produktive, men bevidst bisarre, E. Satie. Af denne yngste Generation har hidtil Milhaud, Poullenc, Auric, Migot vistnok gjort sig mest gældende, men til denne Gruppe maa ogsaa henregnes den ligeledes i Paris naturaliserede Honegger (oprindelig Schweizer); trods sit noget skiftende — men stedse modernistiske — Fysiognomi staar han med sin store Produktivitet endda i første Række af de Yngste. — Uagtet flere af disse yngre og yngste Komponister ogsaa har skrevet Værker for Scenen (Operaer, Opera-Balletter, Pantomimer, Melodramer) og undertiden har haft Held dermed, er det endnu ikke lykkedes nogen af dem at skaffe Operaen den Rang og Betydning, som den forhen gennem Aarhundreder har haft i F.'s Musik — eller at skabe en ny Form for den. W. B. Presse. Kort før Verdenskrigen søgte den parisiske Presses store Informationsblade et Samarbejde, der hidtil var ganske ukendt. Bladene i Paris havde konkurreret haardt til Skade for deres Økonomi, men til Gavn for Læserne. Omkring 1913 begyndte Jean Sapène, en yngre Ingeniør og Forretningsmand, at nærme Bladenes Direktioner til hverandre ved at foreslaa dem at ophøre med Konkurrencen i Henseende til Udsendelse af Korrespondenter, Konkurrencer o. l., ved yderligere at søge Papir-Indkøb og andre forretningsmæssige Dispositioner koncentreret og interessere de Annoncerende i nye Metoder. Det drejede sig om Le Petit Parisien, Le Journal, Le Matin, Le Petit Journal og til en vis Grad om L'Echo de Paris, den store Informationspresse, der repræsenteredes af i alt Fald de fire førstnævnte Blade. Krigen standsede dette Samarbejde. Staten blev bestemmende for Bladenes Liv, ingen Avis kunde foretage betydelige Dispositioner uden Statens Medvirken, og bladmæssigt set laa fransk Presse død i Krigsaarene. Krigens Ophør medførte nok Pressens Frigivelse, men Forholdene var meget vanskelige, og først langsomt er det siden lykkedes at komme ind i normale Forhold. For en Række mindre Opinionsblade var Tilknytningsforholdet til Staten blevet en Livssag, og mange af disse mindre Blade har derfor heller ikke efter Krigen kunnet skabe sig nogen virkelig forretningsmæssig, selvstændig og naturlig Basis. Men de nævnte store Blade, og enkelte andre, først og fremmest Le Temps, maa siges med afgjort Held at have overvundet Vanskelighederne, og det samme gælder en lang Række indflydelsesrige Provinsblade. Sapène's Arbejde har særlig været knyttet til Le Matin, hvis Annonceportefeuille han overtog allerede før Krigen efter Aftale med Bladets egentlige Ejer Bunau-Varilla. Men Bladdirektionernes Samarbejde, forretningsmæssigt og redaktionelt i den ovenfor nævnte Forstand, er senere uddybet, saaledes at Reglen vil være, at intet af de nævnte store Blade foretager sig kostbare Skridt, som f. Eks. Udsendelse af Korrespondenter, uden at være til en vis Grad enige. Dette maa dog ikke forstaas saaledes, at der i Paris findes nogen Bladtrust i engelsk, amerikansk eller tysk Forstand. Fransk og særlig parisisk Presse har heldigt holdt sig borte herfra. Sporene fra andre Lande, særligt England, skræmmer. Der er heller ikke opstaaet nogen Diktator-Skikkelse i fransk Presse, hverken paa det forretningsmæssige eller journalistiske Omraade. Dog fra eet Hold er al fransk Presse i en meget stor Udstrækning afhængig af en enkelt Virksomhed, nemlig fra L'Ágence Havas, det meget omfattende franske Bureau. Havas har Korrespondenter i alle større Byer Verden over, og den franske Regering har saadanne Aftaler med Bureauet, al dets Korrespondancer og Telegrammer ofte maa siges at have en officiel Karakter. Da de store Blade stadig søger at indskrænke deres daglige Privat-Korrespondenters Kreds paa Grund af de store Udgifter, der er knyttet til de private Arrangementer, særlig i Telegram-Omkostninger, bliver Havas af en næsten altbeherskende Betydning for store Dele af fransk Presse. Le Temps er det Blad, der i videst Udstrækning bruger private Korrespondencer, mere dog i Form af Breve end Telegrammer, og er tillige det eneste franske Blad, der har en alsidig og talrig udenrigspolitiske Stab i Lighed med The Times. Men til den journalistiske Afhængighed af L'Ágence Havas, der dirigeres af Pierre Guimier og Léon Regnier, slutter sig en Annonce-Virksomhed af et meget stort Omfang og koncentreret i den store Ejendom i Rue Richelieu, medens den journalistiske Del af Bureauet ledes fra den gamle Ejendom paa Place de la Bourse. Havas, der omkring 1928 helt opslugte sin eneste Konkurrent, L'Ágence Radio, har ved sin Beherskelse af Annonce-Markedet en overvældende økonomisk Indflydelse paa fransk Presse. Selv om man ikke kan tale om egentlige Truster i Pariser-Pressen, i Provinsen findes et enkelt Eksempel herpaa, der skal nævnes nedenfor, er det dog saaledes, at der fra flere af de store Blade udgaar andre Aviser. Det betydeligste af saadanne Datterblade er Excelsior, der udgivet af Le Petit Parisien, som i Lighed med alle de andre store Informationsblade ogsaa udgiver illustrerede Ugeblade, helliget Sport, Moder, Hus og Hjem, Landbrug, Jagt o. s. v. Skulde man nævne Tal paa de betydende Morgenblades Oplag, er man paa gyngende Grund. Til Vejledning skal dog oplyses, at man i franske Bladkredse i 1930 ansætter Le Petit Parisien's Oplag til c. 1300000. Det er F.'s største Blad og har i en lang Aarrække været ledet af Familien Dupuy. Derefter kommer Le Journal med omkring 1 Mill., Le Matin med c. 1/2 Mill., Le Petit Journal, der ejes af Politikeren og Ingeniøren Loucheur, med c. 150000. Til disse politisk neutrale, men dog »borgerlige« Blade, slutter sig saa L'Echo de Paris, der er udpræget konservativt og ledes og delvis ejes af Henry-Simond. Det trykker c. 250000. I de sidste Par Aar er endelig det talentfulde radikale Morgenblad L'Oeuvre, ejet af Politikeren og Cognac-Magnaten Hennesy og Industrimanden Sederlin, oprindelig startet af den nu afdøde Journalist Gustave Théry med den for tidligt bortgaaede Robert de Jouvenel, en Broder til Politikeren og Journalisten Henry de