Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Befolkningsforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
F. T. Marinetti (f. 1876) med Stykker som
Fantocci elettrici, Prigionieri og Vulcani, otto
sintesi incatenate; Dario Niccodemi (f. 1877)
har vundet stor Yndest ved sine smaa, lidt
sentimentale, men fine dramatiske Arbejder,
som f. Eks. La maestrina (1916), Prete Pero
(1918) o. fl.; Luigi Pirandello (f. 1867) har
skrevet en Række paradoksale og symbolistiske
Dramaer, hvoraf flere er oversatte og spillede
uden for I. Nævnes kan f. Eks. Tutto per bene,
Due in una, Sei personaggi in cerca d’autore.
I Forordet til denne giver Pirandello en
Fremstilling af sine Teorier. I sit sidste Drama, La
nuova colonia, har han dog forladt sin
paradoksale Fremstillingsmaade. Som Repræsentant
for Dramaet i Dialekt maa særlig nævnes
Fernando Russo, der paa Neapolitansk har
skrevet flere realistiske Arbejder, som f. Eks.
Lucietta Catena (1920).
E. M-r.
Presse.
Den italienske Presse har under og efter
Verdenskrigen saa fuldstændig skiftet Karakter, at
man nu kun i den ydre Form genfinder den
tidligere Presse. Dette skyldes til Dels selve
Krigen, men dog navnlig Efterkrigstidens
politiske Udvikling i I. Diskussionen om I.’s
Indtræden i Krigen sprængte alle Baand og lod
haant om alle Partiprincipper. Man saa
saaledes den konservative Presse slaa Følge med
republikanske og en Del syndikalistiske Blade
i Arbejdet for Deltagelsen i Krigen, ja
endogsaa de anarkistiske Blade var stemt for
Deltagelsen. Paa den anden Side fandt man Side om
Side socialistiske og kommunistiske Blade og
bl. a. det liberale Turinerblad La Stampa
agiterende for Neutralitet. Den socialistiske
Presses Agitation var den bedst organiserede,
indtil der i November Maaned 1914 paa det
socialistiske Hovedorgan Avanti’s Redaktion
indtraf en Paladsrevolution, som ikke blot i
Øjeblikket satte et stærkt Pres paa Agitationen for
Krigen, men senere skulde ændre hele I.’s
politiske og sociale Struktur. Avanti’s
Chefredaktør Benito Mussolini brød ud fra Bladet og
startede Il Popolo d’Italia (15. Novbr 1914)
som et paa det Tidspunkt socialistisk, for
Krigen interventionistisk Blad. Uden Tvivl havde
dette i sin Tone ganske hensynsløse Blad den
største Andel i, at I. endelig i 1915 opgav sin
Neutralitet. Under Krigen holdt den største Del
af Modstanderpressen sig i Ro; kun Avanti
fortsatte sin Kamp mod Krigen og nu særlig
mod Il Popolo d’Italia; Bladet blev af den Grund
ofte beslaglagt. Efter Vaabenstilstanden deltog
Pressen kraftigt i Diskussionen om den
politiske Situation. Bladet Il Popolo d’Italia gik
over fra at være et socialistisk Blad til helt at
blive Organ for de nystiftede Fascis di
combattimento, og meget hurtigt kom Kampen til
at staa imellem dette Blad og andre Blade, som
Fascistpartiet fik organiseret paa den ene Side,
og den socialistiske og kommunistiske Presse
paa den anden Side. Kampen førte ofte til
Voldshandlinger, til Ødelæggelse af Inventar
paa Redaktionskontorerne og af Trykkerierne,
Opbrænding af Bladenes Oplag o. s. v.
Efterhaanden som Fascismen konsoliderede sig,
ophørte Voldshandlingerne, idet Fascismens
Grundidé: »Alt for Staten, intet over og intet ved
Siden af Staten«, maatte kræve en effektiv
Kontrol med Pressen. De gældende
Lovbestemmelser (fra 1848) viste sig ubrugelige, og den 15.
Juli 1923 blev der derfor udstedt et kgl.
Dekret, hvis Hovedbestemmelser tillige med
enkelte senere Dekreter gik over i den
nuværende Presselov af 31. Decbr 1925. Dekretet
bestemmer følgende:
Enhver periodisk Publikation skal have en
Direktør, som er ansvarlig for Publikationens
Indhold. Hvor Direktøren er Senator eller
Deputeret, maa den Ansvarshavende være en af
Chefredaktørerne. Direktøren eller den
Ansvarshavende skal være indskrevet som professionel
Journalist. Direktøren eller den ansvarshavende
Redaktør skal anerkendes af Generalprokurøren
ved den Appelret, til hvis Jurisdiktion
Publikationen hører. Generalprokurøren kan nægte
eller tilbagekalde Anerkendelsen af saadanne
Direktører eller ansvarshavende Redaktører, som
2 Gange er blevet dømt for Presseforseelser.
Generalprokurørens Tilbagekaldelse af en
Anerkendelse skal ledsages af en Begrundelse.
Afgørelsen kan appelleres til Justitsministeren
og derefter til Statsraadet. Der skal ved hver
Appelret føres et Register over Journalister, og
ingen kan udøve Profession som Journalist uden
at være indskrevet i dette Register.
Præfekterne kan beslaglægge Oplag af Blade, som
angriber Regeringen i dens Udenrigspolitik, eller
som skader den nationale Kredit i Ind- og
Udland, eller som uberettiget fremkalder Uro i
Befolkningen.
Disse meget vidtgaaende Bestemmelser blev
ikke straks sat i Kraft, men virkede gennem
en længere Tid alene ved deres Vedtagelse som
en stadig Trusel over for Oppositionspressen,
som kun i yderst forsigtige Vendinger og oftest
kun ved at citere Udlandets Presse vovede at
give Udtryk for sine Meninger. Da de politiske
Modsætninger imidlertid tilspidsedes, og
Pressen begyndte at anvende et skarpere Sprog, blev
Dekretet sat i Kraft den 8. Juli 1924. Dette
bevirkede, at en Række af de ledende
Oppositionsblade gik ind, enten fordi de ikke kunde
opnaa nogen Anerkendelse for deres
ansvarshavende Redaktører, eller fordi de led for store
økonomiske Tab ved Beslaglæggelse og
Ødelæggelse af deres Oplag. Paa den Maade forsvandt
Avanti (socialistisk), Il Mondo (demokratisk),
L’Unita (kommunistisk), Il Popolo (katolsk
Folkeparti), La Voce Repubblicana
(republikansk) m. fl. En Række andre betydelige
Dagblade blev overtaget af Fascisterne og ført
videre under samme Navn, men med anden
Redaktionsstab, f. Eks. Corriere della Sera, La
Stampa, La Gazzetta del Popolo, La Tribuna,
Il Giornale d’Italia o. fl., alle tilhørende det
liberale Parti. Efter 1925 finder man saaledes
i I. en Presse, som fuldstændig er i Hænderne
paa det herskende Regime. Der kan opstaa
smaa Divergenser mellem de enkelte Blade om
specielle Emner, men om en fri, politisk Presse
kan der ikke mere tales. Det eneste Sted,
hvorfra der endnu kan lyde en Røst mod den
øvrige samlede Presse, er den særlige katolske
Presse med Pavestolens officielle Organ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
