Del af Atlanterhavet, fra den biscayiske Havbugt og ned til Madeira samt til Middelhavet. 1883 udsendtes ligeledes under A. Mime-Edwards »Talisman« paa Togt til de kanariske og kapverdiske Øer og Sargassohavet. Nævnes bør endvidere den franske Krydser »La Manche«' Togt under Ledelse af Dr. Rabot til Jan Mayen og de arktiske Have. I Aarene 1882—85 udsendte Italien »Vettor Pisani«, Kaptajn Palumbo, til Middelhavet, Sydamerikas Øst- og Vestkyst, Shanghaj, Suez o. s. v. I den sidste Fjerdedel af det 19. Aarhundrede indlagde Tyskland sig stor Fortjeneste paa Havforskningens Omraade. Alle de hidtil omtalte marine videnskabelige Ekspeditioner havde væsentlig kun undersøgt Havets Dyreliv, for saa vidt det hørte Havbunden til; man havde dannet sig den Opfattelse, at Havet selv var »en Ørken af Vand« (Darwin), og at Havets Vandmasser kun indeholdt et forholdsvis ringe Dyreliv; selv om dels Alex. Agassiz, dels Challenger-Ekspeditionen noget havde modificeiet denne Opfattelse, var dog Havvandets uendelige rige organiske Liv en ukendt Verden, hvortil tidligere Ekspeditioner ikke havde taget tilstrækkeligt Hensyn. Det var Tyskeren Professor V. Hensen, som paabegyndte sine Undersøgelser over Havvandets Organismer og dannede Begrebet Plankton (s. d.); hermed var et ganske nyt Moment af overordentlig Betydning indført i de maritime videnskabelige Undersøgelser. 1885—87 foretog »Holsatia« med en Stab af udmærkede Videnskabsmænd (Hensen, Benecke, Heinke, Schütt) sine Togter i Østersøen. Plankton undersøgtes og de værdifulde Resultater nedlagdes i »Berichte der Kommisssion zur wissenschaftliche Untersuchung der deutschen Meere«; hermed var Tyskland, især Byen Kiel, blevet et af de store Knudepunkter for de fremtidige maritime videnskabelige Undersøgelser. Sammen med sin udmærkede Stab af Kolleger og Elever konstruerede Hensen en Mængde sindrige Apparater, der muliggjorde ikke alene Fangsten af Havvandets mikroskopiske Organismer, men endog tilnærmelsesvis angav Mængden af Organismer i en bestemt given Vandmasse. I Tilslutning til Undersøgelserne i Østersøen udgik 1889 fra Kiel Der Deutsche Planktonexpedition, der havde til Formaal at gennemforske Atlanterhavet, udelukkende med Henblik paa dettes Plankton, dets hydrografiske og kemiske Forhold, og søge at udrede Planktonets Afhængighed af disse ydre Forhold; det store Udbytte nedlagdes i Værket: »Ergebnisse der Plankton-Expedition der Humboldt-Stiftung«, som endnu (1930) udkommer. Med denne Ekspedition var i Virkeligheden de m. v. E. førte ind paa en helt ny Bane, et nyt Begreb var fastslaaet, en ny Metodik var skabt, og de følgende m. v. E. delte i Almindelighed deres Tid og Arbejdskraft nogenlunde ligelig mellem Undersøgelsen af Havbundens og Havvandets organiske Liv. Da det endvidere viste sig, at Planktonet var Næringsmiddel for flere af vore økonomisk vigtige Fisk, særlig Silden, knyttedes de videnskabelige Havundersøgelser paa Grund heraf nærmere til de praktiske Fiskeriundersøgelser, hvorved de fik en mere almenfattelig Basis og langt større Almenbetydning. Af mere rent videnskabelig Betydning blev den i Aarene 1898—99 fra Tyskland udsendte Valdivia-Ekspedition, der hjembragte store Samlinger af Dybhavsorganismer fra Atlanterhavet og det indiske Ocean. Denne Ekspedition, der lededes af Professor C. Chun, var udstyret med en meget stor Stab af Zoologer og Botanikere og der foreligger en lang Række Publikationer, der endnu (1930) ikke er afsluttede. Af maritime videnskabelige Undersøgelser i de sidste Tiaar af det 19. Aarhundrede maa i øvrigt især fremhæves Fyrsten af Monaco's Togter, der gennemførtes indtil et godt Stykke ind i det 20. Aarhundrede. Det var især Middelhavets og Atlanterhavets Dyreverden, der paa disse Togter blev gjort til Genstand for Undersøgelse, men et enkelt Togt udstrakte sit Omraade til de arktiske Have. Ekspeditionerne blev udført med Skibene »L'Hirondelle«, »Princesse Alice I« og »Princesse Alice II«, og Fyrsten af Monaco, der var en udpræget Foregangsmand paa Havforskningens Omraade, har gjort sig fortjent ved Konstruktionen af meget sindrige Apparater, anvendelige til Fangst paa store Havdybder (Dybhavsruser o. a.). Af andre Ekspeditioner fra dette Tidsrum kan anføres Siboga-Ekspeditionen, der under Ledelse af Professor Max Weber (1899—1900) udsendtes af den hollandske Regering til Farvandene omkring det malayiske Arkipelag, samt den belgiske Sydpolarekspedition (Baron de Guerlache) med »Belgica« i Aarene 1897—99. De maritime Undersøgelser i de nordiske Lande havde allerede i den sidste Halvdel af det 19. Aarhundrede givet Anledning til Udsendelse af større videnskabelige Ekspeditioner. I 3 paa hinanden følgende Somre (1876—78) udsendtes saaledes Den norske Nordhavsekspedition (s. d.), der undersøgte det hele Nordhav Vest og Nord for Norge, fra Syd for Island og Færøerne til Jan Mayen, Spitsbergen og Bjørneøen. Af stor Betydning for Kendskabet til de hydrografiske Forhold i Polarhavet, Kystliniens Beliggenhed, Havisen o. s. v., blev ogsaa den mærkeligste og resultatrigeste af alle Nordpolsekspeditioner, nemlig Nansen's Fart med »Fram« 1893—96. Om denne samt andre polare Ekspeditioner henvises til Nordpolsekspeditioner. I 1893 paabegyndte Professor Joh. Hjort aarlig at anstille hydrografiske og biologiske Undersøgelser over Fiskeriforholdene langs Norges Kyster, hvorfor der i en Aarrække blev udsendt videnskabelige Ekspeditioner i de tilstødende Have. Fra svensk Side paabegyndte Torell og Nordenskjöld deres Polarekspeditioner, hvorved Dybdeforhold og Dyreliv, særlig i Havene omkring Spitsbergen, nærmere undersøgtes; den berømteste svenske Ekspedition blev Vega-Ekspeditionen, som i Tiden fra Juni 1878 til Juli 1879 med Nordenskjöld som videnskabelig Leder og Palander som Skibschef sejlede Nord om Asien og paaviste Nordøstpassagen; ved denne Rejse blev