men paa den anden Side kan Handlingen i begge Tilfælde være Udtryk for den samme Raahed, ligesom det kan være vanskeligt at afgøre, om den paagældende Kvinde maa henføres under den ene eller den anden Gruppe. Det er derfor nu overladt til Domstolene at udmaale Straffen i hvert enkelt Tilfælde inden for den for Voldtægt fastsatte Strafferamme, saaledes at der kan tillægges de ovennævnte Momenter den Betydning, som det konkrete Tilfælde tilsiger. Som noget nyt har Loven endvidere opstillet en Sondring mellem paa den ene Side den almenfarlige Voldtægtsforbryder, der angriber den første og bedste fremmede Kvinde, han møder paa sin Vej, og paa den anden Side den Voldsmand, hvis Handling ikke har denne almenfarlige Karakter. Der er i saa Henseende lagt Vægt paa, om der i Forvejen har bestaaet et Forhold mellem ham og Kvinden, som i nogen Grad kan undskylde Angrebet. Hvilket forudgaaende Forhold, der kan tillægges en saadan Betydning, kan naturligvis være vanskeligt at bestemme, men for at have en fast Grund bestemmer Loven, at Kvinden, for at Gerningsmanden kan falde under denne mildere Straffebestemmelse, skal have staaet i mere varigt kønsligt Forhold til ham. Loven tager ikke principiel Stilling til Spørgsmaalet om, hvorvidt et mellem Parterne bestaaende Ægteskab udelukker Anvendelsen af Bestemmelserne om Straf for Voldtægt og anden K., hvorfor det er overladt til Domstolene eventuelt at drage Grænse i saa Henseende. Den anden Gruppe af disse særlige Angreb bestaar i, at Gerningsmanden anvender Trusel om Vold, Frihedsberøvelse eller om Sigtelse for strafbart eller ærerørigt Forhold, men dog paa en saadan Maade, at Handlingen ikke kan henhøre under den ovennævnte Bestemmelse (§ 218). I disse Tilfælde er Straffen fastsat til Fængsel, dog ikke over 6 Aar. De Sigtelser, der omtales, kan f. Eks. gaa ud paa, at en Mand, der paa en eller anden Maade er kendt med, at Kvinden har foretaget Handlinger, som enten kunde medføre, at hun blev straffet, hvis der skete Anmeldelse, eller blev skandaliseret, hvis det kom til andres Kundskab, benytter hendes Frygt herfor til at faa hende til at tilstaa sig Samleje. Foruden de her nævnte Angreb paa Kvindens K., der er samlede under eet som særlig farlige, og som efter deres Beskaffenhed for de flestes Vedkommende kan bringes i Anvendelse overfor enhver tilfældig Kvinde, findes der en Række Tilfælde, hvor et bestaaende Forhold mellem en Mand og Kvinde stiller denne sidste i et saadant retlig eller faktisk Afhængighedsforhold til Manden, at denne kan have en særlig Mulighed for at bevæge Kvinden til mod sin frie Vilje at indlade sig med ham. I disse Tilfælde maa der ydes Kvinden en særlig Beskyttelse. Saaledes foreskrives der (§ 219) Straf af Fængsel indtil 4 Aar for den ved Fængsel, Fattighus, Opfostringshjem, Sindssygehospital, Aandssvageanstalt eller lignende Indretning ansatte eller tilsynsførende, der har Samleje med en der optagen Person, og samme Straf kommer til Anvendelse overfor den, som har Samleje med en Person under 18 Aar, der er den skyldiges Adoptivbarn, Plejebarn, eller er betroet den paagældende til Undervisning eller Opdragelse (§ 223). Disse Bestemmelser kommer vel efter deres Indhold ogsaa til Anvendelse, naar den skyldige er en Kvinde, f. Eks. en kvindelig Funktionær ved en af de nævnte Anstalter, eller en Plejemoder, men rent faktisk vil de i overvejende Grad komme til Anvendelse som et Beskyttelsesmiddel for Kvinders K. Som en ny Bestemmelse i dansk Ret foreskriver Loven (§ 220) Straf for den, som ved groft Misbrug af en Kvindes tjenstlige eller økonomiske Afhængighed skaffer sig Samleje udenfor Ægteskab med hende. Ud fra den almindelige Opfattelse af, i hvilken Alder en Person normalt har opnaaet almindelig aandelig Udvikling, sondrer Loven ved denne særlige Forbrydelse imellem, om Kvinden er under 21 Aar, idet Straffen da kan stige til Fængsel i 3 Aar, eller om hun er over denne Alder, i hvilket Tilfælde Straffen ikke kan overstige Fængsel i 1 Aar. Kvindens K. kan imidlertid ogsaa krænkes paa anden Maade end ved Udøvelse af Tvang. Saaledes er det efter Loven strafbart at tilsnige sig Samleje med en Kvinde, der vildfarende anser Samleje for ægteskabeligt, hvis altsaa Manden har narret hende til at indgaa et Skinægteskab, eller som forveksler Gerningsmanden med en anden, idet hun f. Eks. fejlagtig antager ham for at være sin Kæreste. Straffen for denne Forbrydelse er Fængsel indtil 6 Aar (§ 221). Endvidere straffes den, der udenfor Ægteskab skaffer sig Samleje med en Kvinde, som er sindssyg eller udpræget aandssvag, med Fængsel fra 3 Maaneder til 8 Aar, under særdeles skærpende Omstændigheder paa Livstid; Straffen er dog mindre, hvis Kvinden forud har staaet i et mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden (§ 217). Med Fængsel indtil 1 Aar anses endvidere den, der har Samleje med en Kvinde, som er optaget i Hospital eller Anstalt for Sindssyge eller Aandssvage, medens hun er under sammes Varetægt. Denne Bestemmelse rammer altsaa ogsaa Samleje med en Kvinde, der er aandssvag i kun lettere Grad og har nogen Forstaaelse af Forholdet, og har sin Betydning som Værn mod Indgreb i den Forsorg, der udvises overfor disse Kvinder. Men Krænkelse af en normal Kvindes K. kan ogsaa foreligge, uden at der udøves Tvang af nogen Art mod hendes Vilje og uden Udnyttelse af en Vildfarelse hos hende, nemlig naar hun befinder sig i en Tilstand, i hvilken hun er ude af Stand til at modsætte sig Gerningen eller forstaa dens Betydning, f. Eks. hvis hun af en eller anden Grund er legemlig lammet eller er bevidstløs, saasom i Afmagt eller beruset i meget høj Grad. Den Mand, der udenfor Ægteskab skaffer sig Samleje med en Kvinde i en saadan Tilstand, straffes med Fængsel fra 3 Maaneder til 8 Aar, og har han selv bragt hende i den Tilstand, straffes han med Fængsel fra 1 til 16 Aar eller under skærpende Omstændigheder paa Livstid. (§ 217). De almindelige Grundsætninger for Idømmelse af Straf kræver sædvanligvis, at den skyldige har været klar over alle de faktiske Omstændigheder ved hans Handling, der gør denne til en af de med