ikke tilstrækkelig kendt. Da man imidlertid 1861 ved Optagelsen af et Telegrafkabel, der i 3 Aar havde ligget paa Middelhavets største Dybder, 1500-2800 m, fandt dette rigt besat med Orme, Koraldyr, Svampe o. s. v., vakte det Opsigt i hele den videnskabelige Verden. Samtidig paaviste Wallich, der som Naturforsker deltog i Bulldog's Togt 1860 i det nordlige Atlanterhav, at dettes Bund selv ude paa store Dybder ingenlunde var blottet for Dyreliv; allerede noget i Forvejen havde Ehrenberg paabegyndt sine Studier over Aflejringerne paa de store Havdybder, og en heftig Strid om, hvorvidt de Foraminiferer, der dannede de mægtige Dybhavsaflejringer (Globigerina-Dyndet o. a.), faktisk levede hernede eller kun var repræsenterede af tomme Skaller, var endnu paa dette Tidspunkt ikke bilagt. Det var dog først, da Resultaterne af de Undersøgelser, som norske og svenske Naturforskere (M. Sars, G. O. Sars, Lovén, Torell) c. 1860 havde anstillet i det nordlige Atlanterhav og Polarhavet, var blevet almindelig bekendte, at Rigtigheden af Forbes' Opfattelse af de store Havdybder som golde, livløse Ørkener blev almindelig betvivlet. Yderligere bidrog G. O. Sars ved sine omhyggelige Studier af de norske Fjordes Fauna og særlig ved Fundet af den lille Sølillie Rhizocrinus Lofotensis, der tilhørte en Slægt af Sølillier, som man havde anset for uddød allerede i længst forsvundne Jordperioder, til, at Trangen til en nøjere Undersøgelse af de store Havdybder blev almindelig. Wyville Thompson, der for en følgende Tid kom til at indtage en lignende ledende Stilling med Hensyn til de maritime videnskabelige Undersøgelser som Forbes i Tiden før 1860, besøgte Norge 1860 og blev bekendt med Sars'ernes Indsamlinger. Efter at være kommet hjem, lykkedes det ham sammen med Carpenter og Gwyn Jeffreys at faa Statens Tilladelse til at anvende mindre Marinedampbaade (»Lightning«, »Porcupine«, »Valorous« og »Shearwater«) til en nærmere Undersøgelse af Atlanterhavets, den biscayiske Havbugt og Middelhavets Dybder. Ved disse Ekspeditioner blev det endelig fastslaaet som en videnskabelig Kendsgerning, at Dyrelivet ingenlunde standser ved 600 m, men synes at strække sig ud over de største Havdybder; et uhyre Rum var dermed inddraget under den zoologiske Forskning. Endvidere fik disse Togter deres Betydning derved, at der paa dem blev udført de første paalidelige Temperaturmaalinger med det Miller-Casella'ske Termometer, der paa Ekspeditioner i den efterfølgende Tid spillede en stor Rolle; ogsaa paalidelige Loddemaskiner (»Hydra«) kom til Anvendelse; faa Aar efter (1872) opfandt William Thomson sin Loddemaskine, der muliggjorde hurtige og paalidelige Lodskud, selv paa meget store Havdybder. Foranlediget ved disse Sommertogters udmærkede Resultater, oprandt endelig den Dag, da Royal Society og det engelske Parlament bevilgede den Sum, for hvilken Challenger-Ekspeditionen skulde udrustes. Denne Dag blev en Mærkedag, ikke alene i de m. v. E.'s Historie, men ogsaa for Zoologien; Ekspeditionen fik Betydning snart sagt for alle Grene af Naturvidenskaben og blev en af 19. Aarhundredes mest betydningsfulde naturvidenskabelige Begivenheder. Challenger-Ekspeditionen, hvis videnskabelige Stab bestod af Wyville Thompson, Tizard, John Murray, J. J. Buchanan og v. Willemoes Suhm, og hvis Skibschef G. Naris indtil 1875 og senere F. Thomson var, varede fra 7. Decbr. 1872 til 27. Maj 1876; der sejledes 69000 Kvartmil, og Materiale indsamledes paa ikke mindre end 360 Stationer. Skibet var udrustet med de bedste videnskabelige Apparater, Trawlen brugtes første Gang paa meget store Havdybder, Rejsen var en Jordomsejling, der gik ud fra Portsmouth, Syd om Afrika, ind i den antarktiske Polarkreds, Syd om Australien op til Filippinerne, forbi Honolulu til Valparaiso, gennem Magalhães-Strædet og over Ascension og Azorerne hjem. — Det kolossale Materiale, som hjembragtes, bearbejdedes i de verdensberømte Challenger-Reports, der begyndte at udkomme 1882, og hvoraf der nu er udkommet en lang Række store Kvartbind med mange Hundrede illustrerede Tavler. Med Challenger-Ekspeditionen som Forbillede udrustede forskellige Nationer i den sidste Fjerdedel af det 19. Aarhundrede tilsvarende maritime videnskabelige Ekspeditioner. Her skal kun de vigtigste Ekspeditioner omtales. Meget betydningsfulde har særlig de amerikanske Ekspeditioner været. Fra 1874 paabegyndte [The Coast and Geodetic Survery, der sorterede under Finansministeriet, og som havde til Opgave at opmaale og udgive Kort over De Forenede Stater og de tilgrænsende Farvande, en Række Undersøgelser over de hydrografiske Forhold, Dyrelivet paa de store Havdybder o. s. v., dels i det nordlige Atlanterhav, dels i den meksikanske Golf og det karibiske Hav. Undersøgelserne udførtes paa Skibene »Blake« og senere Fartøjerne »Fish-Hawk« og »Albatross«; den ledende Zoolog var Professor Alex. Agassiz, Skibscheferne Sigsbee og Bartlett. Foruden de særlig med Hensyn til Golfstrømmen vigtige hydrografiske Resultater, som disse Ekspeditioner har opnaaet, og de store værdifulde zoologiske Indsamlinger, de har tilvejebragt, har disse Ekspeditioner indført meget betydningsfulde Forbedringer i det videnskabelige Materiel. For første Gang anvendtes der her Staaltraadstrosser, der byder talrige Fordele fremfor de tidligere brugte Hampetrosser; endvidere opfandt Sigsbee sin Loddemaskine med en Klaverstreng som Loddeline og sine Vandhentere; begge disse Apparater har fundet Anvendelse paa mange senere større Dybhavsekspeditioner. Blandt andre amerikanske maritime Ekspeditioner maa »Tuscarora«'s forskellige Togter i det stille Ocean (1873—78) fremhæves, og i det sidste Tiaar af det 19. Aarhundrede var Skibene »Blake« og »Albatross« ligeledes paa Undersøgelsestogter i Stillehavet. Frankrig udsendte under Professor A. Milne-Edwards' Overledelse 1880—82 »Travailleur« paa Undersøgelsestogter i den østlige