- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXVI: Supplement: A—Øyslebø /
442

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grønland

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Østkyst blevet aabnet for Besejling m. m. for danske og islandske Statsborgere. Ved senere Bekendtgørelse er de samme Beføjelser givet norske, engelske og franske Statsborgere. Geologi. De senere Aars Ekspeditioner, navnlig den 2. Thule-Ekspedition (1916—18), Jubilæumsekspeditionen til Nordgrønland (1920—23) og Ekspeditionen til Østgrønland (1926—27) har i en meget betydelig Grad forøget vort Kendskab til disse meget vanskelig tilgængelige Egnes Geologi. Særlig ved Geologen Lauge Koch's Virksomhed er der indsamlet et meget stort Materiale og foretaget en Mængde Iagttagelser. Resultaterne er ikke endelig bearbejdede og skal derfor ikke nærmere omtales her; der kendes nu Aflejringer fra samtlige Jordperioder i denne Del af G., ogsaa fra Permperioden, som tidligere ikke var kendt fra hele det nordatlantiske Omraade. O. B. B. Inddelingen. Ifølge Lov af 18. Apr. 1925 deles Grønland i 3 Landsdele: Sydgrønland omfatter Strækningen fra Lindenowsfjorden til Nordre Strømfjord, Nordgrønland fra Nordre Strømfjord til Nordøstrundingen og Østgrønland Resten af Landet. Sydgrønland og Nordgrønland indtil 75° n. Br. deles i administrativ Henseende i Kolonidistrikter, Sysler, Kommuner, Lægedistrikter og Præstegæld. Julianehaabs Kolonidistrikt udgør 2 Sysler (Julianehaabs og Nanortaliks). De øvrige 11 Kolonidistrikter udgør hver et Syssel. Hvert Kolonidistrikt omfatter en Del Kommuner, hvis Omraade falder sammen med de i Distriktet værende Handelssteder (Udsteder); selve Kolonistedet udgør ligeledes en Kommune. Antallet af Kommuner er i Sydgrønland 26 og i Nordgrønland 38. Endvidere er Sydgrønland delt i 3 Lægedistrikter og 6 Præstegæld og Nordgrønland (indtil 75°) i 4 Lægedistrikter og 4 Præstegæld. Foruden de 12 Kolonier paa Vestkysten og Angmagssalik paa Østgysten er i 1925 anlagt en Station i Scoresbysund, hvortil en Del af Angmagssaliks Befolkning blev overflyttet. Befolkningen. Antallet af Indfødte udgjorde den 1. Jan. 1928 i Kolonidistrikterne: Julianehaab 3518, Frederikshaab 981, Godthaab 1276, Sukkertoppen 1363, Holstensborg 876, Egedesminde 1646, Christianshaab 599, Jakobshavn 653, Ritenbenk 679, Godhavn 400, Umanak 1406, Upernivik 1152 samt for Angmagssalik og Scoresbysund henholdsvis 696 og 105, saa at hele G.'s indfødte Befolkning (foruden Polareskimoerne ved Kap-York-Stationen) den 1. Jan. 1928 udgjorde 15350 Personer. Af Danske (Embedsmænd og Funktionærer med Familier samt Haandværkere og Kryolitarbejdere) opholdt sig ved Folketællingen 1. Oktbr. 1921 i alt 266 Personer i G. Næringsvejene. I de senere Aar er Sælfangsten aftaget en Del, saa at den ikke har været tilstrækkelig som Hovederhverv for den tiltagende Befolkning, og det tidligere paabegyndte Fiskeri er derfor ved udsendte danske Ledere oparbejdet betydeligt, saa at Fiskeriet af Torsk, Hellefisk og Helleflynder nu er af meget stor Betydning, navnlig for Befolkningen i Sydgrønland. Ved Holstensborg er anlagt en forholdsvis stor Anstalt for Henkogning af Helleflynder. I de senere Aar har Styrelsen drevet Hvalfangst ved G., hvorved Befolkningen, navnlig i Sydgrønland, har faaet betydelige Kvanta Hvalkød, hvoraf en Del er blevet tørret til Vinterforsyning. Faareavlsforsøget er ogsaa i god Fremgang, saa at mange Familier i Julianehaabs Distrikt nu driver Faareavl som Bierhverv og adskillige som Hovederhverv. For at undersøge Mulighederne for yderligere Husdyrhold og Landbrug foretog Landbrugsdirektør S. Sigurdsson i Efteraaret 1923 en Rejse i Julianehaabs Distrikt, og lignende mere vidtgaaende Undersøgelser blev i Sommeren 1925 foretagne af Statskonsulent K. Hansen og Forsøgsleder E. Knudsen henholdsvis i Julianehaabs og Godthaabs Distrikt. Endvidere er der med Undersøgelse af Erhvervsforholdene for Øje i 1925—26 foretaget en Ekspedition til Egnene omkring Lindenowsfjorden under Ledelse af forhenværende Inspektør O. Bendixen. Bjergværksdrift. Kulbrydningen ved Kaerssuarssuk for Statens Regning er ophørt, da Brudet omtrent var udtømt, men der er anlagt et nyt Brud ved Kutdligssat i Vaigattet, hvor der nu brydes c. 3000 t Kul aarlig til Brug for Kolonierne og Skibene. Naar dette Brud kommer rigtig i Gang, ventes Udbyttet at blive langt større. Kryolitselskabet fortsætter Kryolitbrydningen ved Ivigtut. Grafitbrydningen har derimod ikke været drevet i de senere Aar. Administrationen i Danmark. Ifølge Lov af 18. Apr. 1925 henhører samtlige Anliggender vedrørende G.'s Styrelse under Indenrigsministeriet med Undtagelse af Sager angaaende Kirke- og Skolevæsenet, der er underlagt Kirkeministeriet. Ved kgl. Resolution af 30. Apr. 1929 er de under Indenrigsministeriet henhørende grønlandske Anliggender henlagt under Ministeriet for Søfart og Fiskeri (Søfartsministeriet). Samtlige Sager er umiddelbart under de nævnte Ministre henlagt under Direktøren for G.'s Styrelse. Under Direktøren er ansat en Handelschef, en Skibsinspektør og Konsulenter for Sundhedsvæsenet, Fiskeriet og tekniske Anliggender. Rigsdagen har et Grønlandsudvalg paa 8 Medlemmer. Biskoppen over Kjøbenhavns Stift har det kirkelige Overtilsyn. Der er ansat en Lektor i Grønlandsk. Administrationen i G. I hver af Landsdelene Syd- og Nordgrønland er ansat en Landsfoged (i Stedet for de tidligere Inspektører). Han er Regeringens Repræsentant i G. og Landets højeste Øvrighed og Politimyndighed; han fører Tilsyn med Sundhedsvæsenet og Handelsvirksomheden i Landsdelen samt er Dommer og Skifteforvalter. I hver af Kommunerne findes et Kommuneraad. Enhver i G. født Mand over 22 Aar, som ikke sidste Aar før Valget har nydt Fattighjælp, og ikke er fradømt sine borgerlige Rettigheder, samt Danske, der har en Tjenestetid af mindst 2 Aar i Landet, har lige Valgret og er valgbare, naar de er fyldt 25 Aar. Antallet af Raadenes Medlemmer retter sig efter

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Feb 3 20:11:35 2026 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/26/0466.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free