut Le Martyre de l'Obèse (1922) og Séverine Line (1922). Ogsaa mod den fremherskende Tendens i F.'s moderne Roman er en Række Tilhængere af den »idealistiske« Roman. Unanimisterne hører herhen, Francis Jammes, Duhamels, Alexandre Arnoux, Rollands Prosabøger, endvidere Regionalisterne »Egnshistorikerne«, der i Barres' og Bazins Spor skildrer de franske Provinser. Nogle højst talentfulde moderne Skribenter er der blandt dem. Louis Hémon Marie Chapdelaine (1913), Alphonse de Chateaubriant La Brière (1923), Ernst Pérochon Les Gardiennes (1924), Charles Ferdinand Ramuz, Benjamin Valloton og Joseph Jolinon. Med den psykologiske Roman nærmer vi os det tidstypiske. Mindre hos Pierre Dominique med hans Tolstoj-Hauptmannske Bog Notre Dame de la Sagesse (1924) og hans Verdensundergangssyner Selon Saint-Jean (1927), mindre hos Henri Duvernois, Maupassants talentfulde Elev, der dog med Edgar (1912) ligesom skrev Efterkrigstidens Ungdomsromaner for, mindre ogsaa hos den talentfuldt løgnagtige Colette og hos Charles Derennes, der begge aandfuldt kynisk afslører Dyret i Mennesket — mere i den katolsk prægede Roman, der synes at have Fremtiden for sig. Edouard Estaunié (f. 1862), Emile Baumann (f. 1868), Robert de Traz (f. 1884), Emile Henriot (f. 1889) er her de endnu levende Foregangsmænd, navnlig den storslaaede, om Verhaeren mindende Baumann. Midt i Tiden er vi saa med François Mauriac (s. d., Suppl.) og den lange Række af hans ypperlige Romaner. Nær op til ham slutter sig Lucien Fabre (f. 1889) med hans epokegørende og tidstypiske Rabevel (1923), en Forklaring paa vor Epoke og et Opgør med den, Henri Poulaille (f. 1896), der i L'Enfantement de la Paix (1926) ogsaa gør op, Jerome og Jean Tharaud(s. d.), André Therive og den vittige Clement Vautel, Mon Curé chez les Riches (1923) og Mon Curé chez les Pauvres (1925). Paa Vejen til Centrum ɔ: Gide og hans Stab, staar André Maurois (s. d., Suppl.) med hans Biografier af Shelley og Disraeli, Bøger der dannede Skole i Frankrig som ude i Europa (Carco har skrevet Villons Roman), Valery Larbaud, Maurice Larrouy, Julien Green, og først og fremmest den genialt selvstændige Georges Bernanos, Sous le Soleü de Satan (1926), La Joie (1929), en Nyskaber i Form og Indhold. Hans Personifikation af selve det onde Princip er en Mesters Værk. Om Gide grupperer sig en Række fremragende Forfattere. Roger Martin du Gard (s. d.), Suppl.), Jean Schlumberger (f. 1877), Un homme heureux, Le Camarade infidèle, Henri de Lacretelle, Silbermann (1922) og den lesbiske Bonifas (1925), Jacques Chardonnel, L'Epithalame (1921), Thierry Sandre (f. 1892), Francis de Miomandre (f. 1880), La Naufragée (1924), Henry Deberly, Jacques Chenevière, Messagers inutiles (1926), Lægen Gil Robin, La Prison de Soie (1927), Philippe Soupault (f. 1897), Francis Carco (s. d., Suppl.) — alle prægede af det nye »seksuelle Gennembrud«. Til Slut skal lige nævnes to Forfattere, hvis Romaner ikke blot hviler i det tidstypiske, men peger frem mod det for den næste Generation typiske, Jean Giraudoux (f. 1882) og den ungdommeligt straalende Henry de Montherlant (f. 1896). Giraudoux vil foruden sine aandfulde Romaner Siegfried et le Limousin (1922), Eglantine (1927) o. s. v. skrive intet mindre end vor Tids Kronik, en Afløser saavel af France's Histoire contemporaine som af Proust's A la Recherche du Temps perdu, fuld af Nutid saavel som af Varsler for Fremtiden. Montherlant er Forkynderen af en sportstrænet, sejrssikker ny Menneskehed paa Vej, Songe (1922), Onze devant la Porte dorée (1924) er fyldt af en Haabefuldhed, der nærmer sig det altbesejrende. Med raske Vingeslag hæver en begejstret Aand sig op over mere desillusionerede Jævnaldrende og profeterer en kommende sund Æra. Om denne Æra — i hvert Fald i Litteraturen — er det endnu vanskeligt at profetere noget. I Tilslutning til Typen Montherlant kan man kalde Titlen paa et af Prevost's senere Værker betegnende for den aktuelle Tone over moderne fransk Litteratur; La Nuit finira. Mod de overvældende mange fremmede Impulser har Henri Massis nylig protesteret i Défence