Søværn. Ifølge Washington-Traktaten maa I. have samme Flaadestørrelse som Frankrig, nemlig: 175000 t. Slagskibe paa indtil 35000 t Størrelse; 60000 t Hangarskibe paa indtil 27000 t samt et ubestemt Antal mindre Skibe, der ikke maa overstige 10000 t. I. standsede Bygningen af de store Slagskibe, og Nybygninger har kun fundet Sted for de mindre Skibes Vedkommende, bl. a. er der bygget to 10000 t Krydsere, armeret med 8 20,3 cm og 16 10,2 cm Kanoner og med en Fart paa 25 Knob; inden 1931 vil der yderligere blive bygget 2 10000 t og 4 6000 t samt 12 mindre Krydsere. Den italienske Flade bestaar 1930 af: 4 Slagskibe, 3 Panserkrydsere, 15 lette Krydsere, 4 Jagerflotilleførere, 69 Jagere, 32 Torpedobaade, 43 Undervandsbaade, 4 Undervandsmineudlæggere samt Skole- og Specialskibe. Af Luftflaaden disponerer Søværnet over 35 Eskadriller, 29 til Søforsvar og 6 til den søgaaende Flaade. Det aarlige Budget er for 1928—29 paa 1151782000 Lire. Personellet bestaar af 43000 Mand. C. B-h. Litteratur. Verdenskrigen har i I., som i de andre krigsførende Lande, frembragt en ret stor Propagandalitteratur, saaledes de saakaldte giornali di trincea (Skyttegravsaviser), Dagbøger og Breve, men denne Krigslitteratur er for største Delen glemt. Nævnes kan dog: Ardengo Soffici: Kobileck, Giornale di battaglia (1918), Piero Jahier: Con me i con gli Alpini (1919), Agnoletti: Dal giardino all' Isonzo og forskellige Samlinger Soldatersange. Som altid efter en Krig medfører Folkets Trang til Adspredelse en overfladisk og meget realistisk Litteratur; i I. de saakaldte romanzi audaci, særlig repræsenteret af Forfattere som Pittigrilli, Mario Mariani, Guido da Verona, den sidste meget talentfuld. I Modsætning til den tidligere Bestræbelse for at centralisere Litteratursproget bærer de nuværende Skribenter mere og mere, ogsaa sprogligt, Præg af den Provins, de tilhører, og der viser sig en stærk Tendens til at forlade alt traditionelt og til Fornyelse baade i Emner og Form. Af moderne Prosaforfattere kan nævnes Francesco Chiesa (f. 1870 i Sagno i Schweiz, men helt italiensk som Forfatter), Michele Saponaro (f. 1885), Virgilio Brocchi (f. 1876), Salvatore Gotta (f. 1887), Marino Moretti (f. 1885), Ugo Ojetti (f. 1871), ogsaa og særlig kendt som Kritiker og Journalist, Luigi Pirandello (f. i Girgenti 1867), der foruden sine Dramer har skrevet flere Bind Noveller og Romaner, Federico Tozzi (f. 1882, d. 1920), Luciano Zuccoli (f. 1870) og fl. I den sidste halve Snes Aar er der fremkommet en stor og interessant Memoirelitteratur, men ogsaa i selve Romandigtningen spiller Selvanalysen en meget stor Rolle. Som Foregangsmand kan her nævnes d'Annunzio, men mange følger hans Spor, som f. Eks. Brocchi, Gotta, Moretti, Panzini, Papini, Zuccoli o. fl. I Poesien kommer der en Reaktion mod Carducci's og Pascoli's Skole, et Brud med hævdvundne Metra og Digtformer, en Reaktion, der i sin yderliggaaende Form munder ud i den saakaldte futuristiske Poesi. Denne har sin mest kendte Repræsentant i Filippo Tommaseo Marinetti (f. 1876), men som futuristiske Digtere maa ogsaa nævnes Aldo Palazzeschi (f. 1885), Corradi Govoni (f. 1884), Ardengo Soffici (f. 1879) o. fl. I de filosofiske Studier er der en stærk idealistisk Tendens, særlig repræsenteret af Giovanni Gentile, en udpræget Modstander af Benedetto Croce. I den efter Krigen store Bestræbelse for at fremme Folkeoplysningen har han personlig spillet en stor Rolle. Som Undervisningsminister under det fascistiske Regimente har han gennemført en betydelig Reform, som bærer hans Navn. Ogsaa den moderne Historieskrivning har betydelige Navne at fremvise, saaledes Guglielmo Ferrero, Salvemini, Gioacchino Volpe, Arrigo Solmi, Corrado Barbagallo, der redigerer Nuova Rivista storica, Alessandro Luzio og Salato, de to sidste Forfattere af Værket Epoca del Risorgimento. (Litt.: G. A. Borgese, La vita e il libro [Turin 1910]; Domenico Bulferetti, Storia della letteratura italiana [Turin 1925]; Benedetto Croce, La letteratura della nuova Italia, I—IV [Bari 1914—15]; Papini e Pancrazi, Poet i d'oggi, Antologia [Firenze 1925]; Luigi Russo, I narratori [Rom 1923]; Giuseppe Prezzolini, La coltura italiana [Firenze 1923]; Emilio Saya, La letterature italiana dal 1870 ad oggi [Firenze 1928]). E. M-r. Musik. I.'s Musik har efter Verdi og den for øvrigt ikke lidt fransk (Massenet) paavirkede Puccini ikke opvist Komponister med den ejendommelige stærke sceniske Begavelse, medens de fleste nyere Komponister dog ifølge Traditionen og af andre Grunde har skattet til Operaen. Et Navn ud over det rent lokale har her Tysk-Italieneren Wolf-Ferrari skabt sig. — Paa den absolutte Musiks Omraade, der hidtil var forholdsvis lidt dyrket, viste I. den Mærkelighed at være Arnested for den første radikalt fremskridtsvenlige, den da saakaldte »futuristiske« Bevægelse. En mere kunstnerisk og æstetisk bevidst Fører for Modernisterne blev imidlertid Busoni, der for øvrigt mest levede uden for Landets Grænser (i Berlin); men nogen særlig frugtbar Jordbund for de meget yderliggaaende Retninger synes I. (for øvrigt ikke overraskende) ikke at skulle blive. Længst til venstre og mest internationalt staar vistnok den talentfulde, produktive Alfredo Casella, medens Malipiero, Pizzetti, Respighi, Castelnuovo Tedesco og Rieti, de Komponister, hvis Værker særlig er opført uden for I., er mere moderate og trods Indflydelse navnlig fra Cl. Debussy og delvis fra R. Strauss, ikke synes ganske at ville bryde Traditionen i italiensk Musik. W. B. Teater. Paavirkningen fra det franske naturalistiske Drama og fra Henrik Ibsen holder sig stadig i det italienske Teater, men desuden gør de samme Tendenser, som viser sig inden for Romandigtningen, sig ogsaa gældende her. Det futuristiske Drama er særlig repræsenteret ved