nedsattes i Maj 1920 et fast Udvalg, som til Raadet skulde afgive Betænkning om Gennemførelsen af disse Nedrustningsbestemmelser. Udvalgets Sammensætning af lutter Officerer vakte straks Kritik, og paa en af de nordiske Lande fremkaldt Henstilling af folkeforbundets første Delegeretforsamling nedsatte Raadet i Febr. 1921 et mindre militært præget Udvalg (»det blandede midlertidige Udvalg«) ved Siden af det første, og der oprettedes en særlig Afrustningsafdeling i Folkeforbundets Sekretariat. Disse Organer har i deres Arbejde haft at kæmpe med store tekniske Vanskeligheder, først og fremmest den elementære at finde et fra alle Sider antageligt Grundlag for en Sammenligning af de forskellige Landes Vaabenstyrker. Tallene alene er ikke tilstrækkelige til at afgøre Værdiforholdet mellem en hvervet Hær med aarelang Træning og en værnepligtig Hær med kort Uddannelse eller til at bestemme den militære Værdi af de forskellige Landes Industri. 1922 foreslog den britiske Delegerede Lord Esher at begrænse Fredsstyrkerne til et vist Antal Enheder, hver paa 30000 Mand, saaledes at Portugal skulde have 1 Enhed, de nordiske Magter, Schweiz og Belgien hver 2, Grækenland, Holland, Jugoslavien, Rumænien, Spanien, Storbritannien og Tschekkoslovakiet hver 3, Italien og Polen hver 4 og Frankrig 6, men dette for vilkaarlige Forsøg paa at skære gennem Vanskelighederne fik ingen Tilslutning. Til de tekniske Besværligheder kom politiske, koncentrerede i Frankrigs stadige Krav om Sikkerhed som forudgaaende Betingelse for Afrustning. For at imødekomme det franske Synspunkt foreslog Lord Robert Cecil 1923 en Garantitraktat, i hvilken Magterne skulde love hverandre militær Hjælp imod Angreb, forudsat, at den angrebne Stat havde indskrænket sine Rustninger efter en i Traktaten ikke nærmere angivet Maalestok. Ifølge denne Plan skulde Folkeforbundsraadet fire Dage efter Fjendtlighedernes Udbrud afgøre, hvem der var Angriber, og alle de i Garantitraktaten deltagende Lande skulde derpaa gaa angrebsvis til Værks imod den saaledes udpegede Stat og stille mindst en Fjerdedel af deres Styrker til Raadighed for en af Forbundsraadet indsat Overkommando. Dog skulde europæiske Landstyrker ikke kunne kræves anvendt uden for Europa og amerikanske Tropper ikke uden for Amerika. Dette Forslag, som den britiske Regering selv lod falde, gik i flere Henseender ud over Folkeforbundspagten f. Eks. ved at fremkalde militære Tvangsforholdsregler mod enhver Angriber, ogsaa i de Tilfælde, hvor Angrebet efter Pagten ikke var retsstridigt, og uden Anvendelse af den i Pagten foreskrevne Fremgangsmaade til Stridens fredelige Bilæggelse. 5. Forsøgene paa at blive Herre over de Vanskeligheder, der stillede sig i Vejen for en almindelig Afrustning, fortsattes imidlertid. Traktatudkastet af 2. Oktbr. 1924, der kombinerede Folkeforbundspagtens Bestemmelser om Forbundets Indgriben over for Retsbrud med Forskrifter, som gjorde enhver Angrebskrig ulovlig og henviste alle ikke bilagte internationale Tvistigheder til Afgørelse ved tvungen Voldgift eller Dom, lod sig ikke gennemføre (se Genf-Protokollen, Suppl.). Men en Del af de i dette Traktatforslag udformede Grundsætninger fandt Anvendelse i andre internationale Overenskomster. Dette gjaldt først Locarnotraktaterne, som Tyskland den 16. Oktbr. 1925 sluttede med sine vestlige og østlige Naboer under Medvirken af Storbritannien og Italien som Garantimagter for Fredens Opretholdelse mod Vest og med Frankrig som Garant mod Øst (jfr. Voldgift S. 352 f.). Tanken om ud over Folkeforbundspagten helt at forbyde Angrebskrig blev senere, om end i anden Form, virkeliggjort i Paristraktaten af 27. Aug. 1928 (se Kelloggpagten, Suppl.). Endelig er Kravet om alle Konflikters Henvisning til Voldgift eller anden Retsafgørelse naaet Gennemførelsen nærmere, dels ved det stigende Antal tosidede Traktater herom, dels ved den voksende Tilslutning til den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje i Haag og, i anden Række, ved den hidtil dog kun af faa Magter tiltraadte almindelige Traktat af 26. Septbr. 1928 om Mægling, Voldgift eller Dom i Tvistigheder mellem Stater (se Generalakten, Suppl.). 6. Da Folkeforbundsforsamlingen i 1924 havde stemt for Genf-Protokollens Vedtagelse, nedsattes til Fremme af N. et saakaldt Koordinationsudvalg, som dog ikke fik større Betydning. Efter Locarnotraktaternes Undertegnelse konstituerede Folkeforbundsraadet i Decbr 1925 et nyt Udvalg (commission préparatoire), der skulde forberede den almindelige Afrustningskonference. I dette Udvalgs Forhandlinger var henved Halvdelen af Folkeforbundsstaterne repræsenteret, og desuden indbødes de vigtigste uden for Forbundet staaende Magter, Tyskland, der blev Medlem 1926, Nordamerikas Forenede Stater, Tyrkiet og Sovjetunionen. Den sidstnævnte Magts Repræsentanter i Udvalget foreslog i 1927 at afskaffe alt Militærvæsen og stillede i 1928 et andet Forslag, gaaende ud paa at inddele Landene i fire Grupper, af hvilke den første, bestaaende af Stater med en Fredsstyrke paa over 200000 Mand eller over 10000 Officerer, skulde indskrænke Hæren med Halvdelen; anden Gruppe med over 40000 Mand eller over 2000 Officerer skulde nedsætte med en Trediedel; tredje Gruppe, der omfattede de Magter, hvis Styrker laa under denne Grænse, og som ikke var afvæbnet ved Fredstraktaterne, skulde formindske deres Hære med en Fjerdedel; fjerde Gruppe bestod af de tvangsnedrustede Lande. Flaade og Luftstyrke skulde begrænses paa tilsvarende Maade, Krigsmateriellet staa i et bestemt Forhold til de tilladte Styrker og alle Forberedelser til Gas- og Bakteriekrig ophøre. Det forberedende Udvalg drøftede ikke dette Forslag nærmere, saa lidt som rnan tidligere havde indladt sig paa at behandle Lord Eshers. Udvalget holdt sig til Skelettet for en Afrustningskonvention og udarbejdede 1929 skematiske Rammer til en