F. T. Marinetti (f. 1876) med Stykker som Fantocci elettrici, Prigionieri og Vulcani, otto sintesi incatenate; Dario Niccodemi (f. 1877) har vundet stor Yndest ved sine smaa, lidt sentimentale, men fine dramatiske Arbejder, som f. Eks. La maestrina (1916), Prete Pero (1918) o. fl.; Luigi Pirandello (f. 1867) har skrevet en Række paradoksale og symbolistiske Dramaer, hvoraf flere er oversatte og spillede uden for I. Nævnes kan f. Eks. Tutto per bene, Due in una, Sei personaggi in cerca d'autore. I Forordet til denne giver Pirandello en Fremstilling af sine Teorier. I sit sidste Drama, La nuova colonia, har han dog forladt sin paradoksale Fremstillingsmaade. Som Repræsentant for Dramaet i Dialekt maa særlig nævnes Fernando Russo, der paa Neapolitansk har skrevet flere realistiske Arbejder, som f. Eks. Lucietta Catena (1920). E. M-r. Presse. Den italienske Presse har under og efter Verdenskrigen saa fuldstændig skiftet Karakter, at man nu kun i den ydre Form genfinder den tidligere Presse. Dette skyldes til Dels selve Krigen, men dog navnlig Efterkrigstidens politiske Udvikling i I. Diskussionen om I.'s Indtræden i Krigen sprængte alle Baand og lod haant om alle Partiprincipper. Man saa saaledes den konservative Presse slaa Følge med republikanske og en Del syndikalistiske Blade i Arbejdet for Deltagelsen i Krigen, ja endogsaa de anarkistiske Blade var stemt for Deltagelsen. Paa den anden Side fandt man Side om Side socialistiske og kommunistiske Blade og bl. a. det liberale Turinerblad La Stampa agiterende for Neutralitet. Den socialistiske Presses Agitation var den bedst organiserede, indtil der i November Maaned 1914 paa det socialistiske Hovedorgan Avanti's Redaktion indtraf en Paladsrevolution, som ikke blot i Øjeblikket satte et stærkt Pres paa Agitationen for Krigen, men senere skulde ændre hele I.'s politiske og sociale Struktur. Avanti's Chefredaktør Benito Mussolini brød ud fra Bladet og startede Il Popolo d'Italia (15. Novbr 1914) som et paa det Tidspunkt socialistisk, for Krigen interventionistisk Blad. Uden Tvivl havde dette i sin Tone ganske hensynsløse Blad den største Andel i, at I. endelig i 1915 opgav sin Neutralitet. Under Krigen holdt den største Del af Modstanderpressen sig i Ro; kun Avanti fortsatte sin Kamp mod Krigen og nu særlig mod Il Popolo d'Italia; Bladet blev af den Grund ofte beslaglagt. Efter Vaabenstilstanden deltog Pressen kraftigt i Diskussionen om den politiske Situation. Bladet Il Popolo d'Italia gik over fra at være et socialistisk Blad til helt at blive Organ for de nystiftede Fascis di combattimento, og meget hurtigt kom Kampen til at staa imellem dette Blad og andre Blade, som Fascistpartiet fik organiseret paa den ene Side, og den socialistiske og kommunistiske Presse paa den anden Side. Kampen førte ofte til Voldshandlinger, til Ødelæggelse af Inventar paa Redaktionskontorerne og af Trykkerierne, Opbrænding af Bladenes Oplag o. s. v. Efterhaanden som Fascismen konsoliderede sig, ophørte Voldshandlingerne, idet Fascismens Grundidé: »Alt for Staten, intet over og intet ved Siden af Staten«, maatte kræve en effektiv Kontrol med Pressen. De gældende Lovbestemmelser (fra 1848) viste sig ubrugelige, og den 15. Juli 1923 blev der derfor udstedt et kgl. Dekret, hvis Hovedbestemmelser tillige med enkelte senere Dekreter gik over i den nuværende Presselov af 31. Decbr 1925. Dekretet bestemmer følgende: Enhver periodisk Publikation skal have en Direktør, som er ansvarlig for Publikationens Indhold. Hvor Direktøren er Senator eller Deputeret, maa den Ansvarshavende være en af Chefredaktørerne. Direktøren eller den Ansvarshavende skal være indskrevet som professionel Journalist. Direktøren eller den ansvarshavende Redaktør skal anerkendes af Generalprokurøren ved den Appelret, til hvis Jurisdiktion Publikationen hører. Generalprokurøren kan nægte eller tilbagekalde Anerkendelsen af saadanne Direktører eller ansvarshavende Redaktører, som 2 Gange er blevet dømt for Presseforseelser. Generalprokurørens Tilbagekaldelse af en Anerkendelse skal ledsages af en Begrundelse. Afgørelsen kan appelleres til Justitsministeren og derefter til Statsraadet. Der skal ved hver Appelret føres et Register over Journalister, og ingen kan udøve Profession som Journalist uden at være indskrevet i dette Register. Præfekterne kan beslaglægge Oplag af Blade, som angriber Regeringen i dens Udenrigspolitik, eller som skader den nationale Kredit i Ind- og Udland, eller som uberettiget fremkalder Uro i Befolkningen. Disse meget vidtgaaende Bestemmelser blev ikke straks sat i Kraft, men virkede gennem en længere Tid alene ved deres Vedtagelse som en stadig Trusel over for Oppositionspressen, som kun i yderst forsigtige Vendinger og oftest kun ved at citere Udlandets Presse vovede at give Udtryk for sine Meninger. Da de politiske Modsætninger imidlertid tilspidsedes, og Pressen begyndte at anvende et skarpere Sprog, blev Dekretet sat i Kraft den 8. Juli 1924. Dette bevirkede, at en Række af de ledende Oppositionsblade gik ind, enten fordi de ikke kunde opnaa nogen Anerkendelse for deres ansvarshavende Redaktører, eller fordi de led for store økonomiske Tab ved Beslaglæggelse og Ødelæggelse af deres Oplag. Paa den Maade forsvandt Avanti (socialistisk), Il Mondo (demokratisk), L'Unita (kommunistisk), Il Popolo (katolsk Folkeparti), La Voce Repubblicana (republikansk) m. fl. En Række andre betydelige Dagblade blev overtaget af Fascisterne og ført videre under samme Navn, men med anden Redaktionsstab, f. Eks. Corriere della Sera, La Stampa, La Gazzetta del Popolo, La Tribuna, Il Giornale d'Italia o. fl., alle tilhørende det liberale Parti. Efter 1925 finder man saaledes i I. en Presse, som fuldstændig er i Hænderne paa det herskende Regime. Der kan opstaa smaa Divergenser mellem de enkelte Blade om specielle Emner, men om en fri, politisk Presse kan der ikke mere tales. Det eneste Sted, hvorfra der endnu kan lyde en Røst mod den øvrige samlede Presse, er den særlige katolske Presse med Pavestolens officielle Organ