Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1) Pierre, fr. dram. Digter, (1606-1684)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
suivante (1634) og La place royale (1634), alle
svage Intrigestykker uden virkeligt Indhold, men
af en vis galant og fin preciøs
Konversationstone. For at faa sine Stykker opførte kom C.
til Paris, hvor han gjorde Kardinal Richelieu’s
Bekendtskab. Den litterære Minister værdigedes at optage
ham i sin dram. Stab (Colletet, l’Estoile, Boisrobert og
Rotrou), der fabrikerede Komedier efter hans Planer.
C. var en af »de 5 Forfattere«, der 1635 skrev La
comédie des Tuileries. Men da C. ikke lydig nok
underkastede sig Kardinalens Forskrifter, da han
manglede esprit de suite, faldt han i Unaade,
hvorefter han vendte hjem til Rouen og skrev
sin første Tragedie Médée, der dog mere var en
Bearbejdelse af Seneca’s Stykke end et originalt
Værk, men alligevel rummer skønne Vers og
indvarsler en renere Stil.
Novbr 1636 opførtes paa Marais-Teatret
Frankrigs første klassiske Tragedie Le Cid (oversat af
Chr. Sick 1874), hvortil C. for en stor Del
laante Stoffet fra Spanieren Guillen de Castro.
For første Gang fremførte C. paa Scenen den
Kamp mellem Pligt ell. Ære imod Lidenskab,
som skulde blive standende Strid i alle hans
senere Tragedier. Den simple storliniede
Handling og Lidenskabens livfulde Sprog henrev
Publikum for denne ny Poesi. Men Misunderne
og Kritikerne rykkede frem og fik Medhold fra
selve Kardinalen, I nogle Observations sur le
Cid dømte C.’s tidligere Ven Scudéry baade
Tragediens Fabel, dens Bygning og Sprog som
slet, og det nystiftede fr. Akademi udtalte sin
Tilslutning hertil i Sentiment sur la tragicomédie
du Cid (1638). Stykket erklæredes at stride mod
»Reglerne«, de saakaldte aristoteliske 3
Enheder, Tidens, Stedets og Handlingens, der
netop paa denne Tid formuleredes af Chapelain
med Richelieu som Støtte. Men Publikum
vedblev trods al Chikane mod Digteren at være
begejstret for hans ridderlige og højsindede
Heltetragedie. Selv berørtes han en Tid
smertelig af al den ondsindede Kritik, men udsendte
dog allerede 1639 en ny Tragedie Horace, hvis
Emne er laant fra Livius, og som han meget
ydlmyg tilegnede den mægtige Kardinal. Endnu
s. A. fulgte Cinna, maaske C.’s betydeligste
Drama. Paa Grundlag af Seneca’s De
clementia og Montaigne’s Essais opruller han et Stykke
rom. Historie: Cinna, der er gennemglødet af
republikansk Had til Kejser Augustus, og som
vil hævne den Vold, der er overgaaet
Frihedspartiet, smeder ved sin Elskede, Emilia,
Sammensværgelse mod Kejserens Liv; denne
opdager deres Anslag, vakler uvis, om han skal
straffe ell. benaade, tilgiver endelig med ædelt
Højsind Cinna og forener ham med Emilia.
C.’s næste Tragedie Polyeucte (1640) var et
Martyrskuespil, der apoteoserede
Kristendommen og dens sejrrige Magt; Skildringen af den
ædle, milde Romerkvinde Pauline, Polyeuctes’
Hustru, der omvendes ved hans heroiske
Martyrdød, giver det forøget Interesse. Efter en
retorisk-svulstig Tragedie, La mort de Pompée
(1641), fulgte Le menteur (1642), en munter
Karakterkomedie efter Alarcon’s La verdad
sospechosa, og La suite du menteur (1643) efter
Lope de Vega; det første af disse Lystspil findes
endnu paa Repertoiret som en Forløber for
Molière’s Komedier, det sidste er glemt.
Derefter vender Digteren sig igen til Tragedien.
Rodrogune (1644) indfører Rædslen som,
Scenekraft; Théodore (1645) er en ny, men svagere
Martyrtragedie; Héraclius (1647) indeholder den
mest forvirrede Intrige; det antoges længe for
en Efterligning af et sp. Drama af Calderon,
men er ældre end dette. I disse Stykker lagde
C. ikke Vægt paa Karaktertegningen, men paa
sælsomme og eventyrlige Situationer; han skrev
»romaneske« Dramaer. 1647 blev C. Medlem af
Akademiet. 1650 forsøgte han i Don Sanche
d’Aragon at omplante den sp. heroiske Komedie
efter Lope de Vega’s El palacio confuso. I
Nicomède fra samme Aar indfører han Ironien
i Tragedien. Med Pertharite (1652), der
fuldstændig faldt til Jorden, afsluttede han
foreløbig sin dram. Produktion. 1656 fuldførte han
sin versificerede kedelige Overs. af Thomas a
Kempis’ De imitatione Christi. Paa Opfordring,
af Finansministeren Fouquet og tillige for at
klare sig af sin pekuniære Nød gav han sig
igen til at skrive for Scenen. Men den lange
Række Dramaer: Ædipe (1659), La toison d’or
(1660), Sertorius (1662), Sophonisbe (1663),
Othon (1664), Agésilas (1666), Attila (1667), Tite
et Bérénice (1670), Pulchérie (1672) og Suréna
(1674), var svage, konstruerede, stivnede i
Manér og uden den sædvanlige sproglige Ynde.
1671 forfattede han sammen med Molière et
stort Udstyrsstykke, Psyché. Ellers dalede hans
Stjerne, medens Racine’s steg. I sin Alderdom
skrev han aandelige Digte efter lat. Mønstre.
Han havde Sorg i sin Familiekreds og døde i
bitter Fattigdom. 1834 rejstes ham en Statue i
Rouen.
C.’s Teater er bygget med den antikke
Tragedie som Forbillede, men har ogsaa taget
Teknik og Motiver fra det sp. Af de
pseudoaristoteliske Regler overholder han hyppigst
kun Handlingens Enhed. Hans Figurer er ikke
virkelige Mennesker, men storstilede
Abstraktioner for Ære, Pligt, Tapperhed, Ædelmod,
Ridderlighed og lgn. Dyder ell. de modsatte
Laster. Hans Helte handler efter ydre
Maksimer, ikke efter indre psykologiske Love. Hans
Skikkelser er helt gode ell. helt onde. De retter
sig blindt efter Handlingens Plan og skejer
aldrig ud i Subjektivitet. Deres Sprog er sirligt og
etikettekorrekt; de ræsonnerer selv i den
vildeste Lidenskab. Og C. kendte kun lidet til
Kvindehjertet. - Og dog er han til Tider
mægtig og bevæget. Han skildrer Heroismen i alle
 |
| P. Corneille. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
