de l'Occident, men samtidig har den strengt patriotiske Gruppe omkring Action Françoise løsnet sig, og den vigtige ungkatolske Forfattergruppe har erobret sig Pladsen, hvorfra man venter Fremtidens Tendenser skal udgaa, de almenmenneskelige, de alle patriotiske Skranker sprængende evigt menneskelige. I al sin Blandethed er der noget forjættende over Grøden i de sidste 15 Aars Litteratur, en ny Middelalder har Filosoffen Maritain kaldt vor Periode; at hans nærmeste Følgesvende Stravinsky og Cocteau har meget af Middelalderens friske Livskraft i sig, kan vi give ham Ret i. Maritain sporer i Tidens unge Tendenser en Kamp ud over Efterkrigstidens (Folkevandringstidens) Opløsning, — Tendensen kan blive ensbetydende med kunstnerisk Nihilisme som hos Barbusse, men den kan ogsaa betyde kunstnerisk Fordybelse i det mangfoldige Liv; man samler, man vil forstaa. Vi kan med Maritain antage som sandsynligt, at der, sammen med den nye Moral, som er ved at blive til, ogsaa er en ny Syntese paa Vej, og med den, efter Middelalderen, en Renaissance. (Litt.: René Lalou, Histoire de la littérature française contemporaine [Paris 1923]; Otto Forst-Bataglia, »Französische Litteratur der Gegenwart«, 2. Oplag [Wiesbaden 1928]; Bernard Fay, Littérature française contemporaine [Paris 1928]. F. S. Musik. I det 20. Aarhundrede har Musikken i F. væsentlig skiftet Udseende og Karakter — ligesom Tilfældet har været i største Delen af det øvrige Europa. Man kan endog sige, at Bevægelsen »Ny Musik« til en vis Grad har haft en af sine Foregangsmænd i F. Claude Debussy var nemlig — ganske vist delvis paa Baggrund af Mussorgsky's Musik — en af dem, der tidligst brød med Traditionen og stræbte at afløse den med en Musik, der i hele sit Indhold og sin Udtryksmaade, harmonisk, formelt, klanglig (mindre i rytmisk Henseende), gik sine egne nye Veje; han skabte en Stilretning, som man efter Forbilledet i Malerkunsten har benævnt »Impressionismen«. Debussy, under hvis Paavirkning de følgende Komponister længe stod, til Dels endnu staar, søgte tillige paa karakteristisk Maade — som Modernisterne overhovedet — bag om Romantismen Tilknytning til de franske Mestre i det 17.—18. Aarhundrede, navnlig til de berømte Klaverkomponister; han bevarede derigennem og ifølge hele sit kunstneriske Temperament et udpræget fransk Fysiognomi i sin Musik. Debussy har kun skrevet een Opera (Pelléas et Mélisande), og det samme gælder César Franck, der, skønt født Belgier, men virkende i Paris som ypperlig Organist og Pædagog, paa sin Side ogsaa fik stor Indflydelse paa de nyere franske Komponister ved sin aandfulde Udtryksmaade, varme Lyrik og højtkultiverede Teknik, der navnlig virkede nydannende i harmonisk og modulatorisk Henseende. Operaen, der hidtil havde været det mest fremtrædende Træk i F.'s Musik, og som havde vundet Indgang vidt om i Verden, i de sidste Menneskealdre særlig med den maaske mest franske af dem alle, Jules Massenet, traadte nemlig nu i Baggrunden. Efter Massenet har egentlig kun G. Charpentier haft en vidtgaaende Succes, men rigtignok kun med eet Værk (Louise). Andre franske Operakomponister har haft mere lokalt Held, og med Mænd som Reyer, Lalo, Bruneau, d'Indy i Spidsen har en stor Del af dem ligget under for den Wagner-Begejstring, der et Par Aartier, indtil omkring 1900, næsten ganske beherskede F.'s eller i alt Fald Paris' Musikpublikum. Det er foruden Debussy's og Franck's Gerning Reaktionen mod Wagner's Opera — mere maaske blandt Komponisterne end i det store Publikum —, der har skabt Vendingen bort fra Operaen og i det hele fra Romantikken, i hvis Tegn Operaen i Hovedsagen stod igennem det 19. Aarhundrede, og henimod en Musik, der, mere dyrkende andre Musikarter, opponerede mod den stærke og heftig udtalte Følelsesfuldhed, den uklare Mystik, den overlæssede Udtryksmaade (navnlig ogsaa i orkestral Henseende). Medens de nærmest Franck-paavirkede Komponister med deres symfoniske Værker, Kammermusik og verdslige og kirkelige Vokalværker som Regel ikke naaede ret meget ud over F.'s Grænser (nævnes kan C. Chausson, Duparc, d'Indy), og det samme gælder den i F. højt skattede G. Fauré, der baade som Lærer og Komponist har haft Betydning for flere af de følgende Musikere, gjorde disse yngre Kunstnere, der efterhaanden tog Afstand ogsaa fra Debussy's med den ligeledes forladte litterære »Symbolisme« sammenhængende Stil, sig mere og videre kendte ved deres dristige og i forskellig Grad og Henseende eksperimenterende Værker. Saadanne Komponister er Ravel, Roussel, Dukas, Florent Schmitt, Ibert o. a. Deres medfødte »franske« Sans og Anlæg for Klarhed, Form og Stringens holdt dog i det hele taget disse Musikere borte fra det ganske formløse og ubetinget revolutionære. Adskillig mere yderliggaaende er den yngste Generation, der vel til Dels under Indvirkning fra »Verdenskrigen« tilstræber en kraftigere, mere robust og haandgribelig Musik end den forførende Debussy'ske, og som dyrker principmæssig Polytonalitet, Atonalitet, og fremfor den svulmende — altfor sansebetagende — Orkesterfylde foretrækker en enklere, mere gennemsigtig Orkestration med Selvstændighed for de enkelte Instrumenter og Forkærlighed for solistvirkende Blæse-, ja Slaginstrumenter. Uden Tvivl er disse »Modernister«, trods en ikke udslettet »Franskhed«, med Hensyn til det tonale og harmoniske Apparat, deres saakaldte »ekspressionistiske« Udtryksmaade, deres Tilbøjelighed for paa den ene Side det ganske folkelige, ja rent primære (blot rytmisk virkende) og paa den anden Side for det raffineret sarkastiske, parodiske eller barokt-eksponerede, i kendelig Grad paavirkede »udefra«. Som deres Forbilleder er det ikke vanskeligt at udpege Mænd som A. Schönberg, Skriabin og ikke mindst den i F. næsten naturaliserede Stravinsky. En hjemlig Tilskynder har de dog haft i den ikke meget