international Traktat om Afrustning baseret paa det fransk-italienske Krav om kun at begrænse Fredsstyrkerne, idet De Forenede Stater og Storbritannien havde forladt den af Tyskland hævdede og af Sverige og Holland støttede Opfattelse, hvorefter Hærens Reserver, det uddannede og hjemsendte Mandskab ogsaa burde omfattes af en Nedrustningstraktat. Resultatet af de inden for Folkeforbundet udfoldede Bestræbelser for at naa til en international Overenskomst om almindelig Afrustning har saaledes i Hovedsagen hidtil været ringe. Et stort forberedende Arbejde er udført, mange Vanskeligheder drøftet og meget Materiale tilvejebragt, men efter ti Aars Forhandlinger var man ikke naaet saa vidt, at Datoen for den første internationale Afrustningskonference har kunnet fastsættes endeligt. Under de forberedende Drøftelser er selve Problemet undergaaet en væsentlig Forandring. Fra den ideale Fordring om Afvæbning eller Afrustning, der for øvrigt ikke har Hjemmel i Folkeforbundspagten, er man gennem Forsøgene paa at hidføre en Indskrænkning i Rustningerne endt med at haabe paa en Overenskomst om, at de nuværende Hære og Flaader ikke maa øges (désarmement—réduction—limitation des armements). 7. Uden for Folkeforbundet har især de store Flaademagters Bestræbelser for en N. til Søs begyndt at sætte Frugt. Ved Traktat af 6. Febr. 1922 enedes de fem store Sømagter bl. a. om en Tonnagebegrænsning for deres Slagskibe efter Forholdstallene: De Forenede Stater og Storbritannien 5, Japan 3, Frankrig og Italien 1,67 (se Washingtonkonferencen). Til Drøftelse af en Krydserbegrænsning holdtes paa nordamerikansk Initiativ en ny Flaadekonference i Genève fra 20. Juni til 4. Aug. 1927 mellem De Forenede Stater, Storbritannien og Japan (Frankrig og Italien afslog at deltage), men Enighed naaedes ikke. Dette lykkedes derimod paa Flaadekonferencen i London, der aabnedes den 21. Jan. 1930, og som førte til Traktaten af 22. Apr. s. A. mellem De Forenede Stater, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan. Ifølge denne Traktat, som straks blev ratificeret af de to førstnævnte Magter, maa ingen af de fem kontraherende Parter indtil Udgangen af Aaret 1936 bygge noget af de efter Washingtontraktaten tilladte Slagskibe. Hver af Magterne har Ret til at bevare eller bygge tre Undervandsbaade paa indtil 2800 Tons, men bortset herfra maa fremtidigt ingen af disse Magters Undervandsbaade være over 2000 Tons eller have større Kanoner end 130 mm. Der gives i Traktaten visse Regler for Krigsførelse med disse Fartøjer (se Undervandsbaade, Suppl.). Med Hensyn til Krydserne vedtog De Forenede Stater, det britiske Rige og Japan indtil Udgangen af 1936 at begrænse Tonnagen saaledes, at Nordamerika faar Ret til Krydsere med en samlet Tonnage af 323000 Tons, det britiske Rige faar 339000 Tons og Japan 208850 Tons. Af Jagere maa Nordamerika og Storbritannien have hver 150000 Tons, Japan 105500 Tons. Undervandsbaadstonnagen er for alle tre Magter 52700 Tons hver. Disse og en Række andre, mere specielle Bestemmelser om Begrænsning af Tonnagen inden for de nævnte Skibstyper er dog ifølge Traktatens Artikel 21 kun gældende med det Forbehold, at enhver af de tre store Flaademagter har Ret til at overskride de for hver Skibsklasse fastsatte Grænser, saafremt den mener, at en hvilkensomhelst anden Magts Flaadeudvidelse berører Kravene til dens nationale Sikkerhed. I saa Fald har de to andre Flaademagter Adgang til forholdsvis at overskride de fastsatte Begrænsninger. Dette Forbehold skyldes, at Frankrig og Italien ikke paa Konferencen i London kunde blive enige om tilsvarende Flaadebegrænsninger for deres Vedkommende. Spørgsmaalet herom blev derfor henskudt til senere Forhandling mellem disse to Magter. I Juli 1930 meddelte den franske Regering den italienske, at den for at bevare status quo og bidrage til en gunstig Atmosfære for en saadan Forhandling havde besluttet ikke at sætte noget nyt Krigsskib paa Bedding inden 1. Decbr s. A.; den italienske Regering svarede med at træffe en lignende Bestemmelse. 8. Af Interesse, om end af mindre vidtrækkende Betydning er en Traktat, som de centralamerikanske Smaastater underskrev paa en Konference i Washington den 7. Febr. 1923, og hvorefter disse Landes Hære skal nedsættes til følgende Styrker: Guatemala 5200 Mand, Honduras 2500, Salvador 4200, Nicaragua 2500 og Costa Rica 2000 Mand, Officerer ikke medregnet. Disse Tal svarer efter Befolkningens Størrelse omtrent til de Hærstyrker, som Østerrig og Bulgarien har Lov til at have ifølge Fredstraktaterne. Ingen af de kontraherende Stater maa besidde mere end ti militære Luftfartøjer eller erhverve Krigsskibe »undtagen i Tilfælde af Borgerkrig eller Trusel om Krig fra en anden Stat«. Giftgas maa ikke anvendes i Krigstilfælde. 9. Ved Opgørelsen af de Resultater, der er naaet paa visse Omraader, og ved Bedømmelsen af Udsigterne for en almindelig international N. maa det ikke overses, at der i mange Lande under Indtryk af den stigende internationale Sikkerhed og af Faren ved at genoptage Kaprustninger er foregaaet og stadig foregaar en Udvikling hen imod et mere begrænset militært Apparat. Undtagelser danner De Forenede Stater og Japan, hvis Flaader i 1914 udgjorde henholdsvis 834000 og 522000 Tons, men i 1930 var steget til 1100000 og 772000 Tons. For de europæiske Militærmagters Vedkommende finder Tendensen mod en Indskrænkning i Rustningerne Udtryk deri, at den britiske Krigsflaades Tonnage fra 1914 til 1930 er gaaet ned fra 2160000 Tons til 1202000. Frankrigs er i samme Tidsrum reduceret fra 1140000 til 582000 Tons. Den franske Hær, for Tiden Europas stærkeste, er nu paa 593000 Mand, Kolonialtropper medregnet, men talte i 1913 over 700000 Mand. I langt større Maalestok er de ved Fredstraktaterne tvangsnedrustede Staters Hære og Flaader blevet formindsket, jfr. ovenfor. De europæiske Landes samlede