Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig (Musik) - Frankrig (Presse)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
produktive, men bevidst bisarre, E. Satie.
Af denne yngste Generation har hidtil
Milhaud, Poullenc, Auric, Migot vistnok
gjort sig mest gældende, men til denne
Gruppe maa ogsaa henregnes den ligeledes i
Paris naturaliserede Honegger (oprindelig
Schweizer); trods sit noget skiftende — men
stedse modernistiske — Fysiognomi staar han
med sin store Produktivitet endda i første
Række af de Yngste. — Uagtet flere af disse
yngre og yngste Komponister ogsaa har
skrevet Værker for Scenen (Operaer,
Opera-Balletter, Pantomimer, Melodramer) og undertiden
har haft Held dermed, er det endnu ikke
lykkedes nogen af dem at skaffe Operaen den
Rang og Betydning, som den forhen gennem
Aarhundreder har haft i F.’s Musik — eller at
skabe en ny Form for den.
W. B.
Presse.
Kort før Verdenskrigen søgte den parisiske
Presses store Informationsblade et Samarbejde,
der hidtil var ganske ukendt. Bladene i Paris
havde konkurreret haardt til Skade for deres
Økonomi, men til Gavn for Læserne. Omkring
1913 begyndte Jean Sapène, en yngre
Ingeniør og Forretningsmand, at nærme
Bladenes Direktioner til hverandre ved at foreslaa
dem at ophøre med Konkurrencen i Henseende
til Udsendelse af Korrespondenter,
Konkurrencer o. l., ved yderligere at søge Papir-Indkøb
og andre forretningsmæssige Dispositioner
koncentreret og interessere de Annoncerende i
nye Metoder. Det drejede sig om Le Petit
Parisien, Le Journal, Le Matin, Le Petit
Journal og til en vis Grad om L’Echo de Paris,
den store Informationspresse, der
repræsenteredes af i alt Fald de fire førstnævnte Blade.
Krigen standsede dette Samarbejde. Staten
blev bestemmende for Bladenes Liv, ingen Avis
kunde foretage betydelige Dispositioner uden
Statens Medvirken, og bladmæssigt set laa
fransk Presse død i Krigsaarene. Krigens
Ophør medførte nok Pressens Frigivelse, men
Forholdene var meget vanskelige, og først
langsomt er det siden lykkedes at komme ind
i normale Forhold. For en Række mindre
Opinionsblade var Tilknytningsforholdet til
Staten blevet en Livssag, og mange af disse
mindre Blade har derfor heller ikke efter Krigen
kunnet skabe sig nogen virkelig
forretningsmæssig, selvstændig og naturlig Basis. Men de
nævnte store Blade, og enkelte andre, først og
fremmest Le Temps, maa siges med afgjort
Held at have overvundet Vanskelighederne, og
det samme gælder en lang Række
indflydelsesrige Provinsblade. Sapène’s Arbejde har særlig
været knyttet til Le Matin, hvis
Annonceportefeuille han overtog allerede før Krigen efter
Aftale med Bladets egentlige Ejer
Bunau-Varilla. Men Bladdirektionernes
Samarbejde, forretningsmæssigt og redaktionelt i den
ovenfor nævnte Forstand, er senere uddybet,
saaledes at Reglen vil være, at intet af de
nævnte store Blade foretager sig kostbare
Skridt, som f. Eks. Udsendelse af
Korrespondenter, uden at være til en vis Grad enige.
Dette maa dog ikke forstaas saaledes, at der i
Paris findes nogen Bladtrust i engelsk,
amerikansk eller tysk Forstand. Fransk og særlig
parisisk Presse har heldigt holdt sig borte
herfra. Sporene fra andre Lande, særligt
England, skræmmer. Der er heller ikke opstaaet
nogen Diktator-Skikkelse i fransk Presse,
hverken paa det forretningsmæssige eller
journalistiske Omraade. Dog fra eet Hold er al fransk
Presse i en meget stor Udstrækning afhængig
af en enkelt Virksomhed, nemlig fra L’Ágence
Havas, det meget omfattende franske Bureau.
Havas har Korrespondenter i alle større Byer
Verden over, og den franske Regering har
saadanne Aftaler med Bureauet, al dets
Korrespondancer og Telegrammer ofte maa siges at
have en officiel Karakter. Da de store Blade
stadig søger at indskrænke deres daglige
Privat-Korrespondenters Kreds paa Grund af de store
Udgifter, der er knyttet til de private
Arrangementer, særlig i Telegram-Omkostninger,
bliver Havas af en næsten altbeherskende
Betydning for store Dele af fransk Presse. Le Temps
er det Blad, der i videst Udstrækning bruger
private Korrespondencer, mere dog i Form af
Breve end Telegrammer, og er tillige det
eneste franske Blad, der har en alsidig og talrig
udenrigspolitiske Stab i Lighed med The Times.
Men til den journalistiske Afhængighed af
L’Ágence Havas, der dirigeres af Pierre
Guimier og Léon Regnier, slutter sig
en Annonce-Virksomhed af et meget stort
Omfang og koncentreret i den store Ejendom
i Rue Richelieu, medens den journalistiske
Del af Bureauet ledes fra den gamle Ejendom
paa Place de la Bourse. Havas, der omkring
1928 helt opslugte sin eneste Konkurrent,
L’Ágence Radio, har ved sin Beherskelse af
Annonce-Markedet en overvældende økonomisk
Indflydelse paa fransk Presse.
Selv om man ikke kan tale om egentlige
Truster i Pariser-Pressen, i Provinsen findes
et enkelt Eksempel herpaa, der skal nævnes
nedenfor, er det dog saaledes, at der fra flere
af de store Blade udgaar andre Aviser. Det
betydeligste af saadanne Datterblade er
Excelsior, der udgivet af Le Petit Parisien, som i
Lighed med alle de andre store
Informationsblade ogsaa udgiver illustrerede Ugeblade,
helliget Sport, Moder, Hus og Hjem, Landbrug,
Jagt o. s. v. Skulde man nævne Tal paa de
betydende Morgenblades Oplag, er man paa
gyngende Grund. Til Vejledning skal dog
oplyses, at man i franske Bladkredse i 1930
ansætter Le Petit Parisien’s Oplag til c. 1300000.
Det er F.’s største Blad og har i en lang
Aarrække været ledet af Familien Dupuy.
Derefter kommer Le Journal med omkring 1
Mill., Le Matin med c. 1/2 Mill., Le Petit
Journal, der ejes af Politikeren og Ingeniøren
Loucheur, med c. 150000. Til disse politisk
neutrale, men dog »borgerlige« Blade, slutter sig
saa L’Echo de Paris, der er udpræget
konservativt og ledes og delvis ejes af Henry-Simond.
Det trykker c. 250000. I de sidste Par Aar er
endelig det talentfulde radikale Morgenblad
L’Oeuvre, ejet af Politikeren og
Cognac-Magnaten Hennesy og Industrimanden
Sederlin, oprindelig startet af den nu afdøde
Journalist Gustave Théry med den for tidligt
bortgaaede Robert de Jouvenel, en
Broder til Politikeren og Journalisten Henry de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
