fransk-spansk Traktat fra 1659 nedlagdes Fæstningsværkerne ved Nancy. 1713 bestemte Freden i Utrecht, at Fæstningen Dunkerque skulde ødelægges, og 1715 blev det i en Traktat mellem England og Spanien fastsat at nedlægge Citadellet i Liège, o. s. v. Om nyere Tilfælde af denne Art henvises til Neutralisering og Rhinbefæstningsforbudet. Ved Siden af saadanne spredt forekommende Aftaler om Demilitarisering af enkelte Egne eller Befæstninger har man paa internationale Konferencer vedtaget at forbyde Brugen af visse Kampmidler, se Vaabenforbud. Spørgsmaalet om en Begrænsning af de væbnede Styrker har ved flere Lejligheder været taget op af Magter, der var Naboer til hinanden. Efter Syvaarskrigen foreslog saaledes Østerrig i 1766 og 1769 Preussen, at begge Lande skulde reducere deres Hære med tre Fjerdedele, men Frederik den Store afviste Tanken. Derimod indgik Frankrig og England i 1787 ved preussisk Mægling en Aftale om, at deres Krigsflaader ikke skulde forøges ud over Fredsfod, og at ingen af dem skulde sætte mere end 6 Orlogsskibe i Søen. 1817 vedtog De Forenede Stater og Storbritannien en endnu gældende Traktat, ifølge hvilken hver af Parterne kun maa holde fire Krigsfartøjer paa indtil 100 Tons paa de kanadiske Søer. Bolivia og Peru bestemte i en Traktat af 1831 at begrænse deres Hære til henholdsvis 1600 og 3000 Mand, et Forhold, som ved en Traktat af 1840 ændredes til henholdsvis 2000 og 3000 Mand. I en femaarig Overenskomst af 28. Maj 1902 aftalte Argentina og Chile en indbyrdes Flaadereduktion. Mange Statsmænd og Tænkere har i Tidens Løb paapeget Nødvendigheden eller Ønskeligheden af en international Overenskomst om en almindelig Indskrænkning eller Begrænsning af Hærstyrkerne (saaledes Hertugen af Sully, Abbé de Saint-Pierre, Benjamin Franklin, Em. Kant, J. Bentham). Men alle Forsøg paa at tilvejebringe en saadan almindelig Overenskomst er hidtil mislykkedes, lige fra Alexander I.'s Forslag i 1816, Napoleon III.'s i 1863 og 1867 til Nikolaj II's Manifest af 1898, hvori den sidste russiske Kejser tog Initiativet til Indkaldelsen af Fredskonferencen i Haag (1899) med det udtrykkelige Formaal at hidføre en Nedsættelse af Rustningerne. Konferencen maatte nøjes med i en Resolution at anbefale Rustningernes Indskrænkning og i øvrigt henvise Spørgsmaalet til senere Studium. Paa den anden Haagkonference i 1907 forhindrede Tyskland, at Rustningsproblemet blev drøftet. 2. Efter Verdenskrigen har Bestræbelserne hen imod N. gjort visse Fremskridt og Arbejdet paa at forberede en almindelig Nedrustningskonference er blevet fortsat systematisk. Disse Aars Udvikling har sin Baggrund i Indtrykket af Krigens Ødelæggelser og sit Udspring i det 4. af de 14 Punkter, som De Forenede Staters Præsident Woodrow Wilson den 8. Jan. 1918 proklamerede som Fredens Grundlag. Han krævede her, at »Nationernes Rustninger skulde nedsættes til det mindste Maal, der er fornødent for den indre Sikkerhed«. For de besejrede Landes Vedkommende gennemførtes denne N. ved Fredstraktaterne af 1919—20. Centralmagterne maatte gaa ind paa, at Værnepligten blev ophævet og Undervandsbaade og bevæbnede Luftfartøjer forbudt. Tysklands paa tolv Aar hvervede Hær, der udelukkende er bestemt til Ordenens Opretholdelse og til Grænsebevogtning, maa ifølge Versailles-Traktaten ikke overstige 100000 Mand, deraf højst 4000 Officerer; den tyske Flaade er indskrænket til 6 Panserkrydsere, 6 lette Krydsere, 12 Jagere og 12 Torpedobaade med en samlet Tonnage paa højst 100000 Tons og med i alt ikke over 15000 Mand, derunder højst 1500 Officerer; Vaabenfabrikationen blev begrænset og sat under Kontrol, og en Række Fæstninger sløjfedes. Ved Saint-Germain-Traktaten blev paa lignende Maade Østerrig afvæbnet; dets hvervede Hær maa ikke overstige 30000 Mand, og dets Flaade er indskrænket til 3 Opsynsskibe paa Donau. Trianon-Traktaten nedsatte Ungarns Hær til 35000 Mand, og Freden i Neuilly tillod kun Bulgarien at beholde en Hær paa 20000 Mand og en Flaade paa 10 smaa Flodfartøjer. 3. Wilsons Krav om almindelig N. blev i Art. 8 i Pagten for Folkenes Forbund udformet saaledes, at Forbundets Medlemmer anerkender, at »Fredens Opretholdelse kræver en Indskrænkning af de nationale Rustninger til den laveste Grænse, som er forenelig med den nationale Sikkerhed og med Hævdelsen ved fælles Virksomhed af de mellemfolkelige Forpligtelser«. Det tilstræbte Mindstemaal af Rustninger skal saaledes ikke udfindes efter, hvad den indre Sikkerhed i hvert Land kræver, men paa Grundlag af den nationale Sikkerheds mere ubestemmelige Krav. Forbundsraadet skal ifølge Pagten forelægge de forskellige Regeringer Forslag om en saadan Indskrænkning »under Hensyntagen til hver Stats geografiske Beliggenhed og særlige Forhold«. Disse Forslag, som de enkelte Lande selv skal tage Stilling til, skal mindst hvert 10. Aar overvejes paany og eventuelt ændres. Naar de er antaget af de forskellige Regeringer, kan de deri fastsatte Grænser for Rustningerne ikke overskrides uden Raadets Samtykke. I Pagten paalægges det yderligere Raadet at stille Forslag om, hvorledes de uheldige Virkninger af den private Vaabenfabrikation kan undgaas. Forbundets Medlemmer har Pligt til at give hverandre fuldstændige Oplysninger om deres Rustninger. Forskriften i Pagtens Artikel 23 d, hvorefter det overdrages Forbundet at føre den almindelige Kontrol med Vaabenhandelen »med de Lande, hvor en saadan Kontrol er paakrævet i fælles Interesse«, er foreløbig sket Fyldest ved Konventionen af 17. Juni 1925, der afløste en lignende Konvention af 1919 (se Vaabenhandelskonventioner). Det er endelig ifølge Pagtens Artikel 1 en Betingelse for i Fremtiden at blive optaget i Forbundet, at vedkommende Stat med Hensyn til sine Rustninger underkaster sig Forbundets Afgørelse. 4. I Overensstemmelse med Pagtens Artikel 9